Lorraine

Regionen Lorraine ligger i det nordøstlige Frankrig, hvor den mod øst grænser op til Alsace-regionen, mod syd til Franche-Comté, mod vest til regionen Champagne-Ardenne. Mod nord har regionen landegrænse mod både Belgien, Luxembourg og Tyskland.

Regionen består af departementerne Meurthe-et-Moselle (54), Meuse (55), Moselle (57) og Vosges (88). Regionens hovedby er Metz.

Lorraine-området har, sammen med Alsace, i flere århundreder været en del af det tysk-romerske rige, det som på fransk bliver kaldt le Saint-Empire romain germanique. Det tysk-romerske rige dækkede det meste af Centraleuropa fra Hamborg i nord til Norditalien i syd, og fra Polen og Tjekkiet i øst til den franske grænse mod Tyskland, Schweiz og Italien (som vi kender den i dag), men inklusive Alsace og Lorraine områderne. Det tysk-romerske rige bestod, med skiftende grænser, i omkring 800 år frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvor Napoléon underlagde sig det meste af Europa.

Lorraine-området kom ind under den franske trone i 1766, da Louis XV’s svigerfar, den væltede polske konge Stanislas Leszczynski, som i sin egenskab af den franske konges svigerfar havde fået tildelt området, døde. Under den franske revolution blev de fire departementer dannet, og området var under fransk herredømme indtil det forsmædelige franske nederlag til preusserne i 1870. Ved fredsaftalen mellem Frankrig og Preussen blev både Alsace og Lorraine indlemmet i det tyske kejserrige, og dele af de to områder kom først tilbage til Frankrig i 1918. Ud over at besætte Frankrig i 1940, annekterede Nazityskland det meste af Alsace-Lorraine under 2. Verdenskrig.

Lorraine-regionen ligger godt og vel halvvejs mellem Danmark og Provence, så hvis ikke man tager til området som feriedestination, men blot stopper for en overnatning (eller to), er det en oplagt mulighed at bruge nogle dage på at se regionen nærmere an, inden man fortsætter til Middelhavet.

Lige nord for Metz ligger Thermapolis, et kursted/spa-resort, hvor man kan slappe af  og fornøje sig med diverse vandbehandlinger. Eller kryoterapi, som er deres nyeste tilbud (brrr….). Man kunne også bruge en dag i selve Metz, besøge det historiske centrum eller museet for krigen i 1870. Vest for Metz ligger Verdun, der var skueplads for et af de største slag mellem tyskere og franskmænd under 1. Verdenkrig. Hvis man er til den slags turisme.

Vælger man at køre lidt længere sydpå ad motorvej A31 mod Middelhavet, er Nancy et godt sted at overnatte. Byens nærmest royale centrum er et besøg værd, og har man lidt mere tid til rådighed, kan man tage en tur ud til Château de Lunéville øst for Nancy, hvor ovenfor nævnte svigerfar til Louis XV (Stanislas Leszczynski) holdt hof for oplysningsfilosofferne.

I den sydlige ende af regionen, i departementet Vosges og ikke så langt fra motorvejen, ligger byen Vittel. Jo, det er der mineralvandet, vi køber i flasker, kommer fra. Der ligger et af Frankrigs kendteste kursteder, Vittel Thermes et Spa, hvor man kan få behandlinger for blandt andet urinvejslidelser og gigtlidelser. Man kan også bare bruge en dags tid i spafdelingen, hvis man trænger til lidt afslapning.