Hvis du skal have bilen med på fransk storbyferie

Sidste sommer blev det obligatorisk at købe et miljømærke – Crit’air – til sit køretøj, hvis man ville køre i Paris indenfor den Zone à Circulation Restreinte (Begrænset færdselszone), der blev indført 1. juli 2016. Nu udrulles ordningen gradvist til hele Frankrig, og det får også betydning for udenlandske turister på bilferie.

Ordningen bliver indført i et forsøg på at begrænse luftforureningen i de større franske byer. Den er allerede trådt i kraft i Grenobles og Lyons bymidter, og flere større franske byer vil følge efter. De restriktive miljøzoner i bymidter i Frankrig betyder, at alle køretøjer skal have et miljømærke for at kunne køre inden for den markerede zone. Det gælder også for udenlandske biler, og får måske også betydning for dig, hvis du skal have bilen med til Frankrig.

Fra 1. februar er det blevet muligt for bilister med ikke-franskindregistrerede køretøjer at bestille miljømærket online. Og det kan vel at mærke KUN bestilles online. Det kan ikke købes lokalt på for eksempel en tankstation, som det er tilfældet med det schweiziske motorvejsmærke.

Når man har læst sig igennem FAQ-siden må hovedbudskabet siges at være:

SØRG FOR AT VÆRE I GOD TID, FORDI

Miljømærket er ikke særlig dyrt (3,70 € plus porto), men du kan forvente at det tager op til 30 dage at få det sendt med posten (og der er ikke andre muligheder for at få det…),

og FORDI

Der kræves ret mange oplysninger om din bil til ansøgningen om at få et miljømærke. Blandt andet datoen for første indregistrering, bilens serienummer og andre teknikaliteter, PLUS en scannet kopi af bilens indregistreringsattest der skal vedhæftes onlineansøgningen. Det er derfor en god ide lige at undersøge, præcis hvilke oplysninger du skal finde frem, og så sætte dig så uforstyrret og eventuelt med en kop kaffe og udfyld ansøgningsskemaet.

Du har kun behov for miljømærket, hvis du skal have bilen med ind til bymidten i – indtil videre – Paris, Lyon og Grenoble. Men da gradvist flere byer kommer med, så tjek i god tid, om det også kommer til at gælde jeres feriemål. Ellers er det jo ikke værre end at man stiller bilen et sted uden for den pågældende bys miljøzone og spadserer eller tager den offentlige transport ind til centrum.

Her finder du den officielle hjemmeside for information om og bestilling af miljømærket. Siden findes også i en engelsk version.

Hvis du har lyst til at (gen)læse, hvad jeg tidligere har skrevet om luftforureningen i Paris og de drastiske tiltag, bystyret har indført, så se HER og HER.

 

Måske vil du også synes om:

Paris’ skjulte historie – nu på dansk!

Kan du huske at jeg i det tidlige forår skrev begejstret om en ny mulighed for at gå på opdagelse i Paris’ skjulte historie?

Brèves d’Histoire er en hjemmeside med over 200 små notitser om små, ubetydelige historiske levn i Paris, der ligger frit tilgængelige for alle, der har lyst til at gå på jagt efter dem og opleve byen på en helt anden måde. Brèves d’Histoire er også en app med geolokalisation, så man kan bruge sin telefon til at jagte de små levn og få historien bag levnet, mens man står på stedet.

I det meget tidlige forår skrev jeg til Gino, som står bag siden, for at fortælle ham, at jeg synes hans projekt var noget af det mest spændende, jeg længe havde set. Noget, der involverer den historisk nysgerrige aktivt og som man kan lære af. Og noget, der kan få turisten væk fra de store turiststrømme og ud for at opdage et usædvanligt Paris under den glitrende overflade.

Kontakten til Gino greb lidt om sig, må man sige. For nu foreligger store dele af Brèves d’Histoire på dansk!

Af tekniske men mest økonomiske årsager er det ikke en fuldstændig oversættelse af den franske side. Og app’en er ikke oversat. Gino har et fuldtidsjob ved siden af sit projekt med Brèves d’Histoire, som er drevet alene af hans passion for Paris’ historie. Derfor vil der også ind imellem være forsinkelser på opdateringerne på den danske side.

Jeg håber, I vil tage godt imod den danske version af Brèves d’Histoire. At I vil læse notitserne, at I kan bruge dem på jeres næste tur til Paris, og at I vil kommentere, spørge og/eller sende ris eller ros.

Som regel er det mig, der interviewer andre til bloggen. Men for første gang er det mig, der er blevet interviewet. Det kan du læse her.

God fornøjelse med at udforske alle notitserne fra et usædvanligt Paris :)!

 

Måske vil du også synes om:

Luftforureningen i Paris når et hidtil uset niveau

Luftforureningen i Paris og Île-de-France regionen nåede i denne uge sit hidtil mest alvorlige niveau de seneste 10 år. For fjerde dag i træk er der indført circulation alternée, det vil sige et delvist forbud mod at køre i bil i byzonen. Er du i Paris den kommende tid, så vær opmærksom på dine fysiske udendørsaktiviteter.

På trods af flere indgreb i den parisiske bytrafik, der har haft til formål at mindske luftforureningen, har pariserne den seneste uge oplevet den længstvarende periode med luftforurening over de maksimale grænseværdier. Når luftforureningen topper, som den har gjort i denne uge, indføres der nogle straks-reguleringer i den parisiske trafik. For eksempel la circulation alternée, som på dansk ville kunne oversættes til vekseltrafik. Det betyder, at på lige datoer må kun køretøjer, hvis nummerplade ender på et lige nummer, køre, og omvendt på de ulige datoer, hvor kun køretøjer, hvis nummerplade ender på et ulige nummer, må køre. Så skulle man tro, at det ville halvere problemet med forureningen, men den holder ikke helt. For udrykningskøretøjet, taxier og skraldebiler må for eksempel gerne køre.

Et andet tiltag, der træder i kraft når forureningen topper, er gratis offentlig transport, for at få så mange som muligt til at lade bilen stå, når de skal afsted. Derudover er 1-dagskort til bycyklerne, Velib’, også gratis.

Det er (selvfølgelig, fristes man til at sige…) tiltag, der indføres primært på grund af truslen mod folkesundheden. Paris’ borgmesterkontor har startet en kampagne under hashtagget #StopPollution, hvor man kan følge med i de seneste meldinger. Det kan for eksempel være forholdsregler som at rolige aktiviteter for børn er at foretrække, eller at personer med luftvejssygdomme eller som på anden måde er svagelige, ikke bør dyrke sport. Når forureningen topper er luften så forurenet, at det svarer til at man indånder røgen fra otte cigaretter i et rum på 20 m2, eller røgen fra en hel pakke cigaretter på en dag.

Der forventes et fald i forureningen i weekenden, primært fordi der ikke vil være så meget trafik som i hverdagene, og fordi meteorologerne forventer mere vind. Men Airparif, som står for målingerne af luftkvaliteten i Paris-regionen, frygter, at det kan vende tilbage i næste uge.

Så er du i Paris den kommende tid, så vær opmærksom på dine fysiske udendørsaktiviteter – selvom det kan være svært. En tur til Paris indebærer jo som regel en del vandren rundt i byen. Du kan også følge med på byen Paris’ Facebook- eller Twitterprofil, hvor de er meget aktive med oplysning og information til borgerne.

God weekend :)

Foto: Wikimedia Commons

Måske vil du også synes om:

Kongerne i forstaden

I foråret skrev jeg et blogindlæg om Saint-Denis basilikaen i Paris. Samtidig skrev jeg en mere udfoldet artikel om basilikaen, som jeg vinklede og målrettede til en avisudgivelse. Der er imidlertid ingen, der har ønsket at bringe artiklen, og jeg synes det er synd, at den skal forsvinde ned i bunden af min skrivebordsskuffe. Så her får du den udvidede – og lidt anderledes vinklede – version af blogindlægget fra maj. 


Kongerne i forstaden

KONTRASTER. I en af Paris’ mest belastede og multikulturelle forstæder ligger de franske konger begravet i en basilika, der ikke lader Notre Dame kirken i hjertet af Paris noget efter i skønhed og historisk vingesus.

AF JETTE ODGAARD VILLEMOES

Da vi kommer op fra metroen tror jeg et øjeblik, at vi er landet det forkerte sted. De slidte bygninger i 70er betonarkitektur danner baggrund for et mylder af mennesker i alle former og farver. Fra tørklædeklædte, arabiske kvinder til afrikanske ditto med deres farvestrålende gevandter, til ældre, arabiske mænd der sidder og holder øje med hele menageriet, mens de piller ved deres bedekrans. Salgsråbene fra stadeholderne blander sig med dytteriet fra de irriterede bilister, der forsøger at komme igennem menneskemængden i udkanten af pladsen. Tomme kasser hober sig op på fortovet. Det er fredag sidst på formiddagen og markedsdag i Parisforstaden Saint-Denis’ multikulturelle virkelighed.

Men den er god nok. Tre minutters gang og to gadehjørner senere tårner målet for vores udflugt væk fra Paris’ turiststrømme sig op foran os. Saint-Denis Basilikaen, hvor de franske konger ligger begravet.

Saint-Denis 1

I 13 århundreder har stedet været begravelsesplads for de franske konger, siden Kong Dagobert blev begravet der i år 639. Legenden fortæller, hvordan pavens udsendte, Denis, blev forfulgt og halshugget i Paris for at ville kristne frankerne, og hvordan han med sit afhuggede hoved under armen gik fra Paris over Montmartres bakke, indtil han faldt om. Legenden beretter videre, at han blev begravet på det sted, hvor han faldt om, og hvor basilikaen i dag rejser sig. Det var i anden halvdel af 200-tallet. I 600-tallet blev et kloster opført på stedet, og tilbedelsen af Saint Denis, der på det tidspunkt var blevet helgenkåret, tiltrak kongemagtens opmærksomhed. Klostret nød godt af kongernes økonomiske og beskyttende bevågenhed, og det menes at være i år 1135 at klostrets magtfulde abbed Suger fik Louis VI’s velsignelse til at ombygge og restaurere klostret og udbygge den eksisterende kirke til en basilika. Basilikaen anses for at være et mesterværk inden for den tidlige gotiske stil.

Der er tyst og køligt i den store kirke, da vi er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Kontrasten til den bagende sol og larmen fra markedet udenfor er til at tage og føle på. Solen brager ind gennem overfloden af glasmosaikker, og farverne flyder i bølger hen ad kirkegulvet, op over gravmonumenterne og alteret, og ned ad trapperne til krypten. Gravmælerne over 42 konger, 32 dronninger og 63 prinser og prinsesser fra de kongelige franske dynastier ligger i apsis omkring alteret, i tværskibene og i krypten under alteret.

Gravmonumenterne fortæller deres egen historie om den tid, de er skabt i. Ved siden af Middelalderens Valois-dynastis liggende skulpturer – gisants – tårner renæssancekongen François I’s imposante gravmæle sig op i en triumfbue, der viser Renæssancens genopdagelse af Antikken. Til venstre for alteret er frankernes første konge Clovis I’s enkle gravmæle indhyllet i farvebølgerne fra de solbeskinnede glasmosaikker. I krypten for enden af trappen, hvor diffuse gule og lilla farver bølger gennem jerngitteret og ned på trinnene, finder vi Bourbonslægtens gravtavler. Henri IV, kvindebedåreren som mente, at Paris vel var en messe værd, solkongen Louis XIVs imposante gravtavle, og en lille gravtavle for Louis XVII, tronarving efter Louis XVI og Marie-Antoinette. Deres regenstid sluttede som bekendt brat og voldsomt for enden af guillotinens skarpe kniv under revolutionen, og den lille Louis XVII blev kun 10 år gammel. Han døde i 1795. I krypten finder vi også gravmælet for Louis XVIII, der var Frankrigs første konge efter Napoleonstiden.

Da vi kommer op fra den dunkelt oplyste krypt igen, er solens farvefest i kirkerummet intensiveret, og kirkerummet nærmest sitrer. Skulpturerne af den fromt bedende Louis XVI og hans Marie-Antoinette står i korrundingens kølige skygge.

Forstaden Saint-Denis har gennem de seneste årtier i stigende grad været belastet af kriminalitet. Allerede i 1920erne og 30erne, inden indvandringen fra de franske kolonier, var Saint-Denis en arbejderforstad med industrivirksomheder og dårlige bolig- og hygiejneforhold. Efter 2. Verdenskrig red forstaden med på den generelle bølge af opsving i 50’erne, og man opførte billige boliger i form af socialt boligbyggeri. Da den langvarige økonomiske krise ramte i 70’erne, tiltrak det folk med lave indkomster, både indfødte franskmænd og immigranter. Da de voldsomme uroligheder ramte forstæderne i slutningen af 2005 var Saint-Denis et af brændpunkterne, og 18. november 2015, fem dage efter attentaterne i Paris’ gader, gennemførte politi og aktionsstyrker en storstilet aktion i Saint-Denis i jagten på medskyldige og gerningsmænd, ikke mange gader fra den gamle basilika.

Bydelen oplever en del problemer med radikaliserede grupper og sharia-parallelsamfund, og man kunne forledes til at tro, at Saint-Denis basilikaens beliggenhed midt i en belastet forstad kunne udgøre et problem. Men faktisk var det revolutionsårene fra 1789 og frem, der gav kirken den hårdeste medfart. I iveren efter at udrydde alt, hvad der havde med monarkiet – l’Ancien Régime – at gøre, raserede de revolutionære kirken i 1793 og smed størstedelen af de kongelige, jordiske rester i en fællesgrav på en nærliggende, kommunal kirkegård. I 1805 beordrede Napoleon, der året forinden havde kronet sig selv til kejser, at kirken skulle restaureres og genskabes. Han nåede dog ikke at se det færdige resultat, inden han led sit endelige nederlag ved Waterloo. I de første år efter Napoleonstiden, hvor Bourbondynastiets Louis XVIII var konge, var en af hans første handlinger at videreføre kirkens genopbygning og få sine forfædres jordiske rester genplaceret  i basilikaen. Tidens tand i den kommunale fællesgrav havde dog medført, at identifikation af de enkelte skeletter var blevet umulig, og alle knogler blev placeret samlet i et ossuarium i kirkens krypt. Basilikaens genetablering tog det meste af 1800-tallet, og resultatet er, som den besøgende oplever kirken i dag. Senest er dele af kirken og dens facade blevet renoveret (2012-2015), så den udefra fremstår nyrestaureret.

Da vi forlader kongernes tyste og kølige nekropol med de smukke glasmosaikker, rammer den multikulturelle virkelighed uden for kirkens mure os med fornyet kraft. Vi sætter os på en bænk i den varme sol og ser dagliglivet passere forbi. En somalisk mand i den traditionelle kjortel krydser pladsen foran kirken, hvor en mor spiller bold med sin søn. Caféen på hjørnet har travlt med udendørsserveringen i det varme forårsvejr, og en flok unge arabiske mænd hænger ud på gadehjørnet ved markedet. Stadeholderne er ved at pakke sammen, og de handlende skynder sig at få gjort de sidste indkøb.

Blot tyve minutter med metroen fra hjertet af Paris, indenfor rækkevidden af en almindelig metrobillet, udspiller livets og historiens store kontraster sig for øjnene af os.

Der er gratis adgang til den første del af kirken, men hvis man vil se kongernes gravmæler bliver man ledt ud af kirken, gennem en betalingszone og ind i kirken igen på den anden side. Billetterne koster 8,50€ pr person.

Måske vil du også synes om:

Jo, Eiffel havde en finger med i spillet…

I dag for 130 år siden blev statuen La Liberté éclairant le monde, der er skabt af kunstneren Frédéric Auguste Bartholdi, indviet under stor festivitas.

Vi kender statuen bedre som Frihedsgudinden. Den 93 meter høje statue, der står på Liberty Island ved indsejlingen til New York med sin fakkel i den udstrakte højre arm, har budt nyankomne velkommen til New York siden 1886. På engelsk er statuens navn Liberty Enlightening the World.

Vidste du, at statuen var en gave fra Frankrig til Amerikas Forenede Stater?

Det var den franske jurist og poet Édouard René de Laboulaye, der i 1860erne fik ideen, som han diskuterede med kunstneren Frédéric Auguste Bartholdi. Hvordan kunne man bedst udtrykke den amerikanske ide om frihed? Et andet spørgsmål var, hvem der skulle betale for udførelsen. Det var i Kejser Napoleon IIIs sidste regeringsår, der kulminerede med den fransk-prøjsiske krig i 1870-1871. Kejseren blev taget til fange af prøjserne, kejserdømmet gik under og af asken blev den 3. Republik født. Der var interne problemer nok i Frankrig, og tiden var ikke til en storstilet indsamlingskampagne til en gave til Amerika, hvor nobel og ædel ideen end måtte være.

