Det er, når jeg kører fra landevejen D1089 og drejer ind på den lille vej, der godt fem kilometer længere fremme ender i Saint-Émilions nordlige rundkørsel ved La grande Muraille, at den kommer.
Følelsen af at være hjemme igen.
Når de snorlige rækker af vin omgiver mig på alle sider. Når jeg ser vejskiltet der viser, at hvis jeg drejer til venstre kommer jeg til Pomerol, Saint-Émilions lige så vinberømte naboby. Når skiltene, der står plantet i kanten af vinmarkerne fortæller, at denne mark tilhører Château Figeac eller Grand Barrail, Haut Segottes, La Grace-Dieu, eller et andet af de mange andre store og små domaines, der ligger på vejen til Saint-Émilion.
I rundkørslen kan man se ned langs byens hovedgade, der løber tværs gennem byen helt ned i bunden af dalen, hvor den sydlige bygrænse går. Hvor man kan se Château Ausones vinmarker, der strækker sig op langs skrænten, og byens altdominerende kirketårn, der rejser sig højt over byens rødbrændte tagsten.
Jeg er hjemme, når jeg går rundt i de stejle gader i byen, hvor jeg boede for 30 år siden. Jeg er kommet her jævnligt lige siden, og der er løbet meget rødvin gennem tønderne siden da. Dengang var det en rigtig landsby med to købmænd, en slagter, et par bagere, et apotek og et posthus. En landsby, hvis hovedbeskæftigelse var vinproduktion i alle dens faser. Posthuset og apoteket er der stadig. Resten er blevet overtaget af driftige mennesker der har indrettet restaurant, café eller vinbutik. I 1999 kom ikke bare byen men hele landskabet på UNESCOs verdensarvsliste. Og hvis der var turister for 30 år siden, så er der endnu flere i dag. Men byens tusind år gamle hjerteslag og livsnerve, vinen, er her selvfølgelig stadig.
Men byen ligner sig selv, og de mennesker, jeg kendte for 30 år siden, er de samme kærlige mennesker der tager imod, hver gang jeg kommer.
Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke.
Seneste kommentarer