L’Hermine (Hermelinen)

hermelinen-lhermineFilmen L’Hermine (Hermelinen) med Fabrice Luchini og Sidse Babett Knudsen i de bærende roller, er ikke bare eet, men to stille dramaer, der kører parallelt filmen igennem.

I provinsretssalen i den lille by Saint-Omer i det nordlige Frankrig skal endnu en nævningesag til at tage sin begyndelse. Retsformanden Michel Racine (Fabrice Luchini) har influenza, er mere gnaven end sædvanlig, og hans læge har beordret ham sengeliggende. Alligevel sidder han i sin retssal, da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret (Sidse Babett Knudsen) træder ind som den sidste af de valgte nævninge. Herfra starter to stille, men intense dramaer, som udvikles i løbet af filmen.

Michel Racine er kendt som en hård dommer, der ikke uddeler straffe under 10 år. Han er frygtet af de tiltalte, og blandt advokaterne og hans meddommere har han ry for at være følelseskold. Han er også professionel til fingerspidserne, og på trods af at konen har smidt ham ud og han bor midlertidigt på hotel, og på trods af en slem influenza med høj feber, møder han op i sin retssal, hvor en ung far er på anklagebænken for at have sparket sit 7 måneder gamle barn ihjel. Den unge mor sidder ved siden af sin advokat som den forurettede i sagen.

Da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret træder frem som den sidste nævning i den lodtrækning, der finder sted, genkender Racine hende. Men det er først efter en lang dags retsmøde at vi får løftet den første flig af deres forhistorie. Og vi må vente til efter anden dags retsmøde for at få fortsættelsen, og til efter tredie dags retsmøde og votering på at få slutningen. Som måske bliver en begyndelse.

Det ene drama udspilles i retssalen. En scene, hvor alle har foruddefinerede roller: Retsformanden, hans meddommere, den tiltalte, den forurettede, vidnerne, nævningene, tilskuerne. Handlingen er oprulningen af sagen. Har den knugede, dybt berørte unge far virkelig slået sit barn ihjel, eller er der andre forhold, der spiller ind?

I kulissen, bag scenen, spiller det stille drama mellem Racine og den kvinde, hvis smilende øjne var det første han så, da han vågnede efter en operation (og helt ærligt: hvem bliver ikke varm når Sidse Babett Knudsen skruer op for smilet?). De to har nogle tråde, de skal have redet ud.

Det er ikke tilfældigt, at han hedder Racine (jeg tror heller ikke det er tilfældigt, at hun hedder Ditte…). Det er ikke tilfældigt, at han har et rødt halstørklæde og at hun bærer en rød frakke. Det er ikke tilfældigt, at hun i filmens slutscene bærer en blå jakke, og hans orden med det blå bånd, som han bærer i sin dommerkappes hermelinkant, kommer i fokus (han er Officier de l’Ordre National du Mérite). Dramaerne i denne film ligger i detaljerne: I et skævt smil, en bevægelse, et usikkert blik eller i to blikke der mødes.

Det er fransk film når den er bedst. Underspillet og nærværende.

 L’Hermine spiller i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, i flere mindre biografer rundt om i landet samt i nogle af Nordisk Films biografer.

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *