Da jeg boede i Frankrig i 1986 var der ikke noget, der hed “internettet”. En “mobiltelefon” var noget, der vejede en million kilo eller deromkring, fordi batteriet vejede mere end selve telefonen. Kun få mennesker, som for eksempel kørende sælgere eller teknikere, havde måske sådan en med i bilen.
Jeg skrev breve i hånden til familie og venner, og besøgte posthuset i Saint-Émilion et par gange om ugen. Postbuddet vidste, hvor den danske pige i byen hørte til, så når der var post til mig, blev det altid leveret til min au-pair fars forretning, hvor hans firmapost og familiens private post også blev leveret, selvom vi boede i udkanten af byen.
Når jeg ind imellem havde brug for lidt ekstra penge hjemmefra, skrev min far en check, puttede den i en kuvert og sendte den til Frankrig. Jeg havde en fast aftale med mine forældre om, at de ringede hver anden søndag formiddag på et bestemt tidspunkt, så vi kunne snakke i cirka ti minutter. Ikke mere, for det kostede adskillige kroner i minuttet at ringe fra Danmark til Frankrig…
Alle disse ting kom jeg i tanke om i går, da ældstebarnet skrev til mig, om ikke jeg lige kunne sende et par billeder af hende, da hun var i Legoland som barn. Helst så hurtigt som muligt og helst senest i dag.
Hun skrev til mig online på Messenger, så jeg havde hendes spørgsmål på min smartphone i det sekund, hun trykkede på ‘send’. Idet jeg sendte hende et billede retur på Messenger af den julepynt, jeg var i fuld gang med, spurgte jeg hende, om det kunne vente et par timer. En times tid senere havde jeg fundet de ønskede billeder. Men de var af den gamle slags på papir. Så med min telefon tog jeg billeder af papirbillederne, og i løbet af et kvarter havde jeg sendt dem til hende på email. En arbejdsgang der ville have taget mindst et par uger, hvis jeg havde bedt mine forældre om det samme i 1986.
Det er den slags oplevelser der understreger for mig, at internettet har gjort verden meget mindre. Selvom ældstebarnet bor i Singapore, er det ikke nogen hindring for, at vi er i daglig kontakt og stadig kan følge med i hinandens liv. Og checks bruger vi heller ikke længere. I dag hedder det en straksoverførsel på netbank.
Hej Jette.
Jeg blev lidt nostalgisk, da jeg læste artiklen om din tid som au-pair i Frankrig.
Kom i tanke om dengang vi købte hus i Frankrig i 2000 – som jeg i grunden ikke synes er særlig længe siden.
Når vi tog på ferie dernede, købte vi et kort hos TDC, hvorefter vi kunne ringe hjem fra en mønttelefon. Vi skulle først indtaste en meget lang talkode for derefter at få en klartone, så vi kunne taste modtagerens nummer i Danmark. Det skal bemærkes, at vores hus ikke havde telefon eller tv, men dog en radio. Den tidligere ejer fortalte, at vi kunne tage noget dansk radio via kortbølgekanalen, men særlig spændende var det dog ikke.
Nu er der gået 17 år, og når vi er i huset kan vi råde over fladskærms tv med 26 franske kanaler, fastnettelefon, 2 mobiler, 2 computere, i-pad og selvfølgelig med indlagt internet adgang. Og det bør tilføjes, at telefonboksen i vores lille by er nedlagt!
Gad vide hvad der er sket om yderligere 17 år?
Hej Mogens,
Jeg kan godt huske de TDC-kort – vi brugte dem når vi var på sommerferie og skulle ringe hjem :)
Jeg undlod bevidst at bruge ordet ‘sentimental’ i indlægget, men jeg kunne lige i et glimt se udviklingen fra da jeg var afsted, til hende det lille tre-årige pus på billedet i dag bor som 24-årig i Singapore og vi kan kommunikere på en måde, som vist ingen af os havde forestillet os for bare 10-15 år siden :)