Mayotte

Mayotte

Øen Mayotte ligger i den nordlige del af Mozambiquekanalen, på nordsiden af Madagascar, og godt halvvejs mellem Madagascar og det afrikanske kontinent. Øens areal er ca 375 km2 – til sammenligning er danske Langeland 285 km2. Mayotte består primært af to større øer, Grande-Terre og Petite-Terre, samt en række mindre øer.

Mayotte er en af Frankrigs fem oversøiske regioner, der har status af Régions mono-départementales, det vil sige at de to normalt forskellige, administrative enheder, region og departement, er sammenfaldende. Mayottes departementsnummer er 976. Den administrative hovedby er Mahmoudzou, der ligger på Grande-Terres østlige del.

Med øens status som fransk, oversøisk departement under den franske stat, er øen også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. I modsætning til de fire andre, oversøiske regioner (Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana og La Réunion), har Mayotte kun een, demokratisk valgt forsamling, der repræsenterer både departementsråd og regionalråd. Øen er repræsenteret med to senatorer i det franske senat og to medlemmer i den franske nationalforsamling. Som i de kontinentale regioner er den franske stat repræsenteret på Mayotte med et præfektur.

Mayotte var i århundreder et sultanat, og var anerkendt som sådan indtil 1800-tallet. I starten af 1500-tallet blev øen kortlagt og sat på søkortene af portugiserne, men de fleste europæiske skibe undgik at bruge øen som anløbshavn på deres vej til og fra Asien. Undervejs i øens historie har der været indvandringer fra både det afrikanske kontinent og fra Madagascar, og det førte til en del uroligheder i 1800-tallet. I et forsøg på at bilægge stridighederne hidkaldte den regerende sultan i 1832 en diplomat og tidligere konge fra Madagascar, Andriantsoly, der arvede sultanatet. Det lykkedes ham ikke at bilægge stridighederne, og i mangel på allierede tog han kontakt til franskmændene, og solgte øen til Frankrig i 1841.

I 1958, da den 5. republiks forfatning var ved at falde på plads, stemte Mayottes indbyggere for at øen skulle have status af fransk, oversøisk departement, og derved forblive en tæt tilknyttet del af republikken. I 2011 fik øen status af oversøisk region på linie med de fire andre, ovenfor nævnte.

Mayotte byen Sada

Udsigt over byen Sada på Mayottes vestkyst

Selvom livet i dag er fredeligt på øen, er Mayotte ikke en destination der ligger højt på rejsebureauernes hitliste. Det er selvfølgelig muligt at flyve til øen: En returbillet fra København går typisk via Paris og Nairobi eller Île de la Réunion, koster på den anden side af 10.000 kroner, og rejsetiden vil ligge fra 20 timer og opefter… Mayottes turisme er ikke specielt udviklet, og mulighederne for overnatning vil typisk være bed & breakfast i den billige ende eller luksushoteller i den dyre ende.

Mayotte Trevani plage

Trévani-stranden på Mayottes nordkyst

Men når man er nået frem og har fået sig indkvarteret, er øen et paradis at gå på opdagelse i. Hvide sandstrande omkranser øen, og man kan tage på vandreture i de skovklædte bjerge, plukke bananer eller kokosnødder, eller dykke i lagunen og se kæmpeskildpadder, hvaler og eksotiske fisk. Eller tage båden fra Grande-Terre til Petite-Terre, og vandre omkring den smaragdgrønne Dziani-sø, et krater fra en udslukt vulkan.

Dziani-søen på Petite-Terre

Dziani-søen på Petite-Terre

Det kan godt ske, at Mayotte ikke ligger højt på turisternes ønskeliste over destinationer, men lur mig, om ikke det kommer til at ske i løbet af de kommende år.

God weekend :)!

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Île de la Réunion

Île de la Réunion

Île de la Réunion – La Réunion i daglig tale – ligger i det Indiske Ocean, ca. 800 kilometer øst for Madagascar, og cirka 45 minutters flyvning (eller godt 150 kilometer) sydvest for Mauritius. Øen er ca. 2500 km2 stor, eller lige knap så stor som Fyn (3100 km2).

Øen er en af Frankrigs fem oversøiske regioner der har status af Régions monodépartementales, det vil sige at de to normalt forskellige, administrative enheder, region og departement, er sammenfaldende. Ligesom alle de franske, kontinentale departementer har et nummer, så har også de oversøiske departementer et nummer. La Réunions departementsnummer er 974. Den administrative hovedby er Saint-Denis.

