Det er en noget kryptisk overskrift i dag, men bag den gemmer sig noget ret enkelt og ganske praktisk:
App’en SAIP, som det franske indenrigsministerium lancerede i sidste uge op til åbningen af Euro 2016, er en tilføjelse til det allerede eksisterende beredskab – Système d’Alerte et d’Information des Populations – som advarer befolkningen ved hjælp af sirener, radiomeddelelser osv. Nøjagtig, som vi kender det fra det danske beredskab.
App’en er i medierne blevet blæst op til primært at være en terror-app. Det kan man OGSÅ blive advaret imod, idet app’en er blevet udviklet i kølvandet på terrorangrebene i Paris i november sidste år. Men via app’en kan myndighederne ligeledes advare mod atomudslip, oversvømmelser og andre potentielt truende begivenheder for offentligheden. Man kan enten tillade app’en at få adgang til sin geografiske placering, det der hedder geolokalisation, eller man kan vælge at indtaste information om op til otte geografiske zoner (i Frankrig) som man ønsker at følge. Man kan også vælge begge muligheder samtidig, og i tilfælde af advarsler vil man i begge tilfælde få oplysninger direkte på sin telefon om, hvordan man skal forholde sig.
App’en er lavet på både fransk og engelsk. Som man blandt andet kan læse af anmeldelserne på App Store og Google Play har der den første uge været en del sprogforbistringer. Nogle har ikke kunnet vælge om de downloadede den ene eller den anden sprogversion, andre synes det kunne være praktisk om man kan skifte mellem de to. Det franske indenrigsministerium skriver på deres hjemmeside at der løbende arbejdes på udvikling og opdateringer. Lige nu er app’en ret simpel, så de sproglige ting og flere funktioner vil sikkert komme løbende.
Ifølge en terrorforsker som Berlingske har interviewet kan sådan en app skabe både sikkerhed og usikkerhed for folk. Sikkerhed fordi man bibringes en følelse af tryghed, usikkerhed fordi man hele tiden frygter at noget skal ske.
Spørgsmålet er i lige så høj grad, om de franske myndigheder henter noget i de telefoner, hvor app’en er installeret? Er det det, brugerne “betaler” med? En følelse af sikkerhed mod at de franske myndigheder ikke bare ved, hvor du er, men også har adgang til din telefons indhold…?
App’en er gratis og kan hentes via App Store (iPhone) eller Google Play (Android).
Seneste kommentarer