Om en vis amerikansk præsident og magtens tredeling

For nogle dage siden læste jeg en fremragende artikel på netavisen Zetland, hvor skribenten Jakob Jessen satte fingeren på selve kernen i den nye, amerikanske præsidents spruttende tweets over de amerikanske dommere, der ophævede hans indrejseforbud. Artiklens overskrift lyder: Trump slås ikke bare for sit [ind]rejseforbud – Han er i krig med magtens tredeling.

Det er den sidste del af artiklens overskrift, der rammer direkte ned i problemets kerne: Han er i krig med magtens tredeling. 

Og det er faktisk en ganske alvorlig sag, hvis det lykkedes Trump (den udøvende magt) at knægte en (eller begge) af de andre magtinstanser: Den lovgivende og den dømmende magt (henholdsvis Kongressen og Domstolene).

Sidder du og spekulerer på, hvad det har med Frankrig at gøre?

Jo. Tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blev formuleret af den franske retspræsident og oplysningsfilosof Montesquieu. Værket fylder flere bind, som blev til efter flere års studierejser rundt til europæiske lande i 1730erne. Forud for de kapitler, jeg citerer fra nedenfor, beskriver han forskellige statsstyreformer og definerer, hvad frihed inden for lovens rammer er.

Her får du de helt centrale principper for magtens tredeling, som du kan finde i værkets bog 11 og 12:

“[…] Politisk frihed findes kun i moderate styrer. Men den findes ikke altid i de moderate stater. Det gør den kun når magten ikke misbruges, men det er en evig erfaring at ethvert menneske der har magt, er tilbøjelig til at misbruge den; han fremturer indtil han støder på grænser. […]

For at man ikke skal kunne misbruge magten, må tingene indrettes så magt sætter en stopper for magt. [Min fremhævelse. JOV] […]”

Montesquieu, bog XI, kap. IX

“Der er i hver stat tre slags myndighed: den lovgivende myndighed, den udøvende myndighed med hensyn til sager der hører under folkeretten, og den udøvende myndighed over sager som hører under den borgerlige ret. […] Vi vil kalde denne sidste den dømmende myndighed, og den anden helt enkelt statens udøvende myndighed. 

[…] Når den lovgivende og den udøvende myndighed er samlet hos samme person eller i det samme korps af embedsmænd, er der ingen frihed, for så kan man frygte at den samme monark eller det samme råd som indfører tyranniske love, udfører dem tyrannisk.

Der er heller ingen frihed, hvis den dømmende myndighed ikke er adskilt fra den lovgivende og den udøvende. Hvis den dømmende myndighed faldt sammen med den lovgivende, ville magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, for dommeren ville være lovgiver. Hvis den var forenet med den udøvende myndighed, ville dommeren kunne få styrke til at undertrykke.

Alt ville være tabt, hvis den samme mand eller den samme forsamling af fremstående, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: at give love, at udføre de offentlige beslutninger og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder” […]

Montesquieu, bog XI, kap. VI

Principperne for balancen mellem de tre skal sikre, at magten ikke korrumperer. De skal så at sige holde hinanden i skak. Det er et helt fundamentalt grundlæggende princip i en demokratisk forfatning, der skal sikre den enkelte borgers frihed og retssikkerhed. Og det er derfor, der er så meget røre om Trumps indrejseforbud, om de amerikanske dommeres ophævelse af det og det helt fuldstændig uhørte i, at den udøvende magt angriber den dømmende magt på den måde, som det sker i USA i disse dage.

Ovenstående citater er fra storværket Om lovenes Ånd (De l’esprit des Lois), der udkom i 1748. Montesquieus værk var en af hovedinspirationskilderne til den amerikanske forfatning fra 1787-1788 – verdens første, demokratiske forfatning.

Jeg har citeret fra Merete Klenow Withs oversættelse af De l’esprit des Lois, der udkom på Gads Forlag i 1998.

 

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *