Michelin-stjerner

Etoile_Michelin-3.svgGuide_michelin_1929_couverture-edit Michelin-stjerner

Som du måske bemærkede, var der stjerneregn over landet i onsdags.

I takt med at Michelins inspektører får øjnene mere og mere op for det nordiske køkken, er hypen omkring uddelingen stigende. Således så vi i morgen-tvs bedste sendetid adskillige kamerahold i minutterne op til offentliggørelsen filme neglebidende, danske kokke rundt om i landet, der sad og stirrede som hypnotiserede på telefonen. Engang imellem hører man om, at en kok har begået selvmord, hvis vedkommende har mistet en Michelinstjerne, så der er enorm prestige forbundet med at få tildelt eller frataget en stjerne.

Ud over at det at få en Michelinstjerne (eller flere) selvfølgelig er en sublim anerkendelse for en køkkenchef og hans holds hårde arbejde – og hvem kan ikke lide at blive anerkendt – så ligger der også et element af lavpraktisk økonomi i det: Anerkendelse – i dette tilfælde en eller flere stjerner – giver flere gæster i restauranten og dermed mere omsætning.

Men hvad er historien bag de eftertragtede stjerner?

Vi skal helt tilbage til tiden omkring århundredskiftet 1800-1900 og de første automobiler, som dækproducenten Michelin leverede dæk til. Michelin blev grundlagt i 1889 i Clermont-Ferrand, og allerede få år senere var de toneangivende på det franske marked, ikke blot med dæk til de firehjulede, men også til de tohjulede. I de første cykelløb i Frankrig (Paris-Brest-Paris, Paris-Bordeaux-Paris og ikke mindst Tour de France) var Michelin også repræsenteret.

Med automobilet begyndte man at kunne bevæge sig mere og mere rundt i landet, og der blev behov for en guide, der anbefalede gode overnatningsmuligheder og restauranter til de rejsende. I år 1900 kom den første Guide Michelin, også kaldet ‘den røde guide’ (fordi Michelins turistguide er grøn, og deres landkort er gule). I 1931 blev tildelingen af stjerner til de bedste og mest anbefalelsesværdige restauranter indført i guiden, og det må siges, at det har grebet om sig siden: Fra usexede dæk til gastronomisk stjernehysteri på knap et århundrede – det er da marketing der vil noget!

Her kan du se den danske Michelinguide med de dugfriske stjerner, der gavmildt faldt over hele Danmark i sidste uge, og læse meget mere om guiden og stjernerne.

Billeder: Public domain