Når virkeligheden overgår fantasien #2

Jeg tænkte, at I måske gerne ville høre afslutningen på den ret utrolige historie om min telefon, der dukkede op på le Bureau des Objets Trouvés en måned efter at jeg mistede den i Paris?

Mange tilbød at hjælpe, og en tilbød endda at springe på et fly for at hente den til mig på en endagstur! (Claus, man tager ikke til Paris på endagstur! Man tager kæresten sin under armen og bruger mindst tre dage der. Giv lyd, så skal jeg lave et program til jer 😊)

Med gode menneskers mellemkomst (TAK, Charlotte ❤️) blev telefonen afhentet på Paris’ hittegodskontor og sendt til Danmark. Den 13. december, præcis to måneder efter jeg mistede den, var den hjemme igen her på matriklen.

Den så ud præcis, som da jeg tabte den. Ingen ridser eller skrammer på telefonen. Ingen spor af vand eller slid på det sorte lædercover. Det er fuldstændig som om den, der har fundet den, har passet godt på den.

Og så er det, jeg ikke kan lade være med at spekulere: Hvem har passet så godt på den? Hvorfor har de ikke kontaktet mig? Var det den clochard, vi passerede på Boulevard Maillot, inden jeg opdagede jeg havde tabt telefonen, der fandt den? Var det ham, der tog telefonen, da Kæreste begyndte at ringe til den, fordi jeg var for oprevet? Blev han febrilsk og bange, fordi der blev talt engelsk? Var det derfor, han slukkede telefonen? Er det ham, der har passet på den i en måned, mens han vred sin hjerne for, hvordan han kunne få den afleveret uden at blive anklaget for tyveri? Måske har nogen fortalt ham, at man kan lægge fundne ting i postkassen, og så sørger postvæsnet for at indlevere dem til hittegodskontoret?

Jeg ved det ikke. Og jeg får det nok heller aldrig at vide. Men jeg har lært nogle ting af hele historien:

  • Medarbejderne på Paris’ hittegodskontor er omhyggelige og tager sig tid til at svare på mails, på trods af 6-700 nye sager hver dag.
  • Funktionen ‘Find min iPhone’ virker i dén grad! Min telefon var offline siden den blev slukket den dag, jeg mistede den. Da jeg fik den tilbage og tændte den, bimlede og bamlede det, og beskeden, jeg havde indtastet, stod på skærmen. Den forsvandt ikke, før jeg gik på iCloud og annullerede det. Samtidig fik jeg en email med den præcise adresse på, hvor telefonen befandt sig (i dette tilfælde her på matriklen). Det gør den ubrugelig for enhver, der uretmæssigt ville have forsøgt at bruge den.
  • Der er altid nogle, der er klar til at hjælpe. Man skal bare bede om det.
  • Ærlige mennesker, der afleverer fundne ting, findes alle steder.

Måske vil du også synes om:

Når virkeligheden overgår fantasien

For godt et år siden postede en af mine Facebook-venner denne engelsksprogede artikel om et af de skjulte, magiske steder i Paris: Le Bureau des objets trouvés. Hittegodskontoret i Paris. Dengang prøvede jeg Læs mere

Måske vil du også synes om:

De franske rundkørsler

Hvis du synes, at du har passeret mange rundkørsler under årets ferie i Frankrig, så er der noget om snakken. Franskmændene har ikke bare opfundet den cirkulære trafikregulering, landet har også noget nær verdensrekord i antal rundkørsler.

“Jeg gider ikke flere rundkørsler!!!” hylede Ældstebarnet på bagsædet.

Efter næsten et døgns kørsel var vi tæt på den campingplads i Cap d’Agde ved Sète, som vi skulle bo på de næste to uger. Ungerne var trætte af at køre, og det sidste stykke fra motorvejen til campingpladsen forekom at være en uendelig række af rundkørsler. Hver gang vi drejede i en rundkørsel, bumpede de småsovende hoveder ind i hinanden på bagsædet. Det er 15 år siden, og Ældsten husker det stadig.

De franske rundkørsler.

Selv om det ikke kan verificeres, at Frankrig er det land i verden, der har flest rundkørsler, så vurderes det, at der findes mellem 30.000 og 50.000 rundkørsler i landet. Rundkørslen er en fransk opfindelse fra bilens barndom, hvor en fransk byplanlægger ikke var sen til forstå sikkerhedsaspektet i en rundkørsel frem for et almindeligt vejkryds. Men hvor der i starten var en regel om højre vigepligt i de franske rundkørsler – så dem, der kørte i rundkørslen skulle holde tilbage for dem, der gerne ville ind (og det er stadig reglen i Paris!) – så var det englænderne, der fandt ud af, at det fik trafikken til at glide nemmere, hvis det var dem, der gerne ville ind i rundkørslen, der havde vigepligten. Samtidig falder uheldsraten betragteligt i forhold til et vejkryds. Og så er fordelen, at hvis der ikke er noget trafik, kan man køre lige igennem, i stedet for at skulle vente på grønt lys.

“Var det en dobbelt rundkørsel, vi lige passerede der?” spurgte jeg en smule vantro Kæreste, da vi var på vej tilbage efter en tur ud til spidsen af Quiberon-halvøen. Det var det.  I løbet af vores ferie havde jeg fået en ret klar fornemmelse af, at der kommet flere rundkørsler til i det franske. Men det var alligevel første gang, at vi havde passeret en dobbelt af slagsen.

Rundkørsler er blevet et prestigeprojekt for de franske kommuner. Efterhånden har enhver kommune – stor som lille – mindst en rundkørsel. Og de senere år er det ikke længere nok ‘bare’ at have en eller flere rundkørsler i kommunen. de skal også dekoreres. For eksempel med en skulptur eller et tableau, der viser noget om byens formåen eller noget, der har symbolværdi for området.

I området omkring Morbihangolfen var der flere af de rundkørsler, vi dagligt passerede, der havde maritime temaer. En fiskerbåd. Eller et fyrtårn. Faktisk findes der rundkørselsnørder, der samler på billeder af rundkørsler med dekorationer. En af dem kan du finde på bloggen her, hvor der ligger masser af billeder med eksempler på rundkørselsdekorationer.

Og verdens første rundkørsel? Det er såmænd Place d’Etoile i Paris, med Triumfbuen i midten.

Den bretonske identitet

Noget af det, jeg var mest fascineret af i Bretagne, var de tydelige tegn på en særlig, bretonsk identitet.

Den kom tydeligst til udtryk på vejskiltene, der ret konsekvent var på både fransk og bretonsk. Jeg var godt klar over, at der er en særlig bretonsk identitet, men ikke at den er så tydelig.

Breizh er det bretonske ord for Bretagne, og regionen, der som en af de få, franske regioner ikke blev sammenlagt med andre regioner ved den seneste reform, har endda sit eget internet-suffix: .bzh

Den bretonske identitet er blevet promoveret de seneste år, blandt andet ved oprettelsen af l’Office de la langue bretonne, der selvfølgelig har en webside med et bretonsk navn: http://www.fr.brezhoneg.bzh/ Brezhoneg betyder ‘bretonsk’.

Og så er der det allestedsnærværende bretonske flag med de sorte og hvide striber og de sorte hermelinhalespidser, som man ser alle steder fra nummerplader til husfacader til… en klassisk bretonsk dessert: Far breton.

Der er skrevet en hel del bøger om den bretonske identitet gennem tiden, og særligt professor i bretonsk sprog og kultur ved universitetet i Rennes, sociologen Ronan le Coadic, dukker op, når man søger på emnet.

Jeg skal i gang med noget bibliofilt gravearbejde. Hvis du har nogle input til sagen, så giv endelig lyd i kommentarfeltet, så vi alle kan blive klogere.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:

Lakrids à la française

Der er nogle ting, jeg altid skal have genopfrisket smagen af, når jeg er i Frankrig.

De små lakridspastiller i den lille, gule dåse, der så nemt kan være i en lomme, er en af dem.

Jeg lærte dem at kende, da jeg boede i Frankrig i 1986. De lå på aupair-fars arbejdsbord i hans atelier. Midt mellem vareprøver i strudselæder, ruskind, okselæder og andre eksotiske lædervarer, papskabeloner til den seneste taskebestilling og forskellige slags værktøj, sakse og de mange forskellige beslag, han brugte til sine læderdesigns, stak den lille gule dåse ud. Som en lysende cirkel mellem de mere naturligt farvede ting, der lå på værkstedsbordet. Aupair-far var – er – sellier og maroquinier: Sadelmager og læderfabrikant. Han designede selv tasker, sko, bælter og andre ting, syede dem i hånden og solgte dem i sit atelier, hvor han også sad og arbejdede. Der var mange, der satte pris på en unikataske eller et par håndsyede sko fra hans hånd.

For en dansk Piratosfan, der ikke kunne få saltlakrids i Frankrig dengang, var de små Cachou Lajaunie-pastiller en glimrende erstatning, og jeg havde for det meste altid en lille dåse i lommen.

