Au Pied de Cochon

Jeg har en enkelt gang før spist på brasseriet Au Pied de Cochon. Det var engang for mange år siden, hvor jeg var guide for nogle danske forretningsfolk. Det blev ikke helt den oplevelse, jeg havde håbet på at give dem. De havde været på parisiske barer det meste af natten og var mildt sagt noget klatøjede, da de dukkede op til frokosten. For ikke at tale om deres højlydte tømmermænd.

Så da vi før jul var i Paris og boede på hotel kun 5 minutters gang fra restauranten, tog vi derhen for at få aftensmad.

Au Pied de Cochon betyder (Ved) Grisens Fod, og grisetemaet går igen overalt i restauranten, fra rækken af grise på bardiskens zinc helt ned til messinghåndtagene på dørene. Restauranten er fra den epoke, hvor madmarkederne ved Les Halles var fulde af liv. Restauranten i tre etager har været åben 24/7/365 siden 1947, og efter sigende har gasovnene ikke været slukket siden. Man kan godt reservere bord, men man kan også bare dukke op og vente i baren. Vi havde ikke reserveret bord den fredag aften og fik at vide, at der ville gå ca. 20 minutter inden der var et bord ledigt. Så vi besluttede at vente de 20 minutter, og det var ventetiden værd.

Menukortet er det klassiske franske køkken, og kortets variation afspejler, at restauranten engang lå midt i et sydende madmarked. Der er for eksempel et omfattende udvalg af fisk og skaldyr, der bliver hentet fra deres eget stade foran restauranten. Der er også både fugl, fisk og ko på menukortet, men som stedets navn antyder, er det grisen, der er i centrum. Så menukortet indholder også svineudskæringer, grisetæer serveret på forskellig vis, og hovedretter med både grisetæer, ører, næse og hale. For de modige (eller for de virkelige kendere), er der også grisehoved og blodpølse på menukortet.

Vi valgte dog det sikre og fik en klassisk, lækker soupe à l’oignon til forret og en solid størrelse entrecôte med sauce béarnaise og pommes frites til hovedret. Det var mere end rigeligt for os, så vi gik direkte til kaffen. De små grisemarengs fulgte med.

Stemningen i restauranten er munter, venlig og til tider løssluppen, når tjenerne lejlighedsvist bryder ud i sang med (stam)gæsterne. Au Pied de Cochon er efterhånden nævnt i mange rejseguides, og der er en del turister, men det er overvejende lokale parisere. Maden er solid, klassisk mad fra det franske køkken, og man får muligheden for at prøvesmage dele fra grisen, som man normalt ikke får serveret på restaurant. Heller ikke i Frankrig.

Au Pied de Cochon, 6, rue Coquillière, 75001 Paris. Lige ved Les Halles, mellem Église Saint-Eustache og køkkenudstyrsbutikken Dehillerin.

Måske vil du også synes om:
Le-relais-de-lentrecôte

Le Relais de l’Entrecôte

For et par år siden var jeg i Paris med svigermekanikken. Den ene af mine svogre har været på en del forretningsrejser til byen, så han kender flere gode restauranter. En af dem er Relais de l’Entrecôte, som jeg flere gange er vendt tilbage til, når jeg har været i Paris.

Man kan ikke bestille bord, men møder op og stiller sig i kø, ligesom på Chartier. Konceptet er enkelt og menukortet (måske lige undtaget dessertkortet) er til at overskue. Der er én forret, en grøn salat, og én hovedret, bestående af mør entrecôte, pommes frites og restaurantens egen grønne pebersauce i rigelige mængder. Ifølge restauranten er opskriften hemmelig, men der er ingen tvivl om at den er smørbaseret. Når man har spist første runde hovedret kommer servitricen og fylder op igen, og man kan uden problemer spise sig mæt, bare i hovedretten. Jeg har endnu ikke oplevet, at kødet ikke var stegt præcist, som jeg havde bedt om det, og det er lækkert og mørt.

Dessertkortet kan til gengæld gøre den mest hardcore dessertelsker vakkelvorn. Det fylder en hel, håndskreven side, og tæller mange af de klassiske franske desserter. Og der er ikke tale om små portioner. Er man ikke blevet mæt af forret og hovedret, så bliver man det med garanti af desserten.

