Perrault – Eventyr og arkitektur

Forleden, 12. januar for at være helt præcis, fortalte den lille animerede doodle på Googles startside, at Charles Perrault ville være fyldt 388 år. Jeg må sige at jeg blev lidt imponeret, for godt nok bliver berømte personligheder jævnligt ‘fejret’ på Googles forside, men når vi taler om franske forfattere, så er Charles Perrault ikke lige ham, der bliver trukket af stalden først. Vi er helt tilbage i Solkongens, Ludvig d. 14., århundrede: 1600-tallet. Og navnet ‘Charles Perrault’ siger måske ikke de fleste danskere noget. Men hvis jeg nu siger Den lille Rødhætte, Blåskæg, Den bestøvlede kat, Askepot, Tommeliden, Feerne, Prinsessen i den sovende skov, så ved du godt, hvad det drejer sig om.

Charles Perrault var, ud over at være forfatter og medlem af Académie française, også embedsmand i Solkongens administration og tæt på en af kongens mægtigste ministre, Colbert. I slutningen af 1600-tallet begyndte han at nedskrive de mundtligt overleverede historier, eventyr, som typisk blev fortalt af ammer og barnepiger til børnene, og i 1697 udkom de samlet under titlen Contes de ma mère d’Oye (på dansk Gåsemors eventyr). Eventyrene blev hurtigt meget populære, men i starten af 1700-tallet begyndte man i Frankrig i stedet at interessere sig for de orientalske eventyr, da 1001 Nats Eventyr blev oversat til fransk, og Perraults eventyr gled i baggrunden. Først i 1800-tallet blev de genopdaget, og blandt andre Brødrene Grimm gendigtede nogle af dem. Prinsessen i den sovende skov (La belle au bois dormant) blev til Tornerose, og Den lille Rødhætte fik en lykkelig slutning: I Charles Perraults version bliver bedstemor og den lille rødhætte spist af ulven. Punktum. Hos Brødrene Grimm bliver de begge reddet af skovhuggeren, der sprætter ulven op. Og det er Brødrene Grimms versioner af eventyrene, vi kender her i Danmark. I 1860’erne blev en pragtudgave af Perraults eventyr, med illustrationer af  Gustave Doré, udgivet. Den udgave kan købes her på dansk.

Bonusinfo: Når talen falder på Louvre, så tænker vi på pladsen med pyramiden, der er omkranset af de 2 lange øst-vestgående fløje. Men Louvres facade mod øst med den lange kolonnade er mindst lige så seværdig. Charles Perraults bror, Claude Perrault, er arkitekten bag den lange kolonnade med dobbeltsøjlerne. Opgaven fik han efter at Charles havde lagt et godt ord ind for ham overfor Kongen og Colbert, mens den berømte arkitekt og billedhugger Bernini, som mange Rom-farende kender fra hans arbejder i Rom og særligt Peterskirken (blandt andet baldakinen over det centrale alter), blev forbigået i den anledning.

Louvres facade mod øst (gravering fra Jean Mariette: L’Architecture francoise (Paris, 1738))

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *