Paul Fournel: ANQUETIL – helt alene

Paul Fournels bog om Jaques Anquetil er lige dele drenget begejstring for en stor cykelstjerne og en velskrevet biografi med glimt i øjet. Er du til fakta, anekdoter og røverhistorier om en af de største stjerner, cykelsporten har kendt, inden der for alvor gik tv-tranmissioner i de store løb, så er ANQUETIL – helt alene uomgængelig.

Noget af det, der fascinerer mig mest ved de store cykelløb, og særligt Tour de France, er dramaet. Fortællingen. Eposet. Det er kommentatorernes beskrivelser af løbets udvikling, taktikken der udspiller sig, lidelsen der står malet i rytternes ansigter på de store bjergetaper.

På samme måde føler man sig gentagne gange hensat til en solbeskinnet dag i Touren, hvor dramaet er på sit højeste, når man sidder opslugt af Paul Fournels bog ANQUETIL – helt alene, der for nylig udkom på dansk. Forfatteren og poeten Fournel er en eminent fortæller.

ANQUETIL – helt alene er først og fremmest drengen Paul Fournels betagelse af en af de helt store cykelstjerner i 50erne og 60erne, skrevet af den voksne Paul Fournel, der selv har været ivrig amatørrytter. Og man må sige, at han nok har fået det ind med modermælken. Faderen, der også var amatørrytter, og onklen, der var cykelsmed, byggede hans første, mørkegrønne cykel til ham, da han var ikke ret gammel.

ANQUETIL – helt alene er en Anquetil biografi, der på charmerende vis er flettet ind i anekdoter, røverhistorier og fakta om landevejenes enspændere, og om enspænderen over dem alle: Jacques Anquetil. Biografien er ikke strengt kronologisk, i stedet belyses Anquetils liv og cykelkarriere ud fra spørgsmålet om, hvad der drev ham (smerte, især!), de mennesker, der omgav ham (hustruen, løjtnanten, hjælperytterne, sportdirektøren, modstanderen Poulidor og andre), og han beskrives gennem de utallige løb, han kørte – og hvordan han kørte dem. Perspektivet skifter bogen igennem mellem Anquetil selv, drengen Paul Fournels barndomserindringer og den voksne Paul Fournels mere eftertænksomme og rationelle perspektiv på Anquetils karriere.

Der var masser af drama, når Anquetil var i vælten. Vi får beretningen om dengang, han smadrede Fausto Coppis timerekord på banen i Milano for øjnene af Coppis italienske fans. Vi får den medrivende historie om, hvordan Anquetil duellerede med Poulidor hele vejen op til Puy de Dôme på Tour de France etapen 12. juli 1964. En historie, der ikke bliver mindre medrivende af at Fournel selv var tilstede på bjerget den mindeværdige dag. Vi får historien om en vanvittig ide, der blev til virkelighed, da Anquetil i 1965 først kørte ugeløbet Dauphiné libéré – der foregår i de franske alper – som han vandt, hvorefter han få timer efter at have stået på sejrsskamlen fløj til Bordeaux og samme nat startede endagsløbet Bordeaux-Paris – som han også vandt! Anquetil var også den første til at vinde Tour de France 5 gange.

Maître Jacques, som han også blev kaldt, gik meget op i sit udseende og sit tøj. Han var, hvad Brian Holm ville kalde ‘lirens’. Der er i Fournels bog den samme tone, som Danske Professionelle Cykelrytteres Club (DPCC) også bruger i deres bog Sort kaffe og hvide sokker. Hos Fournel som hos DPCC finder læseren et ekko af det univers, de indviede befinder sig i. Anekdoter, røverhistorier og en god portion fakta. Og det gør ikke så meget, at det ikke altid er hårde fakta og en kedelig biografi. Fournels bog er varm, personlig og medrivende.

Oversættelsen fra fransk er begået af Jesper Tang, og det er et flot stykke arbejde. Man mærker ikke, at det er en oversættelse, sproget flyder godt og medrivende uden at hakke.

Paul Fournel Anquetil – helt alene. Bobo, Den franske bogcafés forlag. Udkommet marts 2018. Oversat af Jesper Tang.

Måske vil du også synes om:
col-du-galibier

La Marmotte – når cykling bliver en passion

Om 5 dage – på lørdag – starter 2017-udgaven af årets Tour de France. Det er en lidt underlig udgave i år, for det er nærmest kun en demi-tour. Den starter i Düsseldorf, og kører igennem Belgien, inden rytterne rammer det østlige Frankrig. Så flyver de til det sydvestlige Frankrig, og kører etaper i Pyrenæerne og østover igen, inden de rammer Alperne og Provence. Det nordlige og vestlige Frankrig går ram forbi, og ligeledes Midtfrankrig. En demi-Tour de France, hvis du spørger mig…

Nå. Men der er nogle andre, som også er ret seje. På søndag cykler 7500 amatørcyklister fra det meste af verden endags-cykelløbet Look Marmotte Granfondo Alpes. Og det er altså ikke for tøsedrenge, skal jeg hilse og sige.

Vi kørte selv i området på La Route des Grandes Alpes (i bil, forstås!) sidste år, og der var mange – som i: rigtig mange – amatørcyklister i bjergene. Allerede dengang fornemmede jeg, at det var noget helt specielt for dem at cykle i bjergene. Men jeg var ikke klar over, at mange af dem rent faktisk trænede til et af de mange amatør-bjergcykelløb, der findes.

Look Marmotte Granfondo Séries er en serie på tre amatør-bjergklassikere, hvor de allersejeste napper alle tre. De fleste ‘nøjes’ med et. Måske to.

Lørdag den 17. juni blev Look Marmotte Granfondo Hochkönig afviklet, hvor amatørrytterne kørte 170 kilometer i de østrigske alper.

Søndag den 27. august gælder det Look Marmotte Granfondo Pyrénées, hvor deltagerne bliver sendt 163 kilometer henover legendariske Tourbjerge som Tourmalet og Hautacam.

Og på søndag bliver klassikeren i denne serie af amatørcykelløb afviklet. Look Marmotte Granfondo Alpes. 174 kilometer hen over fire af de største bjerge i Tourhistorien: Col du Glandon, Col de Télégraphe, Col du Galibier og med afslutning på toppen af Alpe d’Huez efter de berømte 21 hårnålesving. Næsten samme rute som Tourens 17.etape i år. Næsten.

Vi kørte i bil ad den rute sidste år, og jeg siger igen: Det er ikke for tøsedrenge!

Hvorfor gør de det? Jeg ved det ikke. Hvem kan forklare passion? Og skal det overhovedet forklares?

 

Måske vil du også synes om: