Augustfilm i biografen

biografen

Ligger du stadig i hængekøjen? Eller er du bare træt af det halvdårlige vejr? Der er også franske film og premierer i biograferne i august, så det er bare med at komme afsted!

I går var der Danmarkspremiere på filmen Monsieur Chocolat. Filmen har Omar Sy i den ene af hovedrollerne, og James Thierrée, der er barnebarn af Charlie Chaplin, i den anden. Filmen spiller i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, nogle af Nordisk Films biografer og andre af de mindre biografer rundt om i landet.

Du kan stadig nå at se De gyldne år (Trois souvenirs de ma jeunesse), der spiller i Grandteatret i København, og i Øst for Paradis spiller Det spritnye Testamente (Le tout nouveau testament) også endnu. Begge film spiller ihvertfald en uge mere.

Franske Film Mandage holder stadig sommerferie, men filmen Hermelinen (l’Hermine), der var på programmet i foråret, får dansk filmpremiere 4. august i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, nogle af Nordisk Films biografer og andre af de mindre biografer rundt om i landet. I hovedrollerne ses Fabrice Luchini og vores egen Sidse Babett-Knudsen, der vandt en pris for sin rolle i filmen ved César-uddelingen i februar.

Den 15. august er der premiere på endnu en fransk film i Grandteatret i København. Tout s’accelère er en tankevækkende film om, hvordan verden går stadig stærkere, og om, hvor længe vi vil kunne blive ved med at følge med, når selv børn kan se, at det går for stærkt.

Cinemateket har et vidtspændende og internationalt program også i august, men fokus er ikke så meget på fransk film og kultur den kommende måned. Månedens film i august er dog fransk, nemlig filmen Fatima fra 2015 af instruktøren Philippe Faucon. Her kan du se Cinematekets fulde program for august.

God weekend :)!