Om en vis amerikansk præsident og magtens tredeling

For nogle dage siden læste jeg en fremragende artikel på netavisen Zetland, hvor skribenten Jakob Jessen satte fingeren på selve kernen i den nye, amerikanske præsidents spruttende tweets over de amerikanske dommere, der ophævede hans indrejseforbud. Artiklens overskrift lyder: Trump slås ikke bare for sit [ind]rejseforbud – Han er i krig med magtens tredeling.

Det er den sidste del af artiklens overskrift, der rammer direkte ned i problemets kerne: Han er i krig med magtens tredeling. 

Og det er faktisk en ganske alvorlig sag, hvis det lykkedes Trump (den udøvende magt) at knægte en (eller begge) af de andre magtinstanser: Den lovgivende og den dømmende magt (henholdsvis Kongressen og Domstolene).

Sidder du og spekulerer på, hvad det har med Frankrig at gøre?

Jo. Tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blev formuleret af den franske retspræsident og oplysningsfilosof Montesquieu. Værket fylder flere bind, som blev til efter flere års studierejser rundt til europæiske lande i 1730erne. Forud for de kapitler, jeg citerer fra nedenfor, beskriver han forskellige statsstyreformer og definerer, hvad frihed inden for lovens rammer er.

Her får du de helt centrale principper for magtens tredeling, som du kan finde i værkets bog 11 og 12:

“[…] Politisk frihed findes kun i moderate styrer. Men den findes ikke altid i de moderate stater. Det gør den kun når magten ikke misbruges, men det er en evig erfaring at ethvert menneske der har magt, er tilbøjelig til at misbruge den; han fremturer indtil han støder på grænser. […]

For at man ikke skal kunne misbruge magten, må tingene indrettes så magt sætter en stopper for magt. [Min fremhævelse. JOV] […]”

Montesquieu, bog XI, kap. IX

“Der er i hver stat tre slags myndighed: den lovgivende myndighed, den udøvende myndighed med hensyn til sager der hører under folkeretten, og den udøvende myndighed over sager som hører under den borgerlige ret. […] Vi vil kalde denne sidste den dømmende myndighed, og den anden helt enkelt statens udøvende myndighed. 

[…] Når den lovgivende og den udøvende myndighed er samlet hos samme person eller i det samme korps af embedsmænd, er der ingen frihed, for så kan man frygte at den samme monark eller det samme råd som indfører tyranniske love, udfører dem tyrannisk.

Der er heller ingen frihed, hvis den dømmende myndighed ikke er adskilt fra den lovgivende og den udøvende. Hvis den dømmende myndighed faldt sammen med den lovgivende, ville magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, for dommeren ville være lovgiver. Hvis den var forenet med den udøvende myndighed, ville dommeren kunne få styrke til at undertrykke.

Alt ville være tabt, hvis den samme mand eller den samme forsamling af fremstående, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: at give love, at udføre de offentlige beslutninger og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder” […]

Montesquieu, bog XI, kap. VI

Principperne for balancen mellem de tre skal sikre, at magten ikke korrumperer. De skal så at sige holde hinanden i skak. Det er et helt fundamentalt grundlæggende princip i en demokratisk forfatning, der skal sikre den enkelte borgers frihed og retssikkerhed. Og det er derfor, der er så meget røre om Trumps indrejseforbud, om de amerikanske dommeres ophævelse af det og det helt fuldstændig uhørte i, at den udøvende magt angriber den dømmende magt på den måde, som det sker i USA i disse dage.

Ovenstående citater er fra storværket Om lovenes Ånd (De l’esprit des Lois), der udkom i 1748. Montesquieus værk var en af hovedinspirationskilderne til den amerikanske forfatning fra 1787-1788 – verdens første, demokratiske forfatning.

Jeg har citeret fra Merete Klenow Withs oversættelse af De l’esprit des Lois, der udkom på Gads Forlag i 1998.

 

Jo, Eiffel havde en finger med i spillet…

I dag for 130 år siden blev statuen La Liberté éclairant le monde, der er skabt af kunstneren Frédéric Auguste Bartholdi, indviet under stor festivitas.

Vi kender statuen bedre som Frihedsgudinden. Den 93 meter høje statue, der står på Liberty Island ved indsejlingen til New York med sin fakkel i den udstrakte højre arm, har budt nyankomne velkommen til New York siden 1886. På engelsk er statuens navn Liberty Enlightening the World.

Vidste du, at statuen var en gave fra Frankrig til Amerikas Forenede Stater?

Det var den franske jurist og poet Édouard René de Laboulaye, der i 1860erne fik ideen, som han diskuterede med kunstneren Frédéric Auguste Bartholdi. Hvordan kunne man bedst udtrykke den amerikanske ide om frihed? Et andet spørgsmål var, hvem der skulle betale for udførelsen. Det var i Kejser Napoleon IIIs sidste regeringsår, der kulminerede med den fransk-prøjsiske krig i 1870-1871. Kejseren blev taget til fange af prøjserne, kejserdømmet gik under og af asken blev den 3. Republik født. Der var interne problemer nok i Frankrig, og tiden var ikke til en storstilet indsamlingskampagne til en gave til Amerika, hvor nobel og ædel ideen end måtte være.

Bartholdi rejste til Amerika i 1871. Amerikanerne var med på ideen, og Bartholdis første skitser til statuen begyndte at tage form. Han og Laboulaye ville gerne undgå det revolutionære, voldsomme udtryk som Liberté-figuren i Eugène Delacroix’ verdenskendte maleri La Liberté guidant le peuple udstrålede. Istedet blev statuen fuldt påklædt, og skulle have en rolig fremtoning. Bartholdis ven, arkitekten Eugène Viollet-le-Duc, sagde ja til at medvirke i projektet, hvor han skulle stå for opbygningen af statuens indre struktur.

Det gik dog ret trægt med at få indsamlet penge til statuens udførelse, men op til den første Verdensudstilling i Philadelphia i 1876 kom der gang i sagen. Planen var, at indsamlede penge i Frankrig skulle betale statuen, og indsamlingskampagnen i Amerika skulle betale soklen, mens den amerikanske stat ville lægge land til. I 1876 var statuens højre arm, der bærer faklen, færdig, og blev vist på Verdensudstillingen i Philadelphia. I 1878 blev statuens hoved udstillet på Verdensudstillingen i Paris.

wikimedia-collossal_hand_and_torch-_bartholdis_statue_of_-liberty-_from_robert_n-_dennis_collection_of_stereoscopic_views

wikimedia-tete_de_la_statue_de_la_liberte_dans_le_parc_du_champ-de-mars

Arkitekten Viollet-le-Duc, der stod for statuens indre struktur, døde i 1879. Men der stod en måske endnu dygtigere ingeniør og arkitekt klar til at overtage arbejdet med statuens skelet. Gustave Eiffel tog over, hvor Viollet-le-Duc havde sluppet, og hans og Bartholdis samarbejde resulterede i, at statuen i januar 1885 stod færdigbygget i Frankrig. Blot for at blive skilt ad igen og fragtet over Atlanten til New York. I juni 1885 ankom skibet fra Frankrig med Frihedsgudinden, men først i april 1886 havde amerikanerne fået indsamlet tilstrækkeligt med penge til at få gjort soklen færdig, så samlingen af statuen kunne begynde på den ø i New Yorks havn, der efterfølgende fik navnet Liberty Island.

Indvielsen den 28. oktober 1886 blev en stor fest med en parade gennem New York om morgenen og en havnesejlads over middag, hvor den amerikanske præsident officielt indviede statuen.

I 1889, hundredåret for den franske revolution, forærede det franske samfund i USA en kopi af Bartholdis statue i 1/4 størrelse til det franske folk. Den statue kan du i dag se på sydspidsen af øen Île aux Cygnes i Seinen, lige syd for Eiffeltårnet.

God weekend :)!

Billeder: Wikimedia