De franske kongers salvelsesceremoni

Det er i dag 424 år siden, at en af de franske konger blev salvet.

Dengang Frankrig var et kongedømme var det skik, at kongerne blev salvet ved deres tronbestigelse. Men salvelsen var mere end bare end en officiel indsættelse af kongen på tronen. Den symbolske betydning stak langt dybere.

Salvelsen af kongen ved tronbestigelsen skulle grundfæste hans legitimitet som konge og hans ukrænkelighed som Guds stedfortræder på jorden. Han indtrådte også som Kirkens beskytter. I det løfte, kongen aflagde under ceremonien, lovede han blandt andet at sikre Kirken og opretholde den kirkelige fred for de kristne, sikre retfærdighed samt bekæmpe de vanhellige. Det førte som bekendt til nogle ret voldsomme religionskrige i Frankrig mellem katolikker og protestanter.

Fra Antikkens tid har olier haft et ry for at være guddommelige, og den symbolske brug af dem i den katolske kirke – både til dåb, kommunion og på dødslejet – skal nedkalde Helligånden over den pågældende. Når den franske konge blev salvet i forbindelse med sin tronbestigelse, blev Helligånden nedkaldt over ham og gjorde ham til Guds stedfortræder på jorden.

Olien, som kongerne blev salvet med, blev opbevaret i en lille flaske – la Sainte Ampoule – som ifølge overleveringen blev bragt fra himlen af en due, da Frankernes første konge, Clovis, blev døbt i 400-tallet. Under selve salvelsesceremonien var kongen kun iklædt en skjorte, mens ærkebiskoppen med sin tommeltot berørte den knælende konge med den hellige olie på hans hoved, bryst, skuldre og håndflader. Derefter blev han påklædt. Så fulgte en velsignelse af kongen, og han fik placeret en ring på højre hånds ringfinger, der symboliserede troen og kongerigets ukrænkelighed, et scepter i hånden og en kongekrone på hovedet.

Kongen var nu ikke kun indsat som konge, han var også salvet og indsat som Guds stedfortræder på jorden og Kirkens beskytter.

Ritualet udviklede sig gennem århundrederne, fra en enkel gudstjeneste til et kæmpestort ceremoniel med flere tusind deltagende fra adelen, gejstligheden og hoffet og flere dages festligheder. Gennem et tusindårigt, fransk kongedømme, den sidste franske konge blev salvet i 1825, har langt de fleste salvelsesceremonier har fundet sted i katedralen i Reims. Med ganske få undtagelser. Som den salvelsesceremoni, der fandt sted i dag for 424 år siden.

Kongen, der blev salvet i 1594, var Henri IV. Hvorfor han blev salvet i Chartres og ikke i Reims kan du læse mere om her:

Paris er vel en messe værd

Den glemte konge

De fleste frankofile kender begivenhederne omkring den franske revolution, der blev enden på l’Ancien régime og et midlertidigt brud på den franske kongerække. Ludvig d. 16 og hans Marie-Antoinette endte som bekendt i guillotinen.

Da Napoléons regeringstid sluttede i 1814, vendte kongedømmet med Bourbon-slægten kortvarigt tilbage, da Ludvig d. 18. blev konge. Han var bror til Ludvig d. 16.

Men hvad  blev der af Ludvig d. 17?

Ludvig d. 16 og Marie-Antoinette havde to sønner. Den ældste, som var tronarvingen, døde af langvarig sygdom i juni 1789, ganske kort tid før revolutionen brød løs. Dermed avancerede hans yngre bror til tronfølger. Da Ludvig den 16. mistede hovedet i guillotinen 21. januar 1793, blev hans og Marie-Antoinettes yngste søn til Ludvig d. 17. Men han levede i fangenskab under revolutionens hårdeste år, og døde, kun 10 år gammel, i dag for 222 år siden. Den 8. juni 1795.

Hans balsamerede hjerte er udstillet i Basilique Saint-Denis, kongernes nekropol i det nordlige Paris, hvor de jordiske rester af de fleste franske kongelige også ligger. Det skrev jeg en artikel om sidste år, efter at vi havde besøgt katedralen. Den artikel kan du læse her:

Kongerne i forstaden

Måske vil du også synes om:

De franske republikker

franske republikker

Eugène Delacroix (1830): La liberté guidant le peuple

På et eller andet tidspunkt er du sikkert stødt på beskrivelsen ‘Den 5. republik’ om Frankrigs politiske grundsten, forfatningen. Måske har du så tænkt ‘ hvorfor den 5. – hvad med de fire andre?’ Hver gang forfatningen er blevet skrevet om har det været på baggrund af begivenheder, der har medført en så fundamental ændring af den franske statsstyring at det har skabt en ‘ny’ republik.

1. republik: 1792-1799

Frankrig var i mange århundreder, helt frem til Revolutionen i 1789, et kongedømme. Denne lange periode i fransk historie bliver som regel kaldt l’Ancien Régime, som direkte oversat betyder ‘det gamle regime’ eller ‘den gamle styreform’. Revolutionen startede med stormen på Bastillen 14. juli 1789, men kongen blev ikke umiddelbart væltet. Først i september 1792 blev monarkiet afskaffet, og Ludvig d. XVI blev sendt i guillotinen i januar 1793. Hans dronning, Marie-Antoinette, fulgte efter i oktober 1793. Den 1. republik sluttede i november 1799 med Napoléons statskup, som også satte punktum for revolutions-tiåret.

I 1804 udnævnte Napoléon sig selv til kejser, og perioden frem til 1815 og hans endelige fald i 1815 benævnes Premier Empire (1. kejserdømme). Herefter  kom den periode der kaldes La Restauration, idet kongedømmet blev genindført. Frem til 1848 regerede Ludvig XVIII, Charles X og Louis-Philippe Ier.

2. republik: 1848-1852

I 1848 gik det imidlertid galt igen, og Louis-Philippe måtte abdicere. Den provisoriske regering udråbte den 2. republik og indførte stemmeret, pressefrihed og tillod befolkningen at samles offentligt. I forfatningen blev der indskrevet valg til en nationalforsamling og valg af en præsident, der skulle sidde i 4 år. Den valgte præsident skulle udpege en regering. Ifølge forfatningen kunne præsidenten ikke genvælges og han kunne ikke opløse nationalforsamlingen. Ved præsidentvalget i december 1848 blev Louis Napoléon Bonaparte, Napoléons nevø, valgt til præsident med et stort stemmeflertal. Men netop på grund af forfatningsbestemmelsen kunne han ikke genvælges som præsident fire år senere, i 1852. Så han begik statskup og fik manøvreret sig til en udnævnelse som kejser. Perioden kaldes Deuxième Empire (2. kejserdømme).

3. republik: 1871-1940

Det andet kejserdømme varede indtil det forsmædelige nederlag til preusserne i september 1871, hvor Napoléon III blevet taget til fange. To dage senere blev den 3. republik udråbt. Trods vedvarende politiske stridigheder er den 3. republik indtil videre den længste periode i Frankrig med republikken som styreform. Den holdt helt frem til udbruddet af 2. verdenskrig og Nazitysklands besættelse af Frankrig.

4. republik: 1945-1958

Efter 2. Verdenskrigs slutning begyndte arbejdet med at skabe en ny republik. Charles de Gaulle, som havde været de Frie Franskes stemme fra London under hele krigen, blev regeringschef, mens arbejdet med den nye forfatning stod på. Diskussionerne gik blandt andet på, om man skulle have et eller to kamre (Nationalforsamling og Senat). De Gaulle ønskede at præsidenten skulle have stærke beføjelser, men det kom han ikke igennem med, og han valgte at trække sig i januar 1946. i oktober 1946 blev den 4. republiks forfatning vedtaget. Republikkens præsident skulle vælges af Nationalforsamlingen for en periode af syv år, men uden beslutningsbeføjelser. Det, som vi ville kalde en kransekagefigur. Balanceringen af statsmagten mellem Nationalforsamlingen, regeringen og republikkens præsident havde sine svagheder, og man var yderligere udfordret af forsyningsproblemerne efter krigen, samt kolonikrige i blandt andet Indokina og Algeriet. I foråret 1958 blev regeringen væltet af Nationalforsamlingen, og Charles de Gaulle blev bedt om at danne en ny regering.

5. republik: 1958-

De Gaulle fik ret hurtigt forhandlet en ny forfatning på plads, og denne gang fik republikkens præsident stærke beføjelser, med ret til alene at kunne udøve den fulde magt i særligt alvorlige krisesituationer. Præsidenten udpeger premierministeren, der danner regering. Landet fik en Nationalforsamling og et Senat, og forfatningsrådet – le Conseil constitutionnel – blev oprettet. De Gaulle var præsident indtil 1969, hvor han trådte tilbage. I 2000 blev det ved et referendum vedtaget at ændre forfatningen, så præsidenten kun kan vælges for fem år ad gangen, istedet for de oprindelige syv. Med mellemrum blusser diskussionen om en 6. republik op, da mange mener at forfatningen fra 1958 er ved at være en kende forældet, særligt på grund af de meget stærke magtbeføjelser, der ligger hos landets præsident.

Ovenstående er en ultrakort lynoversigt over de fem republikker. Der er skrevet tykke historiebøger om dem, så har du lyst til at vide mere, er det bare med at kaste sig ud i det.

Måske vil du også synes om: