Den lille Prins

Filmen Den lille Prins havde dansk premiere i går. Det er en udmærket film, men hvis du tror den (kun) handler om Saint-Exupérys Le petit Prince, så læs med her.

Der er lige to ting, vi allerførst skal have på plads:

  1. Antoine de Saint-Exupérys fortælling om Den lille Prins er for franskmændene, hvad H. C. Andersens eventyr er for danskerne.
  2. Disneys version af Den lille Havfrue er ikke det samme som H. C. Andersens eventyr om Den lille Havfrue. På samme måde forholder det sig med denne amerikaniserede version af Den lille Prins. Den er løst bygget over Saint-Exupérys historie, men digter videre. Meget videre. Lidt for langt, synes jeg…

Fortællingen om den lille prins er ‘kun’ indlejret i filmens overordnede historie om en lille pige, hvis mor forbereder hende på at blive optaget på en meget prestigefyldt skole. Planen for hendes forberedelse er minutiøst lagt i et dag/uge/månedsskema, der ikke levner nogen tid overhovedet til leg eller kreativitet. Men naboen til det hus, de er flyttet ind i, er en gammel mand, der har en tilvokset have med et gammelt rødt dobbeltdækkerfly. Han ser den lille pige studere hårdt, men får gradvist hendes opmærksomhed med sin historie om den lille prins, som han mødte i ørkenen for mange år siden, da han forulykkede med sit fly(!).

Deres venskab udvikler sig, og den lille pige får langsomt øjnene op for at der er andet i livet end hårdt arbejde og en skemalagt dag. Da den gamle mand bliver indlagt på hospitalet drager den lille pige ud i verden for at lede efter den lille prins, for den gamle mand har brug for ham. Hun finder den lille prins som en ung mand i et arbejdsmiljø, der får tankerne (mine, ihvertfald) ledt hen på Pink Floyds The Wall. Og her synes jeg, filmen kammer over.

Det hele ender dog i fryd og gammen, hvor den lille prins er tilbage på sin asteroide, og både pigen og hendes hårdtarbejdende, gennemstrukturerede mor har fået øjnene op for at livet er andet end en effektiv, skemalagt hverdag.

Visuelt er filmen flot lavet. Pigens verden er computeranimeret, mens sekvenserne når den gamle mand fortæller om den lille prins er stop-motion animation, der forsøger at efterligne Saint-Exupérys egne, originale akvareltegninger. Voksenverdenen er holdt i meget nedtonede, gråblå nuancer, mens den lille prins’ verden og den gamle mands hus og have er farverige og solbeskinnede.

Jeg synes mindre godt om den amerikanske måde at skære tingene så meget ud i pap, at selv en to-årig vil kunne se, at filmens voksenverden ikke er rar, og at den lille prins’ og den gamle mands verden er sjove og dejlige steder at være. Det er en vanvittig karikeret voksenverden, filmen formidler.

Jeg sidder tilbage med et indtryk af, at filmen bliver til en Peter Pan historie om aldrig at blive rigtig voksen og huske at lege og være et barn. Nuancerne og poesien i Saint-Exupérys fortælling og hans livsfilosofi om kærlighed, venskab og nærvær forsvinder i filmen. Rosen, ræven, slangen, den forfængelige mand, kongen og forretningsmanden er også med i filmen, men de får helt andre roller end hos Saint-Exupéry.

Du kan sagtens tage (børne)børnene med ind og se den. Men regn ikke med, at det er en introduktion til Saint-Exupérys fortælling. For det er filmen ikke. Det er en udmærket film, hvis man lige holder sig de ting, jeg nævnte i starten, for øje. Men det er ikke Saint-Exupérys klassiker der bliver fortalt. Læs i stedet historien for ungerne, inden I tager ind og ser filmen. Så de kender den rigtige historie. Den lille Prins er udgivet i dansk oversættelse på forlaget Lindhardt & Ringhof.

Filmen er instrueret af Mark Osborne, der stod bag Kung Fu Panda. Aldersgrænsen er 7 år og det er forståeligt, for der er nogle lidt voldsomme scener i den sidste halve time.

Filmen havde dansk biografpremiere torsdag d. 9. juni.