Den lille gule dåse og dens indhold er en fransk klassiker. De blev skabt af en apoteker i Toulouse i 1880, Léon Lajaunie, der kreerede en smagsoplevelse af lakrids og mint, så hans kunder kunne få frisk ånde efter at have røget en cigaret, eller blot til almindelig mundhygiejne. Faktisk afbilder de første reklamer for pastillen en dame med en tændt cigaret i den ene hånd og en lille dåse Lajaunie-pastiller i den anden.

Mærket og fremstillingsrettighederne har skiftet ejere nogle gange siden 1880, men den lille gule dåse har ikke ændret sig. Den er højst blevet nænsomt opdateret gennem tiden. Den dag i dag kan den købes på de franske apoteker, men også i supermarkeder og i tobakskioskerne. Og pastillerne bliver stadig fremstillet i Toulouse.

Dem skal jeg altid have nogle stykker af, når vi er i Frankrig.

Hvilken smag skal du bare genopdage, når du er i Frankrig?

Der var engang…

sacha-i-legolandDa jeg boede i Frankrig i 1986 var der ikke noget, der hed “internettet”. En “mobiltelefon” var noget, der vejede en million kilo eller deromkring, fordi batteriet vejede mere end selve telefonen. Kun få mennesker, som for eksempel kørende sælgere eller teknikere, havde måske sådan en med i bilen.

Jeg skrev breve i hånden til familie og venner, og besøgte posthuset i Saint-Émilion et par gange om ugen. Postbuddet vidste, hvor den danske pige i byen hørte til, så når der var post til mig, blev det altid leveret til min au-pair fars forretning, hvor hans firmapost og familiens private post også blev leveret, selvom vi boede i udkanten af byen.

Når jeg ind imellem havde brug for lidt ekstra penge hjemmefra, skrev min far en check, puttede den i en kuvert og sendte den til Frankrig. Jeg havde en fast aftale med mine forældre om, at de ringede hver anden søndag formiddag på et bestemt tidspunkt, så vi kunne snakke i cirka ti minutter. Ikke mere, for det kostede adskillige kroner i minuttet at ringe fra Danmark til Frankrig…

Alle disse ting kom jeg i tanke om i går, da ældstebarnet skrev til mig, om ikke jeg lige kunne sende et par billeder af hende, da hun var i Legoland som barn. Helst så hurtigt som muligt og helst senest i dag.

Hun skrev til mig online på Messenger, så jeg havde hendes spørgsmål på min smartphone i det sekund, hun trykkede på ‘send’. Idet jeg sendte hende et billede retur på Messenger af den julepynt, jeg var i fuld gang med, spurgte jeg hende, om det kunne vente et par timer. En times tid senere havde jeg fundet de ønskede billeder. Men de var af den gamle slags på papir. Så med min telefon tog jeg billeder af papirbillederne, og i løbet af et kvarter havde jeg sendt dem til hende på email. En arbejdsgang der ville have taget mindst et par uger, hvis jeg havde bedt mine forældre om det samme i 1986.

Det er den slags oplevelser der understreger for mig, at internettet har gjort verden meget mindre. Selvom ældstebarnet bor i Singapore, er det ikke nogen hindring for, at vi er i daglig kontakt og stadig kan følge med i hinandens liv. Og checks bruger vi heller ikke længere. I dag hedder det en straksoverførsel på netbank.

Måske vil du også synes om:

“Les poilus” – en behåret historie?

Der er noget, der har undret mig…

De franske soldater under 1. Verdenskrig gik under navnet les poilus. Poilu betyder konkret ‘behåret’ eller ‘dækket af hår’, og forekommer umiddelbart ikke at være et særligt flatterende kælenavn at give de millioner af soldater, der modigt kæmpede i den lange skyttegravskrig?

Det har jeg gravet lidt i. Og er noget overrasket over, hvad der dukkede op. Ordet har selvfølgelig en historisk oprindelse, men netop under 1. Verdenskrig fik det også en kulturel betydning, der skilte vandene.

Hvis man kigger lidt på selve ordet i Trésor de la langue française, så er den oprindelige betydning ‘behåret’. Det kan været en plante, et dyr osv, eller det kan være et menneske, der ikke er blevet soigneret i lang tid (f.eks. uklippet hår og langt skæg).

I 1800-tallet begyndte ordet at dukke op i litteraturen, hvor det fik en anden og langt mere positivt ladet betydning, nemlig ‘en modig og energisk mand’. Honoré de Balzac brugte blandt andet udtrykket i romanen Père Goriot, og det er måske herfra at kælenavnet for soldaterne er opstået. Det er dog ikke umuligt at Balzac har ladet sig inspirere af Molière, der i 1659 brugte udtrykket ‘être un brave à trois poils’ i en-akts komedien Les Précieuses ridicules (scene 12). (Og her bliver det en smule teknisk-nørdet: Trois poilstre hår eller tråde – er på Molières tid en angivelse af vævetætheden af fløjl og velour.)

I en artikel i Le Figaro den 9. juli 1918 gik sprogforskeren og forfatteren Jean Psichari i dybden med spørgsmålet om oprindelsen og betydningen af ordet poilu. Han stod jo, i 1918, så at sige midt i misèren, og kunne spørge de involverede. Han konstaterede noget ret overraskende. Det viste sig, at hvor civilbefolkningen og politikerne brugte Molières og Balzacs betydning af poilu som kælenavn for de modige soldater, så var soldaterne selv ret meget imod at blive kaldt poilus. De hørte den konkrete betydning af ordet og indvendte, at selvom de ofte var tvunget til at lade skæg og hår være usoigneret når de var ved fronten – af mangel på sanitære foranstaltninger – så var soignering noget af det første de bragte i orden, når de var på orlov. Soldaterne imellem foretrak at kalde hinanden les hommes – mændene.

Her kan du læse hele Psicharis artikel fra 1918, som Le Figaro bragte igen i 2014, 100-året for udbruddet af 1. Verdenskrig.

God weekend :)

Billede fra Wikipedia Commons

Når en renovering i Nice bringer mysterier for dagen

turtelduer

Det sker jævnligt, omend ikke særligt ofte, at vi hører om at der er fundet spændende og/eller historisk interessante ting fra en svunden tid, når håndværkere går igang med en omfattende bygningsrenovering.

I sidste uge fandt håndværkere under en bygningsrestaurering i Nice en gammel kagedåse gemt i et hulrum mellem et sænket loft og det rigtige loft. I kagedåsen lå et kærlighedsbrev fra 1922, et nødråb fra en kvinde til sine elskede. Ingen kender de to elskende, så bygherren – Wilson Plaza – har valgt at udsende en ‘efterlysning’ den 2. september via deres facebookside (klik på højrepil og venstrepil i opslaget for at se æsken og brevets side 2), og historien er langsomt ved at vokse sig stor i de franske medier. I Facebookopslaget gættes der livligt på, hvem de to kunne være.

I brevet skriver ‘Toinette til sin Ernest cheri (teksten er fra Facebookopslaget, hvor gode mennesker har forsøgt at tyde håndskriften, med mine (mindre) korrektioner og efterfølgende oversættelse):

Lundi midi

Ernest chéri, Je suis absolument désespèrée, je viens d’avoir une explication avec la directrice de la maison, elle me dit qu’elle sait absolument tout de ce que j’ai fait, enfin c’est affreux ce que je viens d’entendre encore.
Mon amour aimé viens me secourir je te le demande de tout mon coeur, je suis comme un corps sans âme, parce que tu n’es pas là. Tu sais que je n’ai que toi et tu n’es pas là. J’ai trop besoin de ton aide pour que tu me laisse plus longtemps dans cet état là.
Je ne puis plus rien prendre et je ne m’en sors plus, de tout coeur Ernest viens vite je t’attends et je t’aime
Ta Toinette, ta chère petite fiancée au coeur brisé qui t’appelle bien fort
Amour infinies, Toinette.

Mandag middag,

Kære Ernest, jeg er ude af mig selv, jeg har netop været til en alvorlig samtale hos husets direktrice, hun siger at hun ved ALT om hvad jeg har gjort, det er forfærdeligt det jeg netop har hørt.
Min elskede skat, kom og red mig, jeg beder dig af hele mit hjerte, jeg er som et legeme uden sjæl fordi du ikke er her. Du ved at jeg kun har dig, og du er her ikke. Jeg har for meget brug for din hjælp til at du kan lade mig forblive i denne tilstand.
Jeg kan ikke holde til mere, og jeg kan ikke slippe ud af det, jeg beder dig af hele mit hjerte Ernest, kom hurtigt jeg venter dig og jeg elsker dig.
Din Toinette, din elskede lille forlovede med bristet hjerte, der bønfalder dig.
Med uendelig kærlighed, Toinette.

WOW, ikke…?

En ting er dog sikkert: I betragtning af at brevet er 94 år gammelt og de to har været måske omkring de 20, så er de nok ikke blandt os længere, de to elskende.

Det bliver spændende at følge historien og se, om mysteriet bliver opklaret.

Det er det gamle Hôtel des Postes i Nice, der er under omfattende renovering. Bygherren er ved at indrette penthouselejligheder og kontorer. Her kan du se mere om byggeprojektet.