Som en adminstrativ enhed under den franske stat er øen er også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. La Réunion har både et regionsråd og et departementsråd, og er repræsenteret med tre senatorer i det franske senat og fem medlemmer i den franske nationalforsamling. Som i de franske kontinentale regioner er den franske stat repræsenteret på La Réunion med et præfektur.

Den ubeboede ø blev opdaget af portugiserne i slutningen af 1400-tallet på deres vej til Asien. Op gennem 1500-tallet blev øen primært brugt som anløbshavn af de europæiske skibe på vej til og fra Asien. I 1640erne tog franskmændene øen i besiddelse i Solkongens (Louis XIV) navn, men først i anden halvdel af århundredet kom de første franske kolonister til La Réunion (som, i parentes bemærket, bar det royale navn Île de Bourbon frem til den franske revolution). Mens Napoléon var kejser og underlagde sig det meste af Europa, havde han en del skærmydsler med englænderne omkring de oversøiske besiddelser. Englænderne, der under den franske revolution havde forsøgt at tage de franske caribiske besiddelser fra franskmændene, besatte La Réunion i 1810, mens Napoléon I havde travlt med sine krigskampagner i Europa. Først i 1814 kom øen tilbage under den franske stat.

Île de la Réunion Etang saléUnder begge verdenskrige var La Réunion som en del af Frankrig involveret, primært ved at sende soldater til fronterne. Under 1. Verdenskrig var der ikke kampe på øen, men under 2. Verdenskrig oplevede øen på nærmeste hold skismaet mellem Vichy-regimet og De Frie Franske. Øen samarbejdede med Vichy-regimet, men var nærmest afskåret fra alle forsyninger fra kontinentet. I 1942 blev øen ‘invaderet’ af en styrke fra De Frie Franske, der væltede den Vichy-venlige administration. Siden 1946 har øen haft status af fransk departement, og siden 1982 status af oversøisk region på lige fod med de kontinentale regioner.

La Réunion byder på tropiske sandstrande og smukke naturscenerier, hvor det især er øens tre vulkankratere, der imponerer. Fra mellem 2200 – 3000 meter over havoverfladen rejser Piton Maïdo, Piton de la Fournaise og Piton des Neiges sig, og indbyder til vandreture i landskabet og på bjergsiderne. Eller man kan tage på dykkerture langs revene ud for kysten… Øens egen hjemmeside er en af de flotteste, jeg længe har set, med en overflod af flotte billeder der bare giver en lyst til omgående at kaste sig på et fly væk fra den danske kulde. Se bare her. For omkring 7500 kr tur/retur kan man få en flybillet til 1 uge på øen, men med 2 lufthavnsskift (i Paris og på Mauritius) og en rejsetid på mellem 16-20 timer var det måske værd at overveje 2 uger i stedet…. 

Île de la Réunion airport

Jeg er ihvertfald fristet – hvad med dig?

Måske vil du også synes om:

Martinique

Martinique

Martinique ligger i det caribiske hav, lige syd for Guadeloupe, og er den del af den halvmåneformede, vulkanskabte række af øer i Caribien, der afgrænser det Caribiske hav fra Atlanterhavet. Øens areal på godt 1.100 km2 svarer nogenlunde til en tredjedel af Fyns areal.

I lighed med Guadeloupe og Fransk Guyana er Martinique en région monodépartementale, det vil sige at regionen kun består af eet departement. Ligesom alle de franske, kontinentale departementer har et nummer, så har også de oversøiske departementer et nummer. Martinique har nummer 972. Den administrative hovedby er Fort-de-France.

Martinique er en af de fem franske, oversøiske regioner, der har status af region på lige fod med de kontinentale franske regioner. Øen er også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. Martinique har både et regionsråd og et departementsråd, og er repræsenteret både i det franske senat og den franske nationalforsamling. Alle love, der vedtages i det kontinentale Frankrig gælder også her, men når lokale forhold spiller ind kan lovene tilpasses. Som i de franske kontinentale regioner er den franske stat repræsenteret på Martinique med et præfektur.

Som de fleste andre øer i Caribien var også Martinique befolket af indianere af forskellig herkomst, da Columbus opdagede øen under sin fjerde og sidste rejse til Caribien i 1502-1504. Med kardinal Richelieus dannelse af la Compagnie des îles d’Amérique i 1635 kom øen ind under den franske trone med henblik på udnyttelse af dens afgrøder, og det førte til indførelsen af slaveri. Men i modsætning til de andre franske besiddelser i Caribien blev slaveriet ikke afskaffet før i 1848, da borgerkongen – Louis-Philippe – blev væltet og den 2. Republik blev indført. Efter 2. Verdenskrig fik Martinique status af fransk oversøisk departement, hvor især Aimé Césaire, Martiniques nok mest kendte forfatter og politiker, var en af frontfigurerne. 

Man kan flyve til Martinique (Fort-de-France) fra Danmark (København) via Paris, og priserne starter omkring 4500 kr. for en returbillet for 1 person for en uge. Og på en uge kan man nå at se mange af de uomgængelige ’sites’ på øen. Når man siger ‘Caribien’ får de fleste af os automatisk billeder af hvide sandstrande med kokospalmer på nethinden, og Martinique har nogle af de smukkeste i øhavet. På den sydligste del af øen ligger stranden les Salines, som er en af de mest besøgte. På østsiden af øen ligger Baie du François, med en del småøer og lavvandede sandbanker, hvor man også kan bade. 

Martinique Diamant

Udsigt til øen Rocher du Diamant, der ligger ud for Martiniques sydvestlige punkt.

Men Martinique har andet at byde på end bountystrande. Vulkankrateret la Montagne Pelée, rejser sig med sine knap 1400 meter over havets overflade som øens højeste punkt. Vulkanen betragtes stadig som aktiv, omend den ikke har været i udbrud siden 1929. Det er muligt at følge vandrestier op langs bjerget, og nyde en fabelagtig udsigt over øen og havet.

La montagne de Pelée

La montagne Pelée

Har man efter alle naturoplevelserne lyst til noget, der lugter lidt af storby, byder hovedstaden – Fort-de-France – sig til med butikker og shoppingmuligheder. Byen ligger ved bugten af samme navn, hvor også de store krydstogtskibe lægger til. Bugten La Baie de Fort-de-France er en af de smukkeste i verden, og er rangeret på niveau med blandt andre Mont-Saint-Michel bugten og Ha Long bugten i Vietnam.

Der er masser at se på Martinique – et lille stykke Frankrig i Caribien.

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Fransk Guyana

Fransk Guyana

Fransk Guyana ligger på Sydamerikas nordkyst, hvor det grænser op til Brasilien mod øst og syd og Surinam mod vest. De omkring 300 kilometer kystlinie ligger ud til Atlanterhavet.

I lighed med Guadeloupe er Fransk Guyana en région monodépartementale, det vil sige at regionen kun består af eet departement. Ligesom alle de franske, kontinentale departementer har et nummer, så har også de oversøiske departementer et nummer. Fransk Guyana har nummer 973. Den administrative hovedby er Cayenne, der ligger ved kysten.

Fransk Guyana har status af fransk region på linje med de kontinentale regioner, og er også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. Regionen har både et regionsråd og et departementsråd, og er repræsenteret både i det franske senat og nationalforsamlingen. Alle love, der vedtages i det kontinentale Frankrig gælder også her, men når lokale forhold spiller ind kan lovene tilpasses. Som i de franske kontinentale regioner er den franske stat repræsenteret i Fransk Guyana med et præfektur.

Fransk Guyana stranden Cayenne

I 1498 var Christopher Columbus på en af sine mange opdagelsesrejser til Amerika, og sejlede langs kysten forbi Guyana til Venezuela. Han gik dog ikke i land, og først i begyndelsen af 1600-tallet, da andre europæiske kolonimagter fulgte i kølvandet på Columbus, kom der britiske, hollandske og franske kolonister til nordkysten af Sydamerika. i 1676 kom den franske del af Guyana definitivt ind under den franske trone og Louis XIV. Men hvor Britisk Guyana og (hollandske) Surinam blev selvstændige i henholdsvis 1966 og 1975, blev Fransk Guyana knyttet endnu tættere til den franske stat i 1982, da området fik status af fransk region med rettigheder på linje med de kontinentale regioner.

Fra begyndelsen af 1850’erne under Napoléon III og det 2. kejserrige begyndte Frankrig at sende fangeskibe til Guyana, hvor straffefangerne blev interneret på især Djævleøen, der er en af tre små øer ud for kysten. En deportation til Djævleøen var på den tid lig med en dødsstraf, da mange af fangerne bukkede under for diverse tropesygdomme. En af de mest berømte fanger, der blev deporteret til Djævleøen, var Alfred Dreyfus, hovedpersonen i Dreyfus-affæren, der rasede i Frankig omkring århundredskiftet 1800-1900. Dreyfus var en af de få der overlevede Djævleøen. Deportationerne fortsatte helt frem til mellem de to verdenskrige.

Fransk Guyana fyrtårn Kourou

Er fransk Guyana et rejsemål i dag? Ja, det er det bestemt! Ud over de mange smukke sandstrande med palmer oser regionen af kolonihistorie, og hovedbyen Cayenne byder på lokale markeder og shopping på Avenue du Général-de-Gaulle. Ved kystbyen Kourou ligger det europæiske rumagentur ESAs affyringscenter, hvor man fra en observationspost kan se opsendelsen af Arianeraketterne. Faktisk er Ariane 5 planlagt til opsendelse netop i dag! Man kan også besøge rummuseet, men guidede rundvisninger skal bookes forud. Du kan læse mere om ESA her

Fransk Guyana Ariane

Ligesom man kan besøge fængselsøen If ud for Marseilles kyst (du ved, der hvor greven af Monte-Christo sad fanget), så kunne det jo være spændende, hvis man kunne komme på en sejltur fra Kourou og ud til Djævleøen. Men øen er lukket for offentligheden, angiveligt fordi det er for farligt at sejle derud på grund af strømforhold og undersøiske klipper. Avisen Libération bragte i 2004 en artikel om netop Djævleøen og dens tidligere tvangsanbragte indvånere. Den kan du læse her.

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Guadeloupe

Guadeloupe

Guadeloupe ligger i det caribiske hav, i den halvmåneformede række af øer der går fra Puerto Rico i nord til Grenada i syd. Guadeloupe består af to øer adskilt af et smalt stræde: Basse-Terre mod vest og Grande-Terre mod øst. De to øer er tilsammen knap 1500mk2 store. Til den statsadministrative enhed som Guadeloupe udgør, hører også de to små øer La Désirade og Marie-Galante, samt to små ø-grupper: Les îles de la Petite-Terre og Îles des Saintes.

Guadeloupe er en région monodépartementale, og det betyder egentlig bare at regionen kun består af eet departement. Ligesom alle de franske, kontinentale departementer har et nummer, så har også de oversøiske departementer et nummer. Guadeloupe har nummer 971. Den administrative hovedby er Basse-Terre.

I dag har øen status af fransk region på linje med de kontinentale regioner, og er også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. Valutaen er euro, og sundhedsvæsnet er af europæisk standard. Øen har både et regionsråd og et Conseil général (et departementsråd), og er repræsenteret både i det franske senat og den franske nationalforsamling. Alle love, der vedtages i det kontinentale Frankrig gælder også på Guadeloupe, men som de andre franske regioner kan loven justeres i visse tilfælde, når lokale forhold spiller ind. Modsat er den franske stat tilstede på øen med et præfektur (som det også er tilfældet i de kontinentale regioner).

Guadeloupe kanoner

Guadeloupes historie er præget af den europæiske kolonisering af de vestindiske øer. I 1493 gik Christopher Columbus i land på Guadeloupe under sin anden tur til Amerika, og navngav øen Santa Maria de Guadalupe efter byen Guadalupe i Spanien, hvor han havde opholdt sig i et kloster efter den første tur til Amerika i 1492. Øen var under spansk herredømme frem til 1635, hvor franskmændene tog øen i besiddelse. Kardinal Richelieu havde dannet Compagnie des Îles d’Amérique, som havde til opgave at udvide den franske kolonisering af de caribiske øer. Guadeloupe har været fransk lige siden, omend englænderne med jævne mellemrum forsøgte at overtage øen i 1700-  og 1800-tallet, og senest under Napoléon, hvor han sendte en mindre hær over Atlanten for at forsvare øen. Efter 2. Verdenskrig fik øen status af oversøisk departement på lige fod med de kontinentale departementer.

Guadeloupe både

Som jeg fortalte i fredags, så ligger Guadeloupe nummer 11 på New York Times’ liste over steder, avisen anbefaler at besøge i 2016. Og der er garanti for både bountystrande og fantastiske scenerier.

Hvad skal man så se på øen? Når man er blevet mæt af hvide sandstrande og svømning og dykning i det azurblå vand, kan man tage på opdagelse i de smukke omgivelser, og besøge rom-destillerierne, kakaoplantagerne eller måske orkidéparken på den nordlige del af Basse-Terre øen. Eller man kan kaste sig ud i det kreolske køkken og opleve de for os nordboere eksotiske retter med indslag af lokale fisk og skaldyr, som for eksempel blæksprutte eller søpindsvin.

Guadeloupe orkide

Der er direkte flyvninger fra Paris til Guadeloupe (det tager ca. 8 timer), så det er egentlig bare at finde en forbindelse fra Danmark til Paris, hvis man har lyst til at komme afsted.

Har du været på Guadeloupe? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet – måske kender du nogle listige steder man bare skal opleve på øen.

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om: