Vi kender allesammen lyden af rådhusklokkerne på Københavns rådhus. Dem, vi indtil for nogle år siden hørte lige inden middagsradioavisen. Eller Nytårsaften, når klokken slår midnat. Mange danske rådhuse har klokker, eller måske ligefrem et klokkespil. Kirkeklokker er vi også vant til at høre. Måske bor du endda så tæt på en kirke, at kirkeklokkerne fortæller dig, hvad tid på dagen det er?
Men har du nogensinde overvejet, hvordan sådan nogle klokker bliver lavet?
På den vestlige side af Annecy-søen i den lille by Sévrier, mellem landevejen og selve søen, ligger en blå, men ellers ret anonym fabriksbygning, der ikke gør meget væsen af sig. Hver dag, når vi sad og fik morgenkaffe på terrassen halvvejs oppe på bjerget, kunne vi høre et klokkespil. Men der var ingen kirker i nærheden, og lyden kom nede fra landevejen. En dag, vi var på vej ud af vores sædvanlige supermarked, kunne vi igen høre det, så vi begyndte at gå efter lyden. Midt mellem en Renaultforhandler og en slagter fandt vi klokkespillet, der står foran den blå bygning. La fonderie Paccard er et klokkestøberi, hvor 7. generation i familien i dag styrer virksomheden, der blev grundlagt i 1796. Ved støberiet er der indrettet et lille museum, hvor man kan blive klogere på, hvordan klokker kommer til verden. Den diskrete museumsbygning rummer fortællingen om mere end 200 års passion for et helt særligt håndværk.
Udstillingen tager tilskueren gennem hele processen med at støbe en klokke. Fra de første skitser på papir, til udformningen af støbeformen, som det smeltede metal skal hældes ned i, og videre til selve støbningen, afkølingen og nedbrydningen af den unikke støbeform der efterlader den færdige klokke, der til slut poleres og stemmes.
Det, jeg fandt mest overraskende er, at selve støbningen af klokken kun tager en brøkdel af den tid, hele processen tager. Opbygningen af støbeformen kan tage uger eller endda måneder, afhængig af klokkens størrelse. Når selve støbeformen er klar, sættes inskriptioner og afbildninger på, og til sidst pudses den af. Herefter kan metallet smeltes og hældes i.
I april 1998 fik Paccard-støberiet ordren på verdens største klokke en volée (dvs der svinger på en klokkestol – beffroi på fransk). En amerikansk rigmand fra Kentucky bestilte en fredsklokke på 33 tons, der skulle ringe det nye årtusinde ind nytårsnat 1999-2000 i Newport, Cincinatti. Arbejdet med den store støbeform gik straks i gang, men først i december 1998 blev den store klokke støbt. Det tog kun syv (7!) minutter at hælde de 33 tons stål ned i formen. Hele historien bliver fortalt i en lille film, som også kan ses på museet. Det er meget fascinerende.
Fonderie Paccard har gennem de seneste 220 år støbt klokker og klokkespil til – blandt mange andre – katedralen i Rouen, hvor den største klokke er døbt Jeanne d’Arc og vejer 16 tons, og til Sacré Coeur-kirken i Paris, hvor Frankrigs største kirkeklokke – La Savoyarde – på næsten 19 tons hænger. Det store klokkespil med 70 klokker i La sainte Chapelle i Hertugernes slot i Chambéry er også fra Paccard, og såmænd også klokkespillet i byen Bergues’ kirketårn.
Bergues??? Ja, du ved kirketårnet med klokkespillet, der spiller en vigtig rolle i filmen Bienvenue chez les ch’tis.
INFO: Museet har åbent hele året rundt mandag til lørdag, samt søndag eftermiddag. Museet åbner klokken 10.00, og lukker kl. 18.00 (18.30 i juli og august). Fredag, lørdag, søndag og helligdage er det desuden muligt at få en rundvisning i støberiets værksteder. Billetpris: 6,50€ (voksen). Der gives jævnligt klokkespilskoncerter i museet. Du kan læse meget mere om støberiet og museet på Paccards hjemmeside HER.
Seneste kommentarer