la-fille-de-brest-affiche-haut-et-court-distr

Sidse Babett Knudsen i ny fransk film

I onsdags – 23. november – havde en ny fransk film med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen fransk premiere.

La Fille de Brest er instrueret af Emmanuelle Bercot og er baseret på virkelige begivenheder.

En lungelæge på hospitalet i Brest opdager, at der er en sammenhæng mellem dødsfald på hospitalet og indtagelsen af lægemidlet Mediator, der var udbredt brugt i behandlingen af diabetes i Frankrig midt i 00erne. Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen som Irène Frachon, lungelægen der opdager, at der er en sammenhæng mellem dødsfaldene og lægemidlet. Vi følger hende fra den første, lille mistanke og til sagen eksploderer og bliver en offentlig medicinalskandale.

Filmen er baseret på den bog, som virkelighedens Irène Frachon skrev i kølvandet på sin kamp for at få forbudt benflourex, der er det aktive stof i lægemidlet Mediator, og som var mistænkt for at forårsage hjertestop hos patienterne. Man antager at op til 2000 patienter døde som følge af brugen af Mediator. Frachon gennemførte sine egne, videnskabelige tests, der bekræftede hendes mistanke. Men der er mange penge og magtfulde firmaer i medicinalindustrien, og de offentlige medicinalovervågningsinstanser tøvede med at offentliggøre sagen. Da Frachons bog Mediator 150mg – Combien de morts ? udkom i 2010 anlagde medicinalfirmaet Servier, der producerede og solgte millioner af Mediatorpiller i perioden 1976-2009, sag mod hende for injurier.

Det er de begivenheder, filmens handling er bygget over.

Hvad siger kritikerne?

Filmen er blevet overvejende godt modtaget af kritikerne, og særligt Sidse Babett Knudsen er blevet filmdarling i det franske. Franskmændene kender hende fra Borgen, og især fra l’Hermine fra sidste år, hvor hun spiller overfor Fabrice Luchini. En birolle hun vandt en César for. Nogle af anmeldelserne har en lille sten i skoen over hendes danske accent i et ellers flot fransk, men der er også enighed om at hendes charme og skuespil så langt overskygger den danske accent.

Mon ikke vi inden længe ser La Fille de Brest i danske biografer?

Filmplakat fra distributøren Haut et Court

 

Måske vil du også synes om:

L’Hermine (Hermelinen)

hermelinen-lhermineFilmen L’Hermine (Hermelinen) med Fabrice Luchini og Sidse Babett Knudsen i de bærende roller, er ikke bare eet, men to stille dramaer, der kører parallelt filmen igennem.

I provinsretssalen i den lille by Saint-Omer i det nordlige Frankrig skal endnu en nævningesag til at tage sin begyndelse. Retsformanden Michel Racine (Fabrice Luchini) har influenza, er mere gnaven end sædvanlig, og hans læge har beordret ham sengeliggende. Alligevel sidder han i sin retssal, da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret (Sidse Babett Knudsen) træder ind som den sidste af de valgte nævninge. Herfra starter to stille, men intense dramaer, som udvikles i løbet af filmen.

Michel Racine er kendt som en hård dommer, der ikke uddeler straffe under 10 år. Han er frygtet af de tiltalte, og blandt advokaterne og hans meddommere har han ry for at være følelseskold. Han er også professionel til fingerspidserne, og på trods af at konen har smidt ham ud og han bor midlertidigt på hotel, og på trods af en slem influenza med høj feber, møder han op i sin retssal, hvor en ung far er på anklagebænken for at have sparket sit 7 måneder gamle barn ihjel. Den unge mor sidder ved siden af sin advokat som den forurettede i sagen.

Da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret træder frem som den sidste nævning i den lodtrækning, der finder sted, genkender Racine hende. Men det er først efter en lang dags retsmøde at vi får løftet den første flig af deres forhistorie. Og vi må vente til efter anden dags retsmøde for at få fortsættelsen, og til efter tredie dags retsmøde og votering på at få slutningen. Som måske bliver en begyndelse.

Det ene drama udspilles i retssalen. En scene, hvor alle har foruddefinerede roller: Retsformanden, hans meddommere, den tiltalte, den forurettede, vidnerne, nævningene, tilskuerne. Handlingen er oprulningen af sagen. Har den knugede, dybt berørte unge far virkelig slået sit barn ihjel, eller er der andre forhold, der spiller ind?

I kulissen, bag scenen, spiller det stille drama mellem Racine og den kvinde, hvis smilende øjne var det første han så, da han vågnede efter en operation (og helt ærligt: hvem bliver ikke varm når Sidse Babett Knudsen skruer op for smilet?). De to har nogle tråde, de skal have redet ud.

Det er ikke tilfældigt, at han hedder Racine (jeg tror heller ikke det er tilfældigt, at hun hedder Ditte…). Det er ikke tilfældigt, at han har et rødt halstørklæde og at hun bærer en rød frakke. Det er ikke tilfældigt, at hun i filmens slutscene bærer en blå jakke, og hans orden med det blå bånd, som han bærer i sin dommerkappes hermelinkant, kommer i fokus (han er Officier de l’Ordre National du Mérite). Dramaerne i denne film ligger i detaljerne: I et skævt smil, en bevægelse, et usikkert blik eller i to blikke der mødes.

Det er fransk film når den er bedst. Underspillet og nærværende.

 L’Hermine spiller i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, i flere mindre biografer rundt om i landet samt i nogle af Nordisk Films biografer.

Måske vil du også synes om: