Indvielse af Lascaux 4

I lørdags indviede præsident François Hollande den nye, fuldstændige kopi i 1:1 af Lascaux-grotten. Fra på torsdag den 15. december åbnes der for offentligheden. Kopien kaldes Lascaux 4, fordi det er den tredje kopi – eller delvise kopi – af den originale grotte, Lascaux 1.

Den berømte Lascaux-grotte, der ligger i departementet Dordogne i det sydvestlige Frankrig, blev opdaget ved et tilfælde i 1940. Efter 2. Verdenskrig blev den åbnet for offentligheden, men det viste sig relativt hurtigt, at de mange besøgende i grotten forstyrrede det mikroklima, der havde bevaret de enestående hulemalerier i omkring 18.000 år. Malerierne begyndte langsomt at blive angrebet og nedbrudt af fugt og alger, og i 1963 lukkede den daværende kulturminister, André Malraux, grotten for offentligheden.

Mens arbejdet med at forsøge at reetablere mikroklimaet i grotten, der betragtes som hulemaleriernes Versailles, stod på, påbegyndte man en kopi af en del af grotten, som kunne udstilles for offentligheden. Denne første delkopi af grotten blev kaldt Lascaux 2, og åbnede i 1983. I 2009 åbnede Lascaux 3, som var en kopi af dele af grotten, der ikke var omfattet af Lascaux 2.

Og nu står Lascaux 4, en komplet kopi af hele Lascaux-grotten i naturlig størrelse, klar til at offentligheden kan se den i et helt nyt museumscenter for hulemalerier og forhistorisk tid. Det nye udstillingscenters scenografi er indrettet af Casson Mann fra London, der også har indrettet den permanente udstilling i La Cité du Vin i Bordeaux.

Her kan du læse mere om Lascaux 4 projektet og bygningen af det forhistoriske museumscenter. I videoen ovenfor kan du ved hjælp af museklik panorere 360 grader rundt i billederne.

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *