Det her vil du gerne vide!

Du har måske hørt, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron med frue kommer på statsbesøg i Danmark i næste uge? Nærmere bestemt tirsdag den 28. og onsdag den 29. august.

Han skal mødes med statsministeren og helt sikkert også med Hendes Majestæt Dronningen, som jo har inviteret ham. Det er kun anden gang siden 1972, at en siddende fransk præsident aflægger officielt besøg i Danmark. Præsidenten skal også drøfte dansk-fransk erhvervssamarbejde ved et seminar i Industriens Hus, og mon ikke han skal have sig en snak med den afgående ambassadør, François Zimeray?

Men det, der nok bliver mest spændende og interessant for dig og mig er, når Emmanuel Macron og Lars Løkke Rasmussen skal debattere europapolitik med blandt andet 500 studerende på det Kongelige Bibliotek i København. Det er et lukket arrangement, som de studerende er blevet inviteret til.

MEN! (Nu kommer det):

Debatten bliver livestreamet til en stribe folkebiblioteker landet over, blandt andet Odense Hovedbibliotek, Dokk1 i Aarhus, Aalborg bibliotek og mange andre biblioteker. Og publikum, der ser med via livestream kan også stille spørgsmål til de to statsoverhoveder!

Så skynd dig at tjekke, om dit bibliotek er et af dem, der deltager i livestreamingen! Deltagelse er gratis, men visse steder kræver det forhåndstilmelding (som f.eks. Dokk1 i Aarhus).

PS: og så er det i øvrigt i den kommende weekend 24.-26. august på Louisiana Literature, at du kan møde to af Frankrigs mest etablerede forfattere,  Tahar ben Jelloun og Delphine de Vigan. Hvis du er hurtig kan du også nå at læse deres seneste udgivelser, som du blandt andet kan finde i Den franske Bogcafé i Fiolstræde i København.

Måske vil du også synes om:

Emmanuel Macron: Révolution

ANMELDELSE

Révolution er Emmanuel Macrons politiske vision for et nyt Frankrig. Den er ambitiøs. Meget ambitiøs. Lykkes det for ham, bliver han en af den 5. Republiks helt store præsidenter. Lykkes det ikke, vil vi se ham falde til jorden som en Ikaros. Han er oppe mod et fransk paradoks, som de seneste præsidenter har slået sig gevaldigt på.

Enhver fransk politiker med respekt for sig selv har skrevet mindst een bog. Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron er ingen undtagelse.

Révolution er hans manifest, hans vision for et nyt og bedre Frankrig. Den udkom i november 2016, lige op til de første primærvalg, der skulle afgøre, hvem der skulle være præsidentkandidater for de store højre- og venstrefløjspartier.

Bogens 16 kapitler er bemærkelsesværdigt velstrukturerede i deres rækkefølge. De er nærmest som cirkler i vandet. Macron starter med at fortælle om sig selv. Hvem han er og hvad han mener. Så udvider han cirklen og beskriver Frankrig og franskmændene, den franske identitet og den situation, nationen sidder fast i nu, som han ser og analyserer problemstillingen. Et kapitel om globaliseringen danner afsæt for hans visioner for et “nyt” Frankrig, der er klædt på til at tage hul på det 21. århundrede. Og vi taler her hele paletten: Arbejde og uddannelse for alle, beskyttelse af samfundets svage. En ny fransk identitet som alle kan være stolte af og forenet i, det være sig franskmænd i både land og by og oversøiske områder. Statens rolle som beskytter, så borgerne kan færdes trygt og sikkert. Europa får også et kapitel med på vejen. Efter endt læsning sidder man og tænker, at der da vist ikke er den sten, han ikke gerne vil vende, og at han da vist har skævet en hel del til den skandinaviske samfundsmodel.