Billede: Pixabay.com

Tvillingmalerier

De ligner hinanden ret meget, de to billeder ovenfor, ikke? Men vi kan også godt blive enige om, at de ikke er ens.

Jeg tror også godt, vi kan blive enige om at det er impressionistiske malerier. Måske har du endda gættet at det er Claude Monet, der har ført penslen?

Det er endnu i de tidlige år af den levedygtige men på det tidspunkt endnu skrøbelige 3. republik. Umiddelbart skulle man tro, at de to billeder skildrer en fejring af den franske nationaldag, 14. juli. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. Malerierne er begge en skildring af fejringen af den 30. juni 1878, som officielt var en fejring af ‘fred og arbejde’ (La paix et le travail) for at indgyde franskmændene noget nationalitetsfølelse efter det forsmædelige nederlag til prøjserne i 1871. Den sommer var Paris’ 3. Verdensudstilling netop åbnet, og den 30. juni 1878 blev en stor folkefest.

Billedet til venstre skildrer Rue Saint-Denis i Paris den 30. juni 1878. Originalen hænger på Musée des Beaux Arts i Rouen. Billedet til højre er en skildring af festlighederne i Rue Montorgueil i Paris, samme dag. Originalen hænger på Musée d’Orsay i Paris.

Billeder fra Wikimedia Commons

Måske vil du også synes om:

Le Zouave ved Pont de l’Alma

Gennem de seneste dage har vi set rigtig mange billeder fra Paris og den voldsomt forøgede vandstand i Seinen. Hvis du også har undret dig over de mange billeder af en bestemt statue fra Seinen, så læs med her – det er en finurlig historie.

Statuen hedder ‘le Zouave’, og dens historie går helt tilbage til Frankrigs 2. Kejserdømme. Frankrig deltog sammen med briterne og osmannerne i Krimkrigen (1853-1856), og gik sejrrigt ud af slaget ved floden Alma. ‘Les Zouaves‘ var soldater fra de franske kolonier i Nordafrika, og de spillede en afgørende rolle i sejren. Napoléon III besluttede at bygge Pont de l’Alma som mindesmærke over det sejrrige slag, og broen stod færdig i 1856.

Oprindeligt havde broen to piller, og ved hver pille stod to soldater fra de regimenter der deltog i Krimkrigen. To på opstrømssiden og to på nedstrømssiden. På billedet nedenfor fra Verdensudstillingen i 1900 kan du se to af de fire statuer.

Le_pont_de_l'Alma_et_les_pavillons_étrangers;_Vue_prise_du_vieux_Paris

Når vandstanden er normal i Seinen, står den 5 meter og 20 centimeter høje statue tørskoet på sin piedestal. I 1910, under den store oversvømmelse, stod statuen bogstaveligt talt i vand til halsen, og det er det samme scenarie, vi er vidne til på de billeder, vi ser i disse dage: Hvor meget stiger vandet, og kommer Le Zouave til at stå i vandmasserne? Får han bare dyppet tæerne eller bliver det endnu værre?

Der er bare eet men, og det har avisen Le Monde udfoldet i en artikel i fredags. Man kan nemlig ikke sammenligne, hvor meget statuen stod i vand i 1910, og hvor meget den står i vand under den nuværende forhøjede vandstand.

I starten af 70erne blev broen udvidet og ombygget, og har i dag kun een bropille. Efterfølgende blev der kun plads til en ud af de oprindelige fire soldaterstatuer, le Zouave, og han står ikke nedstrøms, som han gjorde før ombygningen og altså under den store oversvømmelse i 1910. Efter ombygningen i 70erne står han på modsatte side af broen, opstrøms. Avisen er ude i nogle forholdsberegninger der umiddelbart angiver, at statuen står lavere efter at være blevet flyttet, og derfor hurtigere får våde fødder, når vandstanden stiger. Det dokumenteres med billeder fra 1968 (før ombygningen) og 1982, altså efter ombygningen… Og derfor kan man ikke sammenligne vandstanden ved statuen i 1910 og i 2016.

Le Monde har i deres jagt på den finurlige historie kontaktet den ansvarlige myndighed på området, men her har man ikke kunnet bekræfte, om statuen står lavere på den ‘nye’ side af broen end på sin oprindelige plads.

Avisen Le Figaro har også været på jagt efter historien bag statuen. Den artikel kan du læse her.

Vidste du forresten at… Den parisiske talemåde Le zouave a les pieds dans l’eau (zouaven står med fødderne i vand) betyder, at ‘pariserne har problemer’.

Billeder fra Wikimedia Commons

Måske vil du også synes om: