Champagne-Ardenne

Regionen Champagne-Ardenne ligger lige øst for Parisregionen. Mod nord grænser regionen op til Belgien, mod øst regionen Lorraine og mod syd Bourgogne.

Champagne-Ardenne består af fire departementer: Ardennes (08), Aube (10), Haute-Marne (52) og Marne (51). Regionens administrative hovedby er Châlons-en-Champagne.

Regionen har fra tidlige tider haft den franske trones særlige bevågenhed. I 498 blev frankernes konge Clovis I døbt i Reims, og det blev indledningen til en lang tradition for de franske konger til ved tronbestigelsen at blive salvet i katedralen i Reims. Regionen havde sin del af stridighederne under La Guerre de Cent Ans (Hundredårskrigen fra 1337-1453), men efterfølgende blomstrede regionen op, blandt andet på grund af beliggenheden omtrent midt imellem Nordeuropa og Sydeuropa. Regionen blev vært for nogle store, årlige markeder – Les foires de Champagne – hvor omrejsende købmænd og handlende mødtes og solgte deres varer.

Århundreder senere fandt flere berømte slag sted i området. I 1814 udkæmpede Napoléon sit sidste slag mod russerne og østrigerne inden han blev sat i husarrest på Elba. I 1870, da krigen mellem Frankrig og Prøjsen brød ud, tabte Frankrig og Napoléon III slaget ved Sedan, og de prøjsiske tropper fortsatte mod Paris. Under 1. Verdenskrig var Marneområdet både i 1914 og 1918 skueplads for kampe mellem Frankrig og deres allierede mod Tyskland. Under 2. Verdenskrig invaderede Tyskland Frankrig via Ardennerne i maj 1940, og det var også i Ardennerne i den nordlige del af regionen at Tyskland forsøgte deres sidste, store offensiv i december 1944, som dog slog fejl, og et halv år senere var 2. Verdenskrig slut.

Omdrejningspunkterne for turismen i regionen er primært de historiske steder og gastronomien, og for de fleste en oplagt mulighed for at gå på opdagelse i Champagnedistriktets verdensberømte vine. Vindistriktet Champagne ligger omkring Reims, og det er kun mousserende vine fra dette distrikt der har lov til at bruge betegnelsen ‘champagne’. Derfor kan man man ofte se betegnelsen ‘méthode champenoise’ eller ‘crémant’ på mousserende vine der kommer andre steder fra.

champagneprop

Katedralen i Reims, som jeg efterhånden har omtalt nogle gange her på bloggen, vil være incontournable for de historieinteresserede, alene på grund af dens lange historie med de mange kongesalvelser, men også på grund af den gotiske arkitektur, Du kan se billeder af katedralen her.

Croix Lorraine på Juno Beach (Normandiet)

I den sydlige del af regionen ligger byen Troyes, hvor man kan gå på opdagelse i byens historiske centrum med dens mange bindings-værkshuse, der er flere hundrede år gamle. Tager man route departementale D619 fra Troyes østpå gennem nationalparken Parc naturel régional de la fôret d’Orient, ender man i landsbyen Colombey-les-Deux-Églises i departementet Haute-Marne. Her havde Charles de Gaulle en ejendom, hvortil han trak sig tilbage efter at han forlod fransk politik i 1969, og døde blot 18 måneder senere. I landsbyen ligger i dag et stort museum og dokumentationscenter – Mémorial Charles de Gaulle – med et 44 meter højt Croix Lorraine mindesmærke i parken. Korset, der var symbolet på de frie franske styrker under 2. Verdenskrig, fulgte Charles de Gaulle resten af livet.

 

Har du besøgt Champagne-Ardenneregionen? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet!

God weekend :)

PS: Den store Monet-udstilling åbner på ARoS i Århus i dag – læs mere på bloggen på mandag!

(Billeder: Pixabay.com og privatfoto)