Paul Fournel: ANQUETIL – helt alene

Paul Fournels bog om Jaques Anquetil er lige dele drenget begejstring for en stor cykelstjerne og en velskrevet biografi med glimt i øjet. Er du til fakta, anekdoter og røverhistorier om en af de største stjerner, cykelsporten har kendt, inden der for alvor gik tv-tranmissioner i de store løb, så er ANQUETIL – helt alene uomgængelig.

Noget af det, der fascinerer mig mest ved de store cykelløb, og særligt Tour de France, er dramaet. Fortællingen. Eposet. Det er kommentatorernes beskrivelser af løbets udvikling, taktikken der udspiller sig, lidelsen der står malet i rytternes ansigter på de store bjergetaper.

På samme måde føler man sig gentagne gange hensat til en solbeskinnet dag i Touren, hvor dramaet er på sit højeste, når man sidder opslugt af Paul Fournels bog ANQUETIL – helt alene, der for nylig udkom på dansk. Forfatteren og poeten Fournel er en eminent fortæller.

ANQUETIL – helt alene er først og fremmest drengen Paul Fournels betagelse af en af de helt store cykelstjerner i 50erne og 60erne, skrevet af den voksne Paul Fournel, der selv har været ivrig amatørrytter. Og man må sige, at han nok har fået det ind med modermælken. Faderen, der også var amatørrytter, og onklen, der var cykelsmed, byggede hans første, mørkegrønne cykel til ham, da han var ikke ret gammel.

ANQUETIL – helt alene er en Anquetil biografi, der på charmerende vis er flettet ind i anekdoter, røverhistorier og fakta om landevejenes enspændere, og om enspænderen over dem alle: Jacques Anquetil. Biografien er ikke strengt kronologisk, i stedet belyses Anquetils liv og cykelkarriere ud fra spørgsmålet om, hvad der drev ham (smerte, især!), de mennesker, der omgav ham (hustruen, løjtnanten, hjælperytterne, sportdirektøren, modstanderen Poulidor og andre), og han beskrives gennem de utallige løb, han kørte – og hvordan han kørte dem. Perspektivet skifter bogen igennem mellem Anquetil selv, drengen Paul Fournels barndomserindringer og den voksne Paul Fournels mere eftertænksomme og rationelle perspektiv på Anquetils karriere.

Der var masser af drama, når Anquetil var i vælten. Vi får beretningen om dengang, han smadrede Fausto Coppis timerekord på banen i Milano for øjnene af Coppis italienske fans. Vi får den medrivende historie om, hvordan Anquetil duellerede med Poulidor hele vejen op til Puy de Dôme på Tour de France etapen 12. juli 1964. En historie, der ikke bliver mindre medrivende af at Fournel selv var tilstede på bjerget den mindeværdige dag. Vi får historien om en vanvittig ide, der blev til virkelighed, da Anquetil i 1965 først kørte ugeløbet Dauphiné libéré – der foregår i de franske alper – som han vandt, hvorefter han få timer efter at have stået på sejrsskamlen fløj til Bordeaux og samme nat startede endagsløbet Bordeaux-Paris – som han også vandt! Anquetil var også den første til at vinde Tour de France 5 gange.

Maître Jacques, som han også blev kaldt, gik meget op i sit udseende og sit tøj. Han var, hvad Brian Holm ville kalde ‘lirens’. Der er i Fournels bog den samme tone, som Danske Professionelle Cykelrytteres Club (DPCC) også bruger i deres bog Sort kaffe og hvide sokker. Hos Fournel som hos DPCC finder læseren et ekko af det univers, de indviede befinder sig i. Anekdoter, røverhistorier og en god portion fakta. Og det gør ikke så meget, at det ikke altid er hårde fakta og en kedelig biografi. Fournels bog er varm, personlig og medrivende.

Oversættelsen fra fransk er begået af Jesper Tang, og det er et flot stykke arbejde. Man mærker ikke, at det er en oversættelse, sproget flyder godt og medrivende uden at hakke.

Paul Fournel Anquetil – helt alene. Bobo, Den franske bogcafés forlag. Udkommet marts 2018. Oversat af Jesper Tang.

Måske vil du også synes om:

Historier fra herreværelset

Sort kaffe & hvide sokker. Takt, tone og traditioner på landevejenBrian Holm, Per Bausager, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Jesper Worre, Jørgen V. Pedersen, Dan Frost, Jakob Piil, Jørgen Marcussen og Thomas Bay. I samarbejde med Tonny Vorm. Politikens Forlag. Udgivelsesdato: 30. maj 2016.

Sort kaffe og hvide sokkerANMELDELSE. Forestil dig en række af de største danske stjernecykelryttere gennem de seneste mere end tre årtier, der beslutter sig for at lave en klub, hvor de kan mødes og snakke om gamle dage på landevejene i ind- og udland, og deres oplevelser fra deres professionelle karriere, fra træningen og de mange store cykelløb: Giro d’Italia, Tour de France, Vuelta a España, og hele rækken af forårsklassikere og hvad der ellers ligger af store endags- og etapeløb i kalenderen. Forestil dig så, hvor store mængder røverhistorier, gavtyvestreger, anekdoter og andre fascinerende, charmerende, sjove, alvorlige og barske historier, der samtidig kommer på bordet. Vi tager den lige lidt videre: Forestil dig, at sådan en række cykelkapaciteter får stillet spørgsmålet: Har I nogle gode råd til cykelmotionisterne?

Vi er i den grad i herreværelset i denne charmerende bog. Bogen giver et sjældent indblik i en verden med nogle sindssygt hårde strabadser bag de tv-billeder, de fleste af os ser cykelsporten igennem, men også historierne om passion, kammeratskab og konkurrence bliver fortalt. Det er ikke Tour de France og paradekørsel det hele.

Bogen er bygget op af 10 kapitler, der kommer omkring træningen, stilen, kosten, cyklen & udstyret, kulden, hierarkiet, rivaliseringen, smerten og konkurrencen, og til sidst et kapitel med gode råd til motionisten. Det lyder i sig selv pænt kedeligt, men kapitlernes opbygning gør at det bliver underholdende fra side 1 til side 253. Den store mængde af historier, der utvivlsomt er kommet på bordet, er blevet destilleret og skåret til, så de fremtræder som små, fortættede afsnit – ofte fortalt med et gavtyveglimt i øjet – side op og side ned hele bogen igennem. Der er stort set ingen overflødig tekst eller tomgang på noget tidspunkt. Røverhistorierne og de gode råd flyder hen over siderne, og hvert kapitel afsluttes med et (mini)portræt af en af rytterne og en oversigt over en typisk træningsrute – for eksempel i Italien, Spanien, Californien eller på Sjælland.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at cykelryttere er omtrent så forfængelige som fodboldspillere. En rytter kan være lirens eller ulirens. Cool eller kikset. (Francesco Moser og Mario Cipollini er blandt de mest toplirens cykelryttere gennem tiden, får vi at vide). Cykelkasketten kan sættes på et utal af måder, og inden hjelmen blev obligatorisk kunne man genkende en rytter i feltet alene på den måde, han satte sin kasket, siges det. Man kan også sidde lirens på lågen, og sokkerne skal være hvide. Solbrillerne skal være cool (vigtig detalje!), selvom de tjener flere praktiske formål:

[…] I dag træner de færreste uden solbriller, for det gør jo helvedes ondt at få en brumbasse i øjet. (Brian Holm)

Man skal ikke have fulgt meget med i cykelløb for at vide, at professionelle cykelryttere er minutiøse (for nu at sige det diplomatisk) med deres udstyr og indstillingerne af det. Som det mindste skal cyklen være ren når man stiller til træning og til løb, og indstillingerne af saddel, styr og så videre skal være på plads med nogle gange mindre end en millimeters præcision. Da klikpedalerne erstattede tåklipsene i 1990 var det i følge Jesper Skibby et gedemarked:

[…] Man skulle jo bremse og klikke foden ud, og jeg kan huske i starten, at jeg bremsede, men min fod blev hængende. Så kunne jeg vælge at køre ind i en hæk.

Til motionisterne, nok specielt dem der træner seriøst og cykler i bjerge når de er på sommerferie, er der mange gode råd at hente. Men også vink med en vognstang, hvis de skulle gå hen og blive for kække:

“Du må godt køre med, men du holder dig nede bagi”. […] Måske har vi trænet fem stive timer i højt tempo, og så kommer der en frisk motionist og blander sig. (Brian Holm)

Og sådan kunne jeg blive ved med at hente eksempler og citater frem.

Snapsene står i kø i denne bog, og selvironien og gavtyveglimtet i øjet er med hele vejen. Jeg er ikke blevet mindre cykelfan efter at have fået et backstage indblik, og bogen har fået fast plads sammen med min 6 kilos Tourhistorie af Joakim Jakobsen. Og så tror jeg, at jeg kommer til at se etaperne i det kommende Tour de France på en lidt anden måde fra nu af.

Her kan du læse mere om stjernerytternes klub: Danske Professionelle Cyclisters Club.

Måske vil du også synes om: