Napoleon – fra landsforvist til nationalhelt

Fra Napoleons deportation i 1815 til hans jordiske resters tilbagekomst til Paris under stort ceremoniel i 1840 skete der et voldsomt skred i fortællingen om ham. Fra la légende noire til la légende rose. Hvad skete der i den mellemliggende periode, der vendte folkestemningen så voldsomt?

Når man står inde i Invalidekirken i Paris og ser ned i krypten på Napoleons sarkofag, er de færreste i tvivl om, at her har det officielle Frankrig bygget et glorificerende mindesmærke for en af landets store nationalhelte. Den kæmpestore sarkofag af rød porfyr på en sokkel af grøn granit er placeret lige neden under kirkens kuppel, der udefra kan ses fra det meste af Paris. Nede i selve krypten går en søjlegang hele vejen rundt, med marmorrelieffer på væggene, der beskriver Napoleons store gerninger for Frankrig – le Code civil, la legion d’Honneur, hans militære sejre. I et lille tilstødende kapel ligger hans søn, Napoleon II, le roi de Rome, begravet. På den side af søjlerne, der vender ind mod sarkofagen, står meterhøje engle i marmor vagt om kisten. Sarkofagens sokkel er placeret på en kompasrose-lignende cirkel i gulvet, med laurbærranker i marmor hele vejen rundt, og navnene på alle Napoleons store, militære sejre nedfældet: Pyramides, Marengo, Austerlitz, Iéna, Friedland, Wagram… Der er ingen spor af det, historikere kalder la légende noire.

Men så melder eftertanken sig. Napoleon blev i 1815 deporteret til St. Helena efter nederlaget ved Waterloo, forhadt og detroniseret. Hvad skete der i den offentlige opinion fra 1815 til 1840, hvor hans jordiske rester kom tilbage til Frankrig med stort ceremoniel? Skulle man ikke umiddelbart tro, at den genetablerede kongemagt var mest interesseret i at glemme alt om denne ”oplyste despot”? Hvad fik det officielle Frankrig til, i løbet af blot 25 år, at foretage en kovending i holdningen til Napoleon og det første Kejserdømme, for i 1861 at indvie krypten, der minder om en glorificering og en helgengørelse uden sidestykke?

Den sorte myte

Svarene skal findes flere steder, både internationalt, militært, politisk og litterært.

Efter Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 og i årene efter hans deportation til Sankt Helena var det primært la légende noire – den sorte myte – der var fremherskende.

L’Ogre (det menneskeædende uhyre) er det ord, der oftest bruges om Napoleon i denne periode. Udtrykket opstod spontant, da 963.000 mænd blev indkaldt til hæren i 1813. Efter 14 års næsten uafbrudte Napoleonskrige i Europa var hele generationer af unge, franske mænd blevet sendt i krig. Billedet af Napoleon som det store uhyre, der skal have sin portion menneskekød, er levende.

Ud over de årlige indkaldelser til hæren, der drænede landet for arbejdskraft, var der i årene 1810-1813 en alvorlig, økonomisk krise i Frankrig. Napoleons ’Blocus continental’, en handelsblokade der fra 1806 primært var rettet mod englænderne for at tvinge dem i knæ, begyndte at give tilbageslag. Englænderne indførte samme år et modforbud mod at eksportere til Frankrig. De kontinuerlige krige og deraf følgende stigende militære (og menneskelige) omkostninger samt handelsblokaden medførte prisstigninger og stigende skatter, og en dårlig høst gjorde samtidig sit til, at befolkningens støtte begyndte at svigte.

Englænderne havde i hele Napoleons regeringstid udsendt smædeskrifter, der skulle underminere ham og tegne et billede af ham som en tyran, et monster og en korsikansk bandit. I årene fra 1814 til 1821 fortsatte de smædekampagnerne. Men det var ikke kun englænderne, der udsendte disse skrifter. Preusserne og andre af de allierede gjorde det i samme stil, og der var tale om en nedgørelse og latterliggørelse, der til sidst antog en dimension, der var de mest groteske fabler værdig.

Forfatternes billede af Napoleon

En anden, væsentlig faktor for dannelsen af den sorte Napoleonsmyte var en række forfattere, som havde været med gennem revolutionstiden. Efter statskuppet i 1799 blev de stadig mere kritiske mod Napoleon og hans måde at regere på, i takt med at hans styre langsomt forvandlede sig fra revolutionært konsulat til kejserdømme og oplyst despoti. Især var det forfatterne Germaine de Staël og François-René de Chateaubriand, der var blandt de hårdeste kritikere.

Mme de Staël var både romantisk forfatter og politisk skribent. Hun blev landsforvist af Napoleon i 1803, da den kreds af liberale intellektuelle, hun samlede i sin salon i Paris, blev mere og mere kritiske mod ham, efterhånden som han fjernede sig fra revolutionens ideer. Mme de Staël levede i eksil i Schweiz i mange år, og vendte først tilbage til Paris, da Ludvig d. 18. kom til magten i 1814.

François-René de Chateaubriand var tidens største, romantiske forfatter. Siden 1804, hvor Hertugen af Enghien, der var mulig kandidat til den franske trone, blev henrettet efter et mislykket attentat mod Napoleon, var royalisten Chateaubriand en af Napoleons argeste kritikere. I 1814 udsendte Chateaubriand pamfletten De Buonaparte et des Bourbons, hvori Napoleon blev stemplet som tyran af øverste skuffe.

Stendhal og Victor Hugo var i årene 1814-1821 begge meget kølige iagttagere af Napoleon. Fælles for dem er at de skiftede side, og senere i deres liv bidrog til la légende rose – den rosa myte – og den heltedyrkelse af Napoleon, der kom til udtryk under Juli-monarkiet fra 1830 og frem. Stendhal var i sine unge år tilhænger af jacobinerne, og var derfor imod Napoleon, fordi han fjernede sig fra de revolutionære ideer.

Også Victor Hugo var modstander af Napoleon i Restaurationens første år. Han blev født i 1802 og var en ganske ung mand, da Napoleon led nederlag ved Waterloo. Men Hugo var også søn af en general i la Grande Armée og havde fortællingerne om Napoleons felttog tæt inde på livet. Victor Hugo var under stærk indflydelse af sin mors holdninger til krigene. Mødrenes, hustruernes og døtrenes opfattelse af Napoleon under erobringskrigene var netop som uhyret, l’Ogre, der tog generationer af unge mænd og sendte dem i krig. Victor Hugos mor videregav dette billede af Kejseren til sin søn. For Victor Hugo var Napoleon en svøbe, og hans vendepunkt i sit syn på Napoleon og Kejserdømmet kom først langt senere.

I det politiske spektrum var Benjamin Constant den største kritiker af Napoleon. Constant var blandt de liberale, der kom i Mme de Staëls salon, og blev som hende landsforvist af Napoleon i 1802. Som liberal gik Benjamin Constants kritik af Napoleon mere på hans absolutisme og det faktum, at han i en periode kvalte den menneskelige og politiske frihed, ikke blot i Frankrig, men i det meste af Europa.

Men der var også forhold i perioden, der trak mod la légende rose. I tiden efter de allieredes sejr ved Waterloo i 1815 blev mange soldater fra la Grande Armée hjemsendt. De krigshistorier de fortalte om hærens sejre, Napoleons storhed, hans hengivenhed for sine soldater og det faktum, at han ofte sov og kæmpede blandt de menige, var med til at skabe en légende populaire blandt den jævne befolkning, en legende der til tider antog form af Middelalderens heltekvad.

Napoleon selv gjorde, hvad han kunne for at forsvare sig mod smædekampagnerne. Hans ”fængsel”, Sankt Helena, var en gold klippe ud for Afrikas kyst, tæt ved ækvators ulidelige varme. Han kunne ikke undslippe derfra, som det var lykkedes ham at vende tilbage fra Middelhavsøen Elba i foråret 1815. Trods englændernes overvågning lykkedes det ham at få enkelte breve og aviser fra Europa. Her så han, hvordan han blev sværtet til. Han fik ganske få breve smuglet ud i et forsøg på at rette op på det billede, som blev tegnet af ham, men de druknede i den flodbølge af kritik og smædeskrifter, som perioden bar præg af. Det var først i 1823, to år efter hans død, at billedet af Napoleon som Det store Uhyre begyndte at vende.

1821-1830 – de første øjenvidneberetninger

Den 5. maj 1821 døde Napoleon på Sankt Helena, kun omgivet af sin livlæge og nogle få franske militærfolk, der var fulgt med ham. Han blev aldrig genforenet med sin østrigskfødte hustru Marie-Louise og sin søn, der begge var blevet sendt tilbage til hoffet i Wien.

I 1822 udkom Napoleons livlæge Barry O’Mearas Napoléon dans l’exil i Frankrig. Bogen var blandt de første faktorer der gjorde, at billedet af Napoleon som Det store Uhyre begyndte at vende. Napoléon dans l’exil var O’Mearas optegnelser fra tiden på Sankt Helena, og det var den første øjenvidneberetning, der blev udgivet efter Napoleons død. Det billede, O’Meara tegner af Napoleon, er langt fra det djævlebillede, som var fremherskende i de første år af Restaurationen. Det nærmer sig mere et portræt af et almindeligt menneske af kød og blod. Ydermere var O’Mearas dagbogsoptegnelser en lang række beskrivelser af de ærgrelser og chikanerier, som øens guvernør Hudson Lowe udsatte Napoleon for. I den franske opinion blev det begyndelsen til en opfattelse af Napoleons eksil som et martyrium.

I 1823 kom det værk, der for alvor fik sat skub i mytedannelsen mod la légende rose. Le Mémorial de Sainte Hélène var Napoleons memoirer, dikteret til Emmanuel de Las Cases, der var en af de få franske, der var hos ham på øen. Værket bærer præg af Napoleons ønske om et så positivt eftermæle som muligt. Som O’Mearas bog indeholder le Mémorial beskrivelser af de betingelser, Napoleon måtte leve under, og Las Cases gør, hvad han kan, for at tegne et flatterende portræt af Kejseren.

På grund af de to øjenvidneberetninger begynder den sorte myte at blegne. Fortællingen om Napoleons ophold på Sankt Helena begynder at tangere myten om Prometheus, der stjal ilden fra guderne og som straf blev lænket til en klippe, hvor en ørn om dagen sønderhakkede hans lever, for at den blot i løbet af natten voksede ud igen.

Martyriet på den golde klippe i Atlanterhavet var godt stof for de romantiske forfattere. Napoleon blev idealet af den romantiske helt, et ideal der lovpriser drømmen, hjertets håb, ensomheden og isolationen.

Forfatternes vendepunkt

I 1827 var O’Mearas bog og specielt Las Cases’ le Mémorial blevet læst af mange mennesker, og det romantiske billede af Napoleon og Kejserdømmets storhed og det efterfølgende martyrium rørte mange. Den episode, der ret præcist kom til at udløse poeternes og forfatternes vendepunkt, var en reception d. 24. januar 1827 på den østrigske ambassade i Paris. Fire marskaller fra Napoleonskrigene, Macdonald, Oudinot, Soult og Mortier, blev kun præsenteret ved navn og ikke med deres titler, da det for østrigerne ville bringe minder om deres nederlag til franskmændene. Det bragte sindene i kog hos de forfattere, der siden udgivelsen af Le Mémorial langsomt var begyndt at vende sig mod la légende rose.

Victor Hugo, der i sin tidlige ungdom var præget af sin mors holdninger til Napoleon og den sorte legende, var efter moderens død kommet tættere på sin far, der var general i la Grande Armée. Gennem faderen begyndte han at interessere sig for det helteepos, der lå i Napoleonstidens fortællinger. I starten var det dog kun begejstring over hæren, han udfoldede, fordømmelsen af hærens chef var der stadig.

Da den østrigske fornærmelse af marskallerne blev kendt, vendte soldatersønnen Victor Hugo imidlertid helt rundt, og skrev Ode à la Colonne. En del andre romantiske forfattere vendte ligeledes. Martyriet på den brændende klippe rensede i poeternes øjne erobreren og gjorde ham til prototypen på romantikkens ideal: En glorværdig skæbne, ensomhedens isolation og det historiske vingesus fra Kejserdømmets storhedstid.

Stendhal blev født i 1783 og voksede op med Revolutionens ideer. Han var som soldat i la Grande Armée med på Ruslandsfelttoget, og i 1815 var han med ved Waterloo. Hans modstand mod Napoleon bundede i, at den unge general Bonaparte havde fjernet sig for langt fra Revolutionens ideer, da han blev Kejser Napoleon. I Stendhals syn på Kejserdømmet ligger der derfor en vigtig skelnen mellem Bonaparte og Napoleon, og det er hærchefen fremfor den enevældige hersker, Stendhal beskriver i sit forfatterskab. I 1837 havde Stendhal imidlertid overgivet sig helt til la légende rose, hans sidste rester af modstand mod personligheden Napoleon var forsvundet under Juli-monarkiets hyldest af Kejsertiden.

Honoré de Balzac var en anden stor forfatter, der i høj grad bidrog til at vende Napoleonsmyten fra Tyran og Uhyre til beundret, glorværdig og savnet hersker. Balzac havde ikke de samme moralske kvaler som andre af tidens forfattere, og vaklede ikke på samme måde mellem den sorte og den rosa myte. Hele la Comédie Humaine er gennemsyret af Napoleonslegenden i de fleste af dens afskygninger: Folkets og soldaternes Napoleon, beskrevet af soldaterveteranen Goguelat i Le médecin de campagne og den stakkels oberst i le colonel Chabert, poeternes Napoleon, levendegjort af Canalis i Autre étude de femme, royalisternes had og nogle gange nødtvungne respekt, primært repræsenteret ved le comte de Mortsauf i Lys dans la vallée, men også i Une ténébreuse affaire. Endelig er mindet og myten om Napoleon en rød tråd gennem kontoristernes og skriverkarlenes utallige diskussioner og småsnakkerier i hele la Comédie humaine.

Det politiske klima under Restaurationen (1815-1830)

Det politiske klima under Ludvig d. 18. i perioden fra Napoleons deportation til hans død i 1821 var præget af politiske kampe. Ultrafløjens store flertal i la Chambre des députés og udrensningen af Napoleonstilhængere i hæren og statsadministrationen i de første år af Restaurationen har uden tvivl også haft betydning for udviklingen af den sorte Napoleonsmyte.

Men i den samme politiske uro og usikkerhed, der herskede under Restaurationen kan man