Vejret skifter ofte i bjergene, og det kan godt betale sig at holde et vågent øje med vejrudsigten for lokalområdet. Som Kæreste gjorde, den dag vi skulle op på Aiguille du Midi, eller da vi udforskede La Route des Grandes Alpes. Men når bjergene har trukket de regntunge skyer godt og grundigt ned over ørerne er der ikke så meget ved at køre op i højderne. Det ved de også godt på Annecys turistbureau, hvor de har samlet en lang række ideer til, hvad man kan lave, hvis skyerne hænger lavt og det regner.
Vi havde en tre-fire dage, hvor vejret ikke var optimalt. En af dagene tog vi på opdagelse i le Massif des Bauges, som er det bjergmassiv, der ligger mellem Annecy-søen og Chambéry, Aix-les-Bains og Lac du Bourget. Området er også klassificeret som nationalpark. I de små landsbyer i bjergmassivet bor de lokale, hvor de lever af landbrug, husdyrdrift og ostefremstilling. Blandt andet den lækre Tome des Bauges, som kun laves her. I bjergmassivet kan man gå lange vandreture, teste sin cykelform op til Crêt de Châtillon i 1670 meters højde, eller gå på jagt efter nogle af de grotter, der ligger i området. Hvis man gerne vil væk fra de turistede områder i Annecy by og de små byer omkring søen, så er Massif des Bauges et godt sted at tage hen.
Vi endte på en lokal restaurant i Lescheraines, hvor vi fik frokost. Dagens menu med tre retter for 13€ per næse. Hovedretten var tartiflette au reblochon, en af egnsretterne her i Savoyen. Det er i store træk flødestuvede kartofler med lardons (baconstykker), og med gratineret reblochon-ost ovenpå. Lokalt, enkelt og virkelig smagfuldt!
Jeg har altid været fascineret af de underjordiske huler man kan finde i bjergområder, og det er som regel noget af det, jeg kigger efter, når vi planlægger en ferie der inkluderer bjerge. Der er flere større grotter i bjergene omkring Annecy, og på en af regnvejrdagene besøgte vi les grottes du Cerdon, som ligger godt 16 kilometer sydvest for byen Nantua, og godt en times kørsel vest for Annecy.
Man kan kun komme ned i grotten med en guide, og turen tager cirka en times tid. Den snævre underjordiske hule med både stalagmitter og stalaktitter er skabt af en underjordisk flod under istiden, og munder ud i en kæmpestor grotte. Her kan man enten kan gå op til overfladen igen, eller fortsætte gennem det kæmpestore galleri ned igennem endnu en smal passage, der munder ud i en klippeafsats med vid udsigt over Cerdon-dalen. På jordoverfladen omkring grotten er der lavet en park med aktiviteter for børn, hvor de kan lære mere om istiden og de forhistoriske mennesker, så det er en udflugt som både voksne og børn har fornøjelse af.
Og når sol og regn veksler i bjergene kan man være heldig at se, hvor regnbuen begynder – eller ender – på klippen lige overfor, hvor vi boede.
Seneste kommentarer