Michel Houellebecq: Sérotonine

ANMELDELSE

Michel Houellebecqs seneste roman er en tour de force i tristhed og menneskeligt forfald. Den er kras i sin samfundskritik og absolut læseværdig, dog måske i mindre doser, hvis man har tendens til at lade sig rive med af en bogs stemning.

Florent-Claude Labrouste er 46, agronom og arbejder i landbrugsministeriet. Han hader sit navn, er på lykkepiller og hans libido er ikke-eksisterende. Sådan præsenterer han sig selv på romanens første sider. Faktisk er han så træt af sin tilværelse, at han overvejer forskellige udveje for at slippe fri af det hele.

Udefra set har han egentlig det hele: et godt arbejde, en lækker lejlighed og en tyve år yngre, japansk kæreste, Yuzu. Men lejligheden er for dyr, Yuzu er for dyr, og deres forhold synger på sidste vers. Blandt andet fordi hun er ham utro og dertil temmelig beregnende.

Florent overvejer flere muligheder for at slippe ud af sin deprimerende, miserable tilværelse og finder løsningen i en tv-udsendelse om mennesker, der forsvinder sporløst. Han afvikler alle sine engagementer, siger sit job op og flytter ind på et hotel i et kvarter, hvor ingen kender ham. Her forsumper han ligeså stille, mens fortiden sniger sig ind på ham.

Han beslutter sig for at opsøge gamle kærester og bekendtskaber, blandt andet sit livs kærlighed, Camille, som han mødte mens han arbejdede i Normandiet tyve år tidligere, og en studiekammerat, Aymeric, hvis familie er blandt de største jordbesiddere i Normandiet flere generationer tilbage.

Turen tilbage til fortiden i Normandiet kommer til at vare flere måneder.

Da han opsøger Aymeric på gården står det skidt til. Konen er rejst med deres to små døtre, Aymeric må ind imellem sælge ud af jorden til udenlandske/kinesiske opkøbere, og de indførte mælkekvoter gør, at der bliver importeret billig mælk fra udlandet. Florent ender med at blive hos Aymeric i flere uger, og han oplever på nært hold, hvordan landmændene kæmper for deres tilværelse. Aymeric er med i en lokal gruppering af landmænd på egnen, og de planlægger en aktion i et motorvejskryds, som ender fatalt.

Florent tager videre. Han lejer et hus uden internet langt ude i en skov, hvor han isolerer sig endnu mere fra civilisationen. Han finder klinikken i den lille by, hvor Camille arbejder som dyrlæge, og påbegynder en systematisk overvågning af hende. Han finder ud af, hvor hun bor, og at hun har en lille søn. Han er på intet tidspunkt i direkte kontakt med Camille, men væver sig efterhånden ind i et tankespind om muligheden for at de kunne finde sammen igen.

Florents depressive tilstand når et foreløbigt lavpunkt, da han bogstaveligt talt har Camilles søn på sigtekornet i sin vrangforestilling om, at det er ham eller drengen i Camilles liv. Men han indser dog, at det ikke er løsningen.

Han synker længere og længere ned i mørket. Ringen om fortiden sluttes, da han tager tilbage til Paris og flytter ind på samme hotel. Da hotellet indfører 100% ikke-ryger værelser, må storrygeren Florent flytte. Han køber en anonym lejlighed i et anonymt kvarter i det sydlige Paris. Isolationen er total. Han bruger sin tid på at ruminere, se madprogrammer og beregne tiden, det vil tage hans krop at falde de cirka 100 meter ned fra lejligheden. Han har omkring 200.000 euro tilbage af arven fra forældrene, som han beregner det vil tage ham godt ti år at bruge, men så længe kan han ikke holde ud at leve…

–

Romanens titel Sérotonine refererer til det kemiske stof serotonin, der forbindes med følelsen af lykke og veltilpashed. Meget antidepressiv medicin har til formål at regulere serotoninniveauet i kroppen.

Det er dog langt fra lykke og veltilpashed, der gennemsyrer romanen. Jeg-fortælleren Florent-Claude befinder sig, trods medicinering med lykkepiller, langt nede i en depression, og la tristesse infinie fylder alle romanens sider fra start til slut. Som 46-årig er hans liv endt i en blindgyde, og alle hans vågne timer går med at ruminere over, hvordan hans liv kunne have været. Det kommer sprogligt til udtryk ved en omfattende brug af hypotetisk conditionnel samt nogle sindssvagt lange sætninger, ofte på en halv side eller mere, der afspejler jeg-fortællerens tankerækker.

Han fortrydelse over, at hans libido ofte har styret hans vej gennem livet og blandt andet ødelagde hans forhold til Camille, går som et tema gennem hele historien. Men hvad de meget detaljerede beskrivelser af Yuzus hang til seksuel omgang med dyr eller en tysk turists hang til meget unge piger gør for historien, har jeg lidt svært ved at se. De har ingen sammenhæng med resten af fortællingen, og romanen ville ikke ændre karakter, uanset om afsnittene var der eller ej. Man kunne få den tanke, at Houellebecq har skrevet de afsnit for sin egen fornøjelses skyld.

Romanens beskrivelse af et fransk landbrug i frit fald og landmændenes kamp for overlevelse er reel nok. Men nogle anmelderes og journalisters spekulationer i at Houellebecq har forudset Gilets Jaunes-bevægelsen er måske lige vel langt ude. De franske landmænd har i årtier demonstreret ret så håndfast, og det er en sådan aktion, Houellebecq beskriver i romanen. Jeg ser ingen paralleller til Gilets Jaunes ud over utilfredsheden med systemet. Og det er vel den drivkraft, de fleste demonstrationer bunder i.

Sérotonine er den første roman af Houellebecq, jeg har læst. Jeg skal helt sikkert have læst nogle flere, før jeg kan danne mig et bedre indtryk af forfatterskabet. Sérotonine er bestemt et bekendtskab værd, men den uendelige tristhed, der fylder siderne, bør nok tages i mindre doser.

Sérotonine. Michel Houellebecq. Editions Flammarion (2019). Den danske oversættelse forventes udgivet primo april.