Bartholdi rejste til Amerika i 1871. Amerikanerne var med på ideen, og Bartholdis første skitser til statuen begyndte at tage form. Han og Laboulaye ville gerne undgå det revolutionære, voldsomme udtryk som Liberté-figuren i Eugène Delacroix’ verdenskendte maleri La Liberté guidant le peuple udstrålede. Istedet blev statuen fuldt påklædt, og skulle have en rolig fremtoning. Bartholdis ven, arkitekten Eugène Viollet-le-Duc, sagde ja til at medvirke i projektet, hvor han skulle stå for opbygningen af statuens indre struktur.

Det gik dog ret trægt med at få indsamlet penge til statuens udførelse, men op til den første Verdensudstilling i Philadelphia i 1876 kom der gang i sagen. Planen var, at indsamlede penge i Frankrig skulle betale statuen, og indsamlingskampagnen i Amerika skulle betale soklen, mens den amerikanske stat ville lægge land til. I 1876 var statuens højre arm, der bærer faklen, færdig, og blev vist på Verdensudstillingen i Philadelphia. I 1878 blev statuens hoved udstillet på Verdensudstillingen i Paris.

wikimedia-collossal_hand_and_torch-_bartholdis_statue_of_-liberty-_from_robert_n-_dennis_collection_of_stereoscopic_views

wikimedia-tete_de_la_statue_de_la_liberte_dans_le_parc_du_champ-de-mars

Arkitekten Viollet-le-Duc, der stod for statuens indre struktur, døde i 1879. Men der stod en måske endnu dygtigere ingeniør og arkitekt klar til at overtage arbejdet med statuens skelet. Gustave Eiffel tog over, hvor Viollet-le-Duc havde sluppet, og hans og Bartholdis samarbejde resulterede i, at statuen i januar 1885 stod færdigbygget i Frankrig. Blot for at blive skilt ad igen og fragtet over Atlanten til New York. I juni 1885 ankom skibet fra Frankrig med Frihedsgudinden, men først i april 1886 havde amerikanerne fået indsamlet tilstrækkeligt med penge til at få gjort soklen færdig, så samlingen af statuen kunne begynde på den ø i New Yorks havn, der efterfølgende fik navnet Liberty Island.

Indvielsen den 28. oktober 1886 blev en stor fest med en parade gennem New York om morgenen og en havnesejlads over middag, hvor den amerikanske præsident officielt indviede statuen.

I 1889, hundredåret for den franske revolution, forærede det franske samfund i USA en kopi af Bartholdis statue i 1/4 størrelse til det franske folk. Den statue kan du i dag se på sydspidsen af øen Île aux Cygnes i Seinen, lige syd for Eiffeltårnet.

Her kan du læse meget mere om statuens historie.

God weekend :)!

Billeder: Wikimedia

 

Måske vil du også synes om:

Gratis Coluche-udstilling i Paris

I juni for 30 år siden blev Coluche, en af Frankrigs mest elskede komikere, dræbt i en motorcykelulykke. I den anledning er der netop åbnet en stor retrospektiv udstilling om ham i Paris.

Han var ikke blot komiker. Han var i høj grad også en samfundsrevser, en klovn og en provokatør. Mest af alt af den politiske elite. Gennem sin komik udstillede han det franske demokratis svagheder og samfundets uligheder, og franskmændene elskede ham for det. I 1981 stillede han op til det franske præsidentvalg. Ikke for at blive valgt, men for at udstille det politiske cirkus. Lidt som vores egen Jakob Haugaard – uden sammenligning i øvrigt. Faktisk tror jeg ikke, vi har nogen overhovedet her i landet, vi kan sammenligne med.

I 1985 kom netop hans engagement i samfundets svageste i centrum, da han grundlagde Les Restos du Coeur. Det er i bund og grund suppekøkkener, der uddeler måltider til samfundets svageste. Da Coluche døde den sommerdag i 1986 var der mange der frygtede, at det også blev enden på hans velgørenhedsorganisation, men det modsatte skete. Organisationen lever videre, og er i dag udbredt over hele Frankrig. Takket været tusindvis af frivillige og mange, mange donationer hvert år. Jeg skrev en blogartikel om Les Restos du Coeur sidste år, den kan du læse her.

Det er Paris’ Rådhus, der lægger lokaler til udstillingen, der løber frem til 7. januar 2017, alle dage undtagen søn- og helligdage. Der er GRATIS adgang, så hvis du er i Paris så må du ikke snyde dig selv for at opleve udstillingen, og blive klogere på en af Frankrigs mest elskede og finurlige komikere.

Billede: Flickr.com

Måske vil du også synes om:

Hvem var Roland Garros?

I morgen er det 98 år siden, han blev skudt ned over Ardennerne under 1. Verdenskrig, dagen før sin 30 års fødselsdag. I modsætning til den første gang i 1915, da tyskerne skød hans fly ned, overlevede han ikke den 5. oktober 1918, da det skete anden gang.

De fleste kender navnet Roland Garros, og forbinder det med tennisturneringen French Open i Paris, der hvert år lægger rødt grus til verdens største tennisstjerner. Turneringen afholdes på Paris’ berømte tennisstadion, der er opkaldt efter Roland Garros, og det er, hvad franskmændene kalder turneringen: Roland Garros. French Open er, hvad resten af verden kalder begivenheden. Læs mere

Måske vil du også synes om:

Paris ifølge…

Sidste år i august havde jeg et længere tema om Paris her på bloggen. Siden er der kommet mange flere artikler til, for Paris er en by, der går i blodet. Ikke bare som en let sommerflirt, men snarere som en livslang, dyb kærlighed. Er man først indfanget, er det for livet. Det er der mange, der kan skrive under på.

siden her finder du alle blogindlæg om Paris, som jeg har skrevet de seneste 16 måneder. Men eet er, hvad jeg skriver og mener om byernes by. Det jo mindst lige så spændende at høre om andres Paris. For vi har alle hver vores. Derfor er denne bog også en af de bedste, jeg længe har læst om Paris. Og derfor spurgte jeg sidste år andre erfarne Parisfarere, hvordan deres Paris ser ud. De artikler kan du (gen)læse her:

Fotografens Paris

Kunstelskerens Paris

Beautyspace Paris

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:
Bievre_garveri

Paris’ hemmelige flod

Seinen er ikke den eneste, naturlige flod i Paris. Faktisk har byen en flod mere, der løber igennem særligt det 13. og det 5. arrondissement, og det er de færreste, der kender til den. Er det også nyt for dig? Så læs med her.

Floden Bièvre har sit udspring i byen Guyancourt lidt syd for Versailles. Herfra løber den østpå til den rammer Parc Heller i byen Antony syd for Paris, knækker og løber mod nord, ind mod Paris.

Ved Parc Kellerman, der ligger lige ved Paris’ sydlige peripherique går floden ind i Paris, og snor sig mellem La Butte aux Cailles og Parc Montsouris, inden den fortsætter sit løb op til Square René le Gall og videre til rue Monge, inden den løber langs le Jardins des Plantes og ud til Seinen.

Sidder du og tænker, at du da aldrig har set en flod i det område i Paris?

Det er der en god grund til. Det har jeg nemlig heller aldrig. For den er forsvundet fra jordens overflade.

Efter flere århundreders misbrug og forurening af floden og dens vand, primært forårsaget af slagterier, farverier, garverier med videre, der lå langs flodløbet inde i Paris, var floden blevet så forurenet at den udgjorde en reel sundhedsfare for beboerne. I slutningen af 1800-tallet besluttede man derfor at overdække floden, og siden 1912 har den løbet under jorden helt ude fra syd for motorvej A86. Tidligere løb floden ud i Seinen tæt ved, hvor Gare d’Austerlitz ligger. I dag ender den sit løb i Paris’ kloakker.

Floden Bièvre wikimedia

Hvis man ser godt efter på gaden, særligt i det 13. arrondissement og i den del af det 5., hvor floden har sit underjordiske løb, kan man finde messingplader, der angiver, at her løber Bièvre-floden. Dem kan man følge, og få en god gåtur ud af det. Har du ikke lyst til at jagte messingplader på lykke og fromme, så er her en anvisning til en gåtur langs den overdækkede flod, komplet med fotos og angivelser til, hvor man kan se spor af floden.