Privatfoto

Privatfoto

Man kan som regel sige en del om betjeningen på de parisiske restauranter, og det er ikke altid i den pæne ende af registret, men der er ikke noget at udsætte på servitricerne her. De er søde, imødekommende og effektive, og hvis der skulle være en der har fødselsdag stiller hele betjeningen sig op for at synge Joyeux Anniversaire, komplet med fyrværkeri i desserten og alting. Jeg har oplevet det nogle gange, og det ender som regel med at de fleste af gæsterne synger med og klapper. Indretningen er den typiske parisiske bistrostil, og alle servitricer er klassisk klædt i sort, med hvide forklæder, så man føler sig sat nogle årtier tilbage.

Prisen for forret og hovedret lå på 25€ sidst jeg var der, hertil skal så lægges drikkevarer, dessert og kaffe. Det er ikke en restaurant man sidder og hænger på i flere timer, men skal man have et hurtigt måltid mad og så videre ud i byen, er den et glimrende valg.

Le Relais de l’Entrecôte findes tre steder i Paris (Saint-Germain-des-Prés, Montparnasse og tæt ved Champs Elysées), samt i Genève.

PS: Er du i Paris i julen, så bliver der her disket op med en stribe guldkorn til, hvor man kan spise sit måltid juleaften. (Og jeg er i øvrigt enig i Louises vurdering af Chartier: Det er et charmerende sted, men kvaliteten af maden og betjeningen har kendt bedre tider…)

Måske vil du også synes om:
Nos Ancetres les Gaulois

Fællessang på en restaurant i Paris

Har du læst Asterix og Obelix? Så kender du slutscenen, som alle albummene ender med: Gallerne holder fest omkring et stort bål, mens barden (deres troubadour) er kneblet og bagbundet så han ihvertfald ikke kan komme til at spille og synge.

Samme stemning finder du hos restauranten Nos Ancêtres les Gaulois. Den ligger på Île Saint-Louis, den mindste af øerne i Seinen, hvor den har ligget i omkring fyrre år.

Restauranten er meget rustikt indrettet som……… ja, Asterix og Obelix ville have følt sig hjemme! Stengulv, rå vægge, lav belysning. Skind, skjolde og gallervåben pryder væggene, og noget af det første man kommer forbi er et kæmpestort, åbent ildsted, hvor alt kødet bliver grillet. Man sidder tæt ved rustikke borde på ligeså rustikke stole, og er så tæt på de andre gæster at man ikke kan undgå at falde i snak eller udveksle bemærkninger.

Nos Ancetres les Gaulois indenfor

Privatfoto

Jeg var der første gang i 1987, hvor vi fandt den tilfældigt. Konceptet har ikke ændret sig siden. Tjenerne er småflabede på den sjove måde, men ikke ubehøvlede. Vi var meget forgrinte af en amerikansk dame ved bordet bag os, som ikke helt havde fattet ideen. Da hun spurgte efter et askebæger (det var dengang man måtte ryge på restauranterne) var beskeden fra tjeneren: “Askebægeret er dér (mens han pegede på gulvet), og når det er fuldt så kald på mig!”

Konceptet er enkelt. Der er én menu, alt inklusive, til 40€. En tag-selv-buffet med pateer, charcuteries, rillettes og hvad franskmænd ellers gerne spiser til forret. På bordet stilles en kurv med brød og en stor kurv med grøntsager. Hele og uskårne, forstås! Hovedretten bliver serveret ved bordet, og her kan man vælge mellem fire-fem forskellige slags kød, der bliver grillet på de store, åbne ildsteder. Derefter ost, og endelig dessert, som også serveres ved bordet. Vinen er inklusive. Man får udleveret en kande, og så kan man selv gå op til de store tønder og tappe ad libitum. Ønsker man andre drikkevarer end vin, betales der ekstra.

Nos Ancetres les Gaulois forret

Privatfoto

TIP: I modsætning til barden i Asterix og Obelix, så får de lov til at synge hos Nos Ancêtres les Gaulois. Og det gør de glad og gerne. Hver lørdag aften kommer de (der er som regel to) og underholder med sange som alle kender, og alle skråler synger med, så stemningen er helt fantastisk. Fællessang på en parisisk restaurant! Det er SÅ festligt! Så hvis du har mulighed for det, så book bord en lørdag aften, og gør det i god tid. Der er som regel fuldt hus.

Nos Ancetres les Gaulois troubadour

Foto: Stine Odgaard Villemoes

Måske vil du også synes om: