Der er masser af franske film i biograferne i november, hvor særligt Cinemateket er stedet for frankofile filmelskere denne måned. Under filmfestivalen CPH PIX vises (stort set) dagligt franske film, så for de heldige, der bor i København og omegn, er det bare med at komme afsted.
Franske Film Mandage kører stadig i både Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, og et par af de film, der blev vist i oktober måneds program, får nu ordinær premiere flere steder i landet. Her får du en oversigt over de franske film, der bliver vist i biograferne i november. Hvis jeg har overset nogen, så giv endelig lyd i kommentarfeltet!
Franske Film Mandage
7. november: Quand on a 17 ans med Kacey Mottet Klein, Sandrine Kiberlain og Corentin Fila. Filmen er instrueret af André Téchiné. Vær opmærksom på at den kun spiller i Grand Teatret i København.
14. november: Les Cowboys med blandt andre François Damiens, Finnegan Oldfield, Agathe Dronne og John C. Reilly. Filmen er instrueret af Thomas Bidegain, og spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret.
21. november: Bang Gang (A Modern Love Story) med blandt andre Finnegan Oldfield, Marilyn Lima og Lorenzo Lefebvre. Filmen er instrueret af Eva Husson. Spiller i Øst for Paradis og Grand Teatret.
28. november: Médecin de campagne (Lægen fra Chaussy). Med François Cluzet (ham fra De Urørlige…), Marianne Denicourt, Christophe Odent, Patrick Descamps og Guy Faucher. Filmen er instrueret af Thomas Lilti. Kan ses både i Øst for Paradis og Grand Teatret.
Andre franske film i november
Derudover har Kieslowski-filmen Blanc (Hvid), den anden af de tre film i trilogien Bleu / Blanc / Rouge, ordinær premiere 10. november i Øst for Paradis, Grand Teatret og enkelte andre biografer landet over.
17. november har filmen l’Avenir (Dagen i morgen), som blev vist i forbindelse med Franske Film Mandage i oktober, ordinær premiere i både Øst for Paradis, Grand Teatret, flere mindre biografer samt i flere af Nordisk Films biografer landet over. Filmen er instrueret af Mia Hansen-Løve, og i hovedrollerne ses Isabelle Huppert, André Marcon, Roman Kolinka og Edith Scob.
Cinemateket
CPH PIX er, i følge Cinemateket selv, årets største filmfestival, med mere end 200 spillefilm på programmet. Filmfestivalen løber frem til 9. november, og der er adskillige, franske film på programmet, blandt andre Land legs, der spiller 1. november, Staying vertical (2. november), Miss Impossible (3. november), Le Parc (4. november) og Quand on a 17 ans, (6. november). Her kan du se CPH PIX’ fulde program i Cinemateket.
17. november viser Cinemateket Un long dimanche de fiancailles med Audrey Tatou i hovedrollen. Inden filmen serveres cocktails og en menu, der er inkluderet i billetprisen.
26. november vises Kieslowskis’ Bleu (BLÅ), og 29. november er der to filmforevisninger af den franske instruktør Jean Vigo, under temaet Jean Vigo og 30’ernes Frankrig. Aftenen indledes med et foredrag, der sætter Jean Vigo og hans film ind i en kunst- og socialhistorisk kontekst.
Seneste kommentarer