Det er ikke lykkedes mig at finde dansksproget information om Paris’ hemmelige flod, men der findes en del på fransk og engelsk. Her kan du eksempelvis læse mere om flodens historie og se billeder, og her er en side dedikeret til floden i hele sin længde.

Det er blevet diskuteret jævnligt hen over årene, hvorvidt man skulle genåbne dele af flodens løb ind igennem Paris, men der er ikke opnået enighed om en løsning endnu. Primært af økonomiske årsager. Men hvem ved: Måske kan vi en dag gå langs med den eneste anden naturlige flod, der findes i Paris?

God weekend :)!

Billeder fra Wikipedia Commons

Måske vil du også synes om:

Musée d’Orsay

Jeg har i flere år forsøgt at få Musée d’Orsay passet ind i programmet på mine Paris-ture, men først for nylig lykkedes det. Det blev en lidt anderledes oplevelse end forventet, for bygningen i sig selv er et besøg værd.

Da vi træder ind i bygningen på den anden side af billetlugerne, er det med det samme lyden af banegård, der omgiver os. Det åbne rum med det hvælvede glastag kaster den afdæmpede lyd af mange menneskers tale frem og tilbage mellem murene. De mindre pavilloner, der er opført langs murene i den store banegårdshal, er utvivlsomt med til at dæmpe lydene. Vi går ind i de små rum og ser værker af mange af de store 1800-tals kunstnere, men ret hurtigt er det tværbroen i den modsatte ende af banegårdshallen, der trækker. Her kan vi få et vue ud over det meste af den imponerende bygning, af tagstrukturen og de kunstfærdigt udformede søjler der bærer det hele.

Det smukke museum for kunst fra særligt det 19. århundrede var oprindeligt en banegård, med to spor gående tværs igennem den store hal. Da arkitektkonkurrencen blev udskrevet 1897 var det et krav, at banegårdsbygningen skulle passe ind det elegante, omkringliggende kvarter, med både Fremmedlegionen og Louvre som nærmeste naboer. Banegården stod færdig til Verdensudstillingen i 1900, hvor den var endestation for linien Paris-Orléans. Gare d’Orsay fungerede som banegård indtil 2. Verdenskrig.

Da vi når op på øverste etage i bygningens nordøstre hjørne, der hvor alle de helt store impressionister hænger, er det igen fascinationen af bygningen og udsigten, der tager over. Gennem det kæmpestore ur, der totalt dominerer rummet, kan man se helt op til Sacré-Coeur, over til Concordepladsen og hele den sydlige fløj af Louvre. I salene efter rummet med det store ur hænger det ene impressionistiske kunstværk efter det andet. Manets Le Dejeuner sur l’herbe hænger lige frem for, og man skal kun vende hovedet 90 grader for at se Monets værk med samme titel, eller hans studier af indgangspartiet til katedralen i Rouen. Efter salene kommer vi frem til museets restaurant, der ligger bag det andet store ur på museets facade ud til Seinen. Der er åbent ud til tagterrassen, og vi står i første parket til udsigten til Louvre, Tuileries haven og Concordepladsen lidt længere væk.

Helt frem til starten af 70’erne blev bygningen brugt til forskellige formål, og på et tidspunkt blev det diskuteret, hvorvidt den skulle rives ned til fordel for en moderne hotelbygning. De planer blev der (heldigvis) ikke noget af. I stedet blev der på præsident- og regeringsniveau vedtaget en løsning, hvor den gamle banegårdsbygning skulle bevares og restaureres, og i 1986 åbnede Musée d’Orsay dørene for publikum.

Musee dorsay 7

Da vi kommer ud igen er tusmørket faldet på, og der blæser en kølig vind langs Quai Anatole France. Museumsbygningen er blevet oplyst af projektører, og vi går langs Seinen til Quai Voltaire, hvor vi dykker ind i Saint-Germain des Prés kvarteret for at finde et sted at spise.

Det føles underligt nok en smule blasfemisk at være mere imponeret af bygningen end af de uerstattelige 1800-tals kunstværker, vi netop har set.

Musée d’Orsay, 1, Rue de la Légion d’Honneur, 75007 Paris.

 

Måske vil du også synes om: