Sort kaffe & hvide sokker. Takt, tone og traditioner på landevejen. Brian Holm, Per Bausager, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Jesper Worre, Jørgen V. Pedersen, Dan Frost, Jakob Piil, Jørgen Marcussen og Thomas Bay. I samarbejde med Tonny Vorm. Politikens Forlag. Udgivelsesdato: 30. maj 2016.
ANMELDELSE. Forestil dig en række af de største danske stjernecykelryttere gennem de seneste mere end tre årtier, der beslutter sig for at lave en klub, hvor de kan mødes og snakke om gamle dage på landevejene i ind- og udland, og deres oplevelser fra deres professionelle karriere, fra træningen og de mange store cykelløb: Giro d’Italia, Tour de France, Vuelta a España, og hele rækken af forårsklassikere og hvad der ellers ligger af store endags- og etapeløb i kalenderen. Forestil dig så, hvor store mængder røverhistorier, gavtyvestreger, anekdoter og andre fascinerende, charmerende, sjove, alvorlige og barske historier, der samtidig kommer på bordet. Vi tager den lige lidt videre: Forestil dig, at sådan en række cykelkapaciteter får stillet spørgsmålet: Har I nogle gode råd til cykelmotionisterne?
Vi er i den grad i herreværelset i denne charmerende bog. Bogen giver et sjældent indblik i en verden med nogle sindssygt hårde strabadser bag de tv-billeder, de fleste af os ser cykelsporten igennem, men også historierne om passion, kammeratskab og konkurrence bliver fortalt. Det er ikke Tour de France og paradekørsel det hele.
Bogen er bygget op af 10 kapitler, der kommer omkring træningen, stilen, kosten, cyklen & udstyret, kulden, hierarkiet, rivaliseringen, smerten og konkurrencen, og til sidst et kapitel med gode råd til motionisten. Det lyder i sig selv pænt kedeligt, men kapitlernes opbygning gør at det bliver underholdende fra side 1 til side 253. Den store mængde af historier, der utvivlsomt er kommet på bordet, er blevet destilleret og skåret til, så de fremtræder som små, fortættede afsnit – ofte fortalt med et gavtyveglimt i øjet – side op og side ned hele bogen igennem. Der er stort set ingen overflødig tekst eller tomgang på noget tidspunkt. Røverhistorierne og de gode råd flyder hen over siderne, og hvert kapitel afsluttes med et (mini)portræt af en af rytterne og en oversigt over en typisk træningsrute – for eksempel i Italien, Spanien, Californien eller på Sjælland.
Det er nok ikke nogen hemmelighed, at cykelryttere er omtrent så forfængelige som fodboldspillere. En rytter kan være lirens eller ulirens. Cool eller kikset. (Francesco Moser og Mario Cipollini er blandt de mest toplirens cykelryttere gennem tiden, får vi at vide). Cykelkasketten kan sættes på et utal af måder, og inden hjelmen blev obligatorisk kunne man genkende en rytter i feltet alene på den måde, han satte sin kasket, siges det. Man kan også sidde lirens på lågen, og sokkerne skal være hvide. Solbrillerne skal være cool (vigtig detalje!), selvom de tjener flere praktiske formål:
[…] I dag træner de færreste uden solbriller, for det gør jo helvedes ondt at få en brumbasse i øjet. (Brian Holm)
Man skal ikke have fulgt meget med i cykelløb for at vide, at professionelle cykelryttere er minutiøse (for nu at sige det diplomatisk) med deres udstyr og indstillingerne af det. Som det mindste skal cyklen være ren når man stiller til træning og til løb, og indstillingerne af saddel, styr og så videre skal være på plads med nogle gange mindre end en millimeters præcision. Da klikpedalerne erstattede tåklipsene i 1990 var det i følge Jesper Skibby et gedemarked:
[…] Man skulle jo bremse og klikke foden ud, og jeg kan huske i starten, at jeg bremsede, men min fod blev hængende. Så kunne jeg vælge at køre ind i en hæk.
Til motionisterne, nok specielt dem der træner seriøst og cykler i bjerge når de er på sommerferie, er der mange gode råd at hente. Men også vink med en vognstang, hvis de skulle gå hen og blive for kække:
“Du må godt køre med, men du holder dig nede bagi”. […] Måske har vi trænet fem stive timer i højt tempo, og så kommer der en frisk motionist og blander sig. (Brian Holm)
Og sådan kunne jeg blive ved med at hente eksempler og citater frem.
Snapsene står i kø i denne bog, og selvironien og gavtyveglimtet i øjet er med hele vejen. Jeg er ikke blevet mindre cykelfan efter at have fået et backstage indblik, og bogen har fået fast plads sammen med min 6 kilos Tourhistorie af Joakim Jakobsen. Og så tror jeg, at jeg kommer til at se etaperne i det kommende Tour de France på en lidt anden måde fra nu af.
Her kan du læse mere om stjernerytternes klub: Danske Professionelle Cyclisters Club.
Seneste kommentarer