“Châtelet – Les Halles… Châtelet – Les Halles!”
For den nyankomne Parisfarer er den mekaniske meddelelse i RER-togets eller metroens højttalere det første indtryk, man får af Les Halles – de berømte parisiske Haller. Første gang er intonationen let stigende, anden gang let faldende.
Er det her, den tilrejsende skal af, venter der et virvar af underjordiske gange man skal igennem. Enten for at komme op i dagslyset, eller for at finde den næste metro. Er det første gang, vores Parisfarer er i byernes by, er der ikke noget at sige til at det er overvældende. Châtelet – Les Halles er verdens største underjordiske togstation og Paris’ absolutte knudepunkt for togtrafikken. Både den regionale (RER-linierne) og den lokale (Metroen). Mere end 750.000 mennesker passerer dagligt det parisiske knudepunkt.
Hvis vores Parisfarer skal lidt længere, og slipper for at stå af i denne myretue, skal han til gengæld sikkert besøge Les Halles en af de dage, han er i byen. For det er han blevet anbefalet – og det er på hans turistguides top 10 liste over ting, man skal se i Paris. Men da han ankommer til Hallerne til fods, er det i dag synet af en kæmpemæssig byggeplads, der møder ham. Og måske bliver han så modløs af synet at han skynder sig videre. Uden at opdage Forum les Halles, det kæmpemæssige indkøbscenter der ligger under jorden.
Måske fortæller vor vens turistguide ham, at Les Halles fik sit navn efter de bygninger, der i århundreder har ligget der, hvor der nu er en kæmpe byggeplads. At der var tale om et kæmpestort fødevaremarked, som kan dateres helt tilbage til 1100-tallet. I århundreder har pariserne handlet blomster, frugt og grønt, fisk og kød og andre dagligvarer på dette sted. Hvis han var ankommet til Paris i 1780’erne, lige før den franske revolution, kunne han have gået en tur på markedet sammen med Louis-Sébastien Mercier, der gennemtravede byen på kryds og tværs og udgav sine observationer i værket Le tableau de Paris. Heri skriver Mercier blandt andet om Hallerne at […] Quand les Maîtres d’hôtels ont pris dans leurs grandes hottes tout ce qui leur convient, les servantes arrivent avec leurs tabliers ; c’est un débat éternel. […] (Når hushovmestrene har lagt det, de skal bruge, i deres store kurve, ankommer tjenestepigerne med deres forklæder; det er en evig forhandling [prutten om priserne]). Mercier beretter også, at en buket violer koster to louis om vinteren, og at man kan købe 1/16 skæppe nye ærter (ca 800 gram) for 100 écus.
Victor Baltard, Hallerne i Paris 1863
Léon-Augustin Lhermitte: Les Halles (1895)
I sidste halvdel af 1800-tallet blev området renoveret, og Victor Baltards ikoniske, grønne pavilloner blev opført. De stod der frem til 1960’erne, hvor fødevaremarkedet der med handel til både private og professionnelle havde vokset sig så stort at det blev flyttet til Rungis syd for Paris. Her omsættes der i dag for knap 9 milliarder euro om året. Da fødevaremarkedet var flyttet ud, forsvandt de grønne pavilloner fra jordens overflade. Der blev indrettet en park på området i stedet, og i årtier har Les Halles primært været en underjordisk affære, med togstationen og det store shoppingcenter, biografer og en svømmehal.
Hvis vores Parisfarer er heldig at være i Paris om en uge, den 5. april, kan han være med til genåbningen af området efter en omfattende ombygning. På pladsen, hvor de grønne pavilloner lå i et århundrede, er der blevet opført en kæmpe canopée – en overdækkende struktur der dækker hele pladsen. Og det underjordiske shoppingcenter er blevet totalt renoveret. Om nogle år står hele togstationen også færdigrenoveret, og efter sigende skulle virvaret af gange blive mere logisk.
Ombygningen startede i 2010, og har indtil videre kostet et milliardbeløb – i euro.
Hvis du er i Paris og er interesseret i byens historie, så er det Musée Carnavalet i Maraiskvarteret, du skal finde.
Billeder: Public domain og privatfoto
Seneste kommentarer