Saint-Barthélemy

Saint-Barthélemy

Saint-Barthélemy er en lille ø der ligger i den halvmåneformede række af vulkanske øer, der danner grænsen mellem det Caribiske øhav og Atlanterhavet. Øen ligger godt 200 km nord for Guadeloupe, og med dens areal på cirka 21 km2 er den kun lidt større end Saltholm i Øresund. Saint-Barthélemy er omkranset af en række småøer, der hører med til den administrative enhed under den franske stat som øsamfundet udgør. Saint-Barthélemys administrative hovedby er Gustavia.

Saint-Barthélemy er et Collectivité d’Outre-Mer under den franske stat, det vil sige at øgruppen hører under den franske stat, har selvstyre, men er ikke en administrativ enhed på linie med de kontinentale og oversøiske regioner. Indtil 2007 var Saint-Barthélemy en del af den oversøiske region Guadeloupe, men blev ved en forfatningsændring adskilt fra Guadeloupe, og fik selvstyre direkte henhørende under republikken. Øgruppen styres administrativt af l’assemblée territoriale, en territorial forsamling bestående af 19 medlemmer, der er på valg hvert 5. år. Øen er repræsenteret i det franske Parlament med en senator og et medlem af Nationalforsamlingen.

De caribiske øer ligger i frontlinien, så at sige, for de skibe, der sejlede tværs over Atlanten og efter mange ugers sejlads endeligt så land igen. Som de fleste af øerne er også Saint-Barthélemys historie i høj grad præget af den europæiske kolonihistorie og de forskellige opdagelsesrejsende, der sejlede ud fra europæiske havne. Saint-Barthélemy blev opdaget i 1493 af Christopher Columbus under hans anden rejse til Caribien, og hørte under den spanske trone i mange år. I 1640’erne besatte franskmændene øen, men da den ikke rigtigt gav noget økonomisk udbytte, blev den i 1784 overdraget til svenskerne, der også var til stede i Caribien dengang. Svenskerne lavede øens naturlige anløbshavn til en frihavn og navngav hovedbyen Gustavia, efter den svenske konge Gustav III. I 1878 leverede svenskerne så at sige øen tilbage til franskmændene. Lokalbefolkningen blev spurgt på demokratisk vis, og godkendte overdragelsen. Øen blev lagt ind under Guadeloupe som en kommune, og forblev underlagt Guadeloupe indtil 2007, hvor øen fik selvstyre og blev skrevet ind i den franske forfatnings §74.

Saint-Barthélemy port de Gustavia

Udsigt over havnen i Gustavia

For godt et halvt århundrede siden – i 1960’erne -besluttede man på øen at man ikke ville overrendes af turister. I stedet udviklede man en luksusturisme, hvor kun de rigeste har råd til at holde ferie på øen, og flere har deres eget feriehus på øen. Der er heller ikke så meget at se på den lille ø, der mest indbyder til badeferie i nogle ualmindeligt smukke omgivelser.

Det kan dog lade sig gøre at finde overnatningsmuligheder der er til at betale for almindelige danskere, men et hurtigt opslag på Routard.com for at finde hoteller på øen gav resultater der primært lå på 50.000 – over 100.000 kr for et 2 ugers hotelophold! Hertil skal så lægges flybillet og så videre…

Men smukt, det er der på den lille ø. Se bare deres egen turismeside her. Der er en video i nederste højre hjørne, der præsenterer øens luksuriøse tilbud.

Det koster jo ikke noget at drømme sig væk :)