Det omdrejningspunkt, han hele bogen igennem skriver op imod, er, hvad  han selv kalder ‘det franske paradoks’. Og præcis her har manden godt nok en pointe: Det franske paradoks handler om, at franskmændene er lede og kede af deres samfundssystem og måden, det er skruet sammen på. Men hvis en præsident forsøger sig med reformer, brokker de sig helt vildt og protesterer/demonstrerer/strejker, og forandringer bliver aldrig til meget andet end noget lappearbejde. Og derfor sidder Frankrig fast i en række kriser nu.

Macron kalder sin bog for Révolution. Fordi han ønsker at ændre den franske samfundsopbygning gennemgribende, så den bliver tidssvarende og klar til at håndtere globaliseringen. Og det kommer til at kunne mærkes. Han bruger hele bogen på at forberede franskmændene på, hvad der vil komme af forandringer og på at forklare, hvorfor det er nødvendigt.

Der bliver en del kameler at sluge for den menige franskmand.

Macrons vision for Frankrig er ambitiøs for at sige det mildt. Lykkes det for ham, bliver det franske samfund klar til det 21. århundrede og globaliseringen i en genvunden førerposition. Lykkes det ikke for ham, tror jeg vi vil se en præsident falde til jorden som en Ikaros med brændte vinger.

På fransk har man begrebet clarté – klarhed – som ofte også bliver brugt om det franske sprog. Macron skriver klart, præcist og letforståeligt, og teksten er en fornøjelse at læse på fransk.

Emmanuel Macron Révolution. Editions XO, Paris (Udkommet nov. 2016). 17,90 €

Udkommet på dansk 19. april 2017 på Informations Forlag. kr. 237,95

Måske vil du også synes om:

Nationalforsamlingen + Senatet = Parlamentet(!)

fransk-præsidentvalg-2017Jeg hører en del radio om morgenen. Det gjorde jeg også i går, da resultaterne fra 2. runde af det franske valg blev sendt ud i den danske æter:

Gennemstillet international korrespondent direkte fra Paris: “…gårsdagens valg til parlamentet… bla-bla-bla… Macron får sit absolutte flertal i parlamentet…bla-bla-bla… flere kvinder i parlamentet… 75% udskiftning i parlamentet…bla-bla-bla”

Imellem de direkte indslag blev udsagnene ‘valg til det franske parlament’ og ‘Macron får absolut flertal i parlamentet’ osv gentaget flere gange af værterne i studiet.

Undskyld, hvis jeg er ude i noget flueknepperi her, men jeg havde forventet, at journalister havde styr på den slags.

Nej, der har ikke været valg til (hele) parlamentet, men kun til det ene kammer: De 577 pladser i Nationalforsamlingen – Assemblée Nationale.

Nej, Macron har ikke fået absolut flertal i parlamentet, men kun (og vigtigst!): I Nationalforsamlingen.

Nationalforsamlingen har til huse i Palais Bourbon, den statelige bygning med søjler der ligger på venstre Seinebred, lige ved Pont de la Concorde.

Det andet kammer, Senatet, har til huse i Jardin du Luxembourg, i det store palæ, der ligger i havens nordlige ende.

Der er direkte valg til Nationalforsamlingens 577 pladser.

De 348 senatorer i det franske Senat bliver valgt indirekte (af valgmænd – Grands électeurs), og for 6 år ad gangen, med halvdelen af senatorerne på valg hvert tredie år.

De to kamre – Nationalforsamlingen og Senatet – udgør tilsammen Parlamentet: Frankrigs lovgivende magt.

Men jo, det er rigtigt at der rent faktisk er blevet valgt flere kvinder ind i Nationalforsamlingen: 223 af de 577 pladser er gået til kvinder.

Og jo, præsident Macron får sit absolutte flertal i Nationalforsamlingen, idet hans parti La République en Marche ! i alliancen med partiet MoDem (Mouvement Démocrate) får 350 af de 577 pladser.

Og så blev der slået ihvertfald to rekorder: Omkring 75% af de 577 pladser i Nationalforsamlingen er nyvalgte, og i den mere triste ende var mindre end halvdelen af de stemmeberettigede ved valgurnerne i 2. runde, kun godt 42,50%.

Så nu skal præsidenten, regeringen og det samlede parlament i arbejdstøjet for at få løst alle problemerne. Først og fremmest en ny arbejdsreform.

Måske vil du også synes om:

Valg til den franske Nationalforsamling

fransk-præsidentvalg-2017De franske vælgere er ved at være trætte af at skulle til stemmeurnerne.

I går blev 1. runde af valget til det ene af Parlamentets to kamre – Nationalforsamlingen – afholdt, og stemmeprocenten var historisk lav. Det anslås i skrivende stund (søndag aften), at godt 51% af vælgerne afstod fra at stemme i går.

I modsætning til de danske valg, hvor man både kan stemme personligt, på et parti eller på en liste, stemmer franskmændene kun personligt. Det franske valgprincip hedder Uninominal majoritaire à deux tours. Uninominal betyder, at man kun kan stemme på et navn – altså personligt. Majoritaire betyder ‘flertal’, dvs kandidaten skal have mindst 12,5 procent af de afgivne stemmer i den pågældende valgkreds for at gå videre til 2. runde. Deux tours betyder ‘to runder’.

Der skal vælges 577 nye medlemmer af Nationalforsamlingen. En for hver af valgkredsene: 566 i Frankrig og 11 valgkredse, der dækker franskmænd i udlandet. Franskmændene i udlandet stemte 1. runde forskudt, og stemte allerede sidste søndag (For eksempel i den franske valgkreds, der dækker Skandinavien/Nordeuropa). En valgkreds følger ikke kommune- eller departementsgrænser, men er inddelt efter antal indbyggere: cirka 120.000.

Tidligere har det været sådan at borgmestre, regionalrådsmedlemmer eller lignende har kunnet have både deres lokale mandat og et mandat som deputeret i Nationalforsamlingen. Som noget nyt ved dette valg er den konstellation ikke længere mulig. En folkevalgt i Frankrig kan ikke både være for eksempel borgmester og parlamentsmedlem. Det har betydet et farvel til en hel del deputerede, der ikke har genopstillet til Nationalforsamlingen, fordi de allerede havde en folkevalgt stilling i deres lokalområde.

I følge meningsmålingerne ser det lige nu ud til, at præsident Macron vil få sit absolutte flertal (289 mandater). Men der er en hel uge til 2. og afgørende runde, og det er ikke utænkeligt, at de andre partier kan få mobiliseret sofavælgerne.

Måske vil du også synes om:

Den glemte konge

De fleste frankofile kender begivenhederne omkring den franske revolution, der blev enden på l’Ancien régime og et midlertidigt brud på den franske kongerække. Ludvig d. 16 og hans Marie-Antoinette endte som bekendt i guillotinen.

Da Napoléons regeringstid sluttede i 1814, vendte kongedømmet med Bourbon-slægten kortvarigt tilbage, da Ludvig d. 18. blev konge. Han var bror til Ludvig d. 16.

Men hvad  blev der af Ludvig d. 17?

Ludvig d. 16 og Marie-Antoinette havde to sønner. Den ældste, som var tronarvingen, døde af langvarig sygdom i juni 1789, ganske kort tid før revolutionen brød løs. Dermed avancerede hans yngre bror til tronfølger. Da Ludvig den 16. mistede hovedet i guillotinen 21. januar 1793, blev hans og Marie-Antoinettes yngste søn til Ludvig d. 17. Men han levede i fangenskab under revolutionens hårdeste år, og døde, kun 10 år gammel, i dag for 222 år siden. Den 8. juni 1795.

Hans balsamerede hjerte er udstillet i Basilique Saint-Denis, kongernes nekropol i det nordlige Paris, hvor de jordiske rester af de fleste franske kongelige også ligger. Det skrev jeg en artikel om sidste år, efter at vi havde besøgt katedralen. Den artikel kan du læse her:

Kongerne i forstaden

Måske vil du også synes om:

Det er ikke slut endnu…

fransk-præsidentvalg-2017Med det franske præsidentvalg vel overstået kunne man måske forestille sig, at der falder ro over fransk politik nu. Men faktisk var det kun første del af processen med den demokratiske udskiftning af den udøvende og den lovgivende magt i Frankrig.

Den udøvende magt

I Frankrig udgør præsidenten og regeringen tilsammen den udøvende magt. Og hvor statsministeren i Danmark typisk kommer fra et parti, eller en koalition af partier, der har opnået flertal i et nyvalgt Folketing,  så er det i Frankrig den nyvalgte præsident, der udpeger en premierminister. Som bekendt udpegede Emmanuel Macron borgmesteren i Le Havre, Édouard Phillipe, fra højrefløjspartiet Les Républicains. Det i sig selv er et signal om at den nyvalgte præsident med en fortid i venstrefløjspartiet Parti Socialiste, med sit nye centrumparti La République en Marche! forsøger at bryde med den klassiske højre-venstrefløjstænkning og i stedet ønsker et samarbejde på tværs for at få løftet Frankrig ud af krisen.

Formelt er det så premierministeren, der udnævner regeringen. Fraregnet premierministeren selv består den nye regering af noget så usædvanligt som et lige antal mænd og kvinder fra både højre og venstre, samt folk hentet ind fra civilsamfundet. Altså nogen, der ikke tidligere har været involveret i politik. Her kan du se alle ministrene og deres ansvarsområder.

Med udnævnelsen af premierminister og regering er den udøvende magt i Frankrig nu på plads.

Men dermed slutter det ikke.

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt i Frankrig består af to kamre: Senatet og Nationalforsamlingen, der tilsammen betegnes Parlamentet. I umiddelbar forlængelse af præsidentvalget skal der også være valg til det ene af parlamentets to kamre, Nationalforsamlingen. Det foregår også ved to runder, 11. og 18. juni.

Valg til det andet kammer, Senatet, foregår indirekte via et valgkollegium i hvert enkelt departement. Halvdelen af de 348 senatorer er på valg hvert tredje år til et 6-årigt mandat. Næste gang det finder sted bliver til september.

Det er de 577 pladser i Nationalforsamlingens Hémicycle, som den franske Nationalforsamlings sal betegnes, der er på valg i juni.

Det bliver spændende, fordi Macron er nødt til at have et flertal i Nationalforsamlingen for at kunne få gennemført de reformer der skal til, for at få bragt Frankrig ud af krisen. Og lige nu har hans parti nul (som i 0) pladser i Nationalforsamlingen. Hans opstillingsliste, der blev offentliggjort få dage efter hans indsættelse som præsident består af lige mange mænd og kvinder, hvilket i sig selv er nyt. Mange af kandidaterne på listen er fra allerede eksisterende partier, som eksempelvis François Bayrous parti Mouvement Democrate.

Hvis ikke Emmanuel Macron opnår flertal i Nationalforsamlingen men derimod får et flertal imod sig, så kan han få meget svært ved at få gennemført noget som helst.

Derfor er det ret afgørende for Frankrigs fremtid, hvordan der bliver stemt til valget i juni.

 

Måske vil du også synes om:

Et foredrag, jeg tror du vil høre

fransk-præsidentvalg-2017Det var ikke uden en vis lettelse, at jeg så Emmanuel Macrons billede blive stående på skærmen kl. 20.00 i går aftes, da fransk tv offentliggjorde den traditionelle exit poll ved at vise billedet af de to kandidater, og udtone taberen af 2. runde – Marine le Pen.

Macron er ung og uprøvet, og han kommer på hårdt arbejde som Frankrigs yngste præsident nogensinde. Den republikanske front fungerede endnu engang, men med godt hver fjerde vælger, der afstod fra at stemme, er der grund til eftertanke. Frankrig er splittet mellem tilhængere af Macron, tilhængere af le Pen og alle dem, der ikke kunne få sig selv til at stemme på hverken den ene eller den anden. Knap 25% afstod fra at stemme, og det er et tal, der bør tages alvorligt af den nye franske præsident og hans regering.

Men det er dog trods alt bedre med et Frankrig, der er åbent og samarbejder end et Frankrig, der lukker sig om sig selv.

Men han kommer på hårdt arbejde, den gode mand. Det er ingen tvivl om.

Om godt en måned allerede står det næste franske valg for døren, nemlig parlamentsvalget. Og det kan vise sig at blive særdeles afgørende for den nyvalgte præsidents handlemuligheder. Det emne var der en fremragende artikel om på Zetland i fredags. Artiklen oplister fire grunde til, at det franske valg til Nationalforsamlingen i juni er mindst lige så vigtigt som præsidentvalget i går, og giver på fornem vis en forklaring på det franske politiske begreb ‘la cohabitation’. Du finder Zetlands artikel lige her.

Nå, men der er – trods alt – andre ting i livet end franske valg.

Kan du huske det blogindlæg, jeg skrev om den danske fotograf i Paris i mellemkrigsårene, Marinus Jacob Kjeldgaard, som Gunner Byskov fra Medieskolerne i Viborg gravede frem fra glemslen?

Dette er ikke en anmeldelse

I forbindelse med Fotodage i Viborg, som løber fra 5.-28. maj, holder Gunner Byskov foredrag om Marinus, hans fotomontager og sit eget arbejde med at hente Marinus frem i lyset igen.

Det er på onsdag d. 10. maj kl. 19.00 på Biblioteket i Viborg.

Det er en spændende historie, Gunner opruller, så hvis du er i Viborg eller omegn, så giv dig selv oplevelsen. Det er værd at køre efter – også hvis du bor lidt længere væk! Se mere her.

Måske vil du også synes om:

Republikansk front og den franske forfatnings artikel 16

fransk-præsidentvalg-2017I den franske forfatning er der indskrevet en artikel, der giver den franske præsident noget nær diktatoriske beføjelser i en krisesituation. Den 5. Republiks forfatnings artikel 16 er måske det tydeligste fingertryk fra De Gaulle, der er hovedarkitekten bag.

Tanken med artiklen var, at det aldrig mere skulle kunne lade sig gøre, at en fransk præsident ikke ville være i stand til at sikre republikkens overlevelse, som det var tilfældet i den 3. Republiks sidste dage i maj-juni 1940, da Marskal Pétain indgik et forsmædeligt samarbejde med den tyske værnemagt, og Frankrig reelt blev besat af Nazityskland. Efter 2. Verdenskrig, da de Gaulle deltog i arbejdet med den 4. Republiks forfatning, fik han det ikke som han ønskede og forlod fransk politik, fordi den 4. Republiks forfatning gjorde præsidentens rolle svag. Og da den 4. Republik brød sammen i foråret 1958 under Algierkrigen, og de Gaulle blev hidkaldt, fik han efterfølgende den forfatning og den stærke præsidentrolle, han ønskede.

Tanken med forfatningens artikel 16 er, at den franske præsident i en krisesituation skulle kunne tage tøjlerne og styre landet igennem alene og ved egne beslutninger i en 30 dages periode, dog efter at have konsulteret med premierministeren, præsidenterne for de to kamre og Forfatningsrådet. Altså nærmest diktatoriske beføjelser. Efter de 30 dage kan medlemmer af Parlamentet kræve en undersøgelse af, hvorvidt krisesituationen stadig er af en karakter, der berettiger at al magten samles hos præsidenten. Men lige præcis artikel 16 vil også kunne misbruges af en præsident, der ikke har den store respekt for de demokratiske processer.

Artiklen har kun været brug een gang i den 5. Republiks historie – af de Gaulle selv – under et militært kupforsøg i Algeriet i nogle dage i september 1961, mens landet var en fransk koloni.

Jeg ved ikke med dig, men alene tanken om at præsidentembedet på søndag skulle gå til en person, der ikke respekterer de demokratiske processer, får det til at løbe mig iskoldt ned ad ryggen…

Så vi kan blot håbe på, at den republikanske front – le barrage républicain – også fungerer på søndag. Den handler om, at franskmændene i 2. runde stemmer IMOD den værste af de to kandidater, så at sige. Det er det, vi ser optræk til i Frankrig i disse dage: At alle (nåja, de fleste ihvertfald…!) de slagne kandidater fra 1. runde går ud og anbefaler deres vælgere at stemme på Macron, som ikke nødvendigvis er fra deres eget parti, men hvor en stemme på ham vil dæmme op for Front National og Marine le Pen. Vi så det samme ske ved præsidentvalget i 2002, hvor Jacques Chirac og Jean-Marie le Pen mødtes i 2. runde. Ingen brød sig om Chirac, men han var dog trods alt et bedre valg end le Pen. Så derfor valgte de franske vælgere det mindste af to onder. Chirac blev kun valgt som præsident fordi Le Pen blev valgt FRA.

Derfor er det en valggyser af rang på søndag. Det er ikke bare Frankrig, som vi kender det, der er på spil. Det er hele Europa…

Måske vil du også synes om:

Lidt af hvert om 1. runde af præsidentvalget

fransk-præsidentvalg-2017Der har været væg-til-væg dækning af det franske præsidentvalgs 1. runde i de danske medier den seneste uge, og mange sten er blevet vendt i den forbindelse. Jeg har ikke nogen intention om at gentage de mange analyser og historier, men her er fire pip fra mit lille hjørne.

Hvornår indsættes den nye præsident?

I søndags, mens 1. runde af præsidentvalget blev afviklet, spurgte Anders i bloggens kommentarfelt:

Ved du hvornår den valgte præsident indsættes på posten… er det umiddelbart i forbindelse med den sidste valgafhandling eller hvornår er han formelt præsident?

Den nye præsident bliver indsat 1-2 uger efter vedkommendes valgsejr i 2. runde. Det kan ske, når Le Conseil Constitutionnel (Forfatningsrådet) offentliggør valgresultatet efter valget, og skal senest ske når den siddende præsidents embedsperiode udløber. For præsident Hollande er det 14. maj.

Præsidentvalg i Danmark

De herboende franskmænd var også ved stemmeurnerne i søndags. Det foregik på den franske skole i København, hvor stemmeprocenten for 1. runde af præsidentvalget var på godt 57%, og Emmanuel Macron fik halvdelen af de afgivne stemmer. Marine le Pen fik 3,44% af de ‘danske’ stemmer. Du kan se hele stemmeresultatet her, på den franske ambassades hjemmeside.

Sproglig finesse for nørder

Jeg sad og fulgte med på Twitter kl. 20.00, da de franske valgsteder lukkede. Blandt andet på Le Mondes Twitterprofil, samt hashtaggene #presidentielle og det danske #franskvalg. Exit polls er som bekendt en prognose, et estimat, og altså ikke det endelige resultat. Derfor er det også en af den slags situationer, hvor brugen af hypotetisk conditionnel eksploderer i de franske medier. Netop fordi resultatet ikke er bekræftet.

Baggrundsartikel

Og så har der været endnu en god baggrundsartikel på mit yndlings-onlinemagasin Zetland. Denne gang om det franske rustbælte, nærmere betegnet regionen Nord-Pas-de-Calais, hvor man forsøger at vende afindustrialiseringen til en oplevelsesøkonomi. Det er blandt andet her, Louvre har åbnet en afdeling af det verdensberømte museum. Det er også i den region, at man ifølge artiklens forfatter tydeligst ser forskellene mellem de to præsidentkandidater – Macron og le Pen. Du kan læse artiklen her.

 

Måske vil du også synes om:

Det franske præsidentvalg – de 500 ‘parrainages’

fransk-præsidentvalg-2017I lørdags offentliggjorde det franske forfatningsråd listen med de kandidater til det franske præsidentvalg, der havde opnået de krævede 500 parrainages. Læs her om, hvad det betyder.

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg med de 10 kandidater, der stiller op til det franske præsidentvalg.

I princippet kan enhver fransk vælger stille op til et fransk præsidentvalg. Men det er ikke gjort med deres ønske eller hensigtstilkendegivelse om at stille op. De kandidater, der ønsker at stille op til præsidentvalget, skal hver især stille med 500 parrainages. Og det er ikke så ligetil en sag.

Hvad betyder parrainages?

Parrainer på fransk betyder direkte oversat ‘at stå fadder til’. Og i tilfældet med de kandidater, der ønsker at stille op til det franske præsidentvalg handler det om, at de hver især skal have minimum 500 støtter til deres kandidatur. Og det er ikke hvem som helst, der kan støtte. Ifølge reglerne skal det være folkevalgte fra de franske departementer, regioner, kommuner, senatet eller Europaparlamentet, og det kan være folkevalgte fra både det kontinentale Frankrig og de oversøiske områder. ‘Fadderskaberne’ skal komme fra minimum 30 forskellige departementer, og højst 50 (10%) må komme fra eet enkelt departement.

Det franske Forfatningsråd står for indsamlingen af les parrainages, som helt konkret er en formular, som ‘fadderne’ selv skal indsende til rådet via almindelig brevpost. Dette har de haft mulighed for at gøre i perioden 24. februar frem til i fredags den 17. marts kl. 18.00. Forfatningsrådet godkender (eller afviser) løbende, at de indkomne støtteformularer overholder alle regler, og derfor kunne Forfatningsrådets præsident Laurent Fabius allerede i lørdags offentliggøre navnene på de 11 kandidater, der har opnået minimum 500 parrainages.

Hvad så, hvis en person mod sin vilje har fået 500 parrainages?

De kandidater, der har fået mere end de 500 parrainages, bliver alle formelt spurgt, om de ønsker at være kandidat, da en kandidat ikke kan blive opstillet mod sin vilje. Kandidaterne skal desuden underskrive et dokument om deres formuesituation.

Så hvem er nu officielt godkendte kandidater til første runde?

Det er, i alfabetisk orden:

  • Nathalie Arthaud (Lutte ouvrière)
  • François Asselineau (Union populaire républicaine)
  • Jacques Cheminade (Solidarité et progrès)
  • Nicolas Dupont-Aignan (Debout la France)
  • François Fillon (Les Républicains)
  • Benoît Hamon (Parti socialiste)
  • Jean Lassalle (Résistons !)
  • Marine Le Pen (Front national)
  • Emmanuel Macron (En marche !)
  • Jean-Luc Mélenchon (La France insoumise)
  • Philippe Poutou (Nouveau parti anticapitaliste)

Listen over, hvor mange godkendte parrainages de enkelte kandidater har fået kan ses her (scroll lidt ned på siden, så kommer tabellen).

Det betyder, at i forhold til den liste på de 10 kandidater, jeg skrev om i sidste uge, er Charlotte Marchandise fra LaPrimaire.org ude, mens François Asselineau fra Union populaire républicaine og Jean Lassalle fra det lille parti Résistons er inde. 

På avisen Le Mondes hjemmeside kan du læse en artikel om de nu 11 officielt godkendte præsidentkandidater, og på Forfatningsrådets hjemmeside her kan du læse meget mere om reglerne for les parrainages.

Måske vil du også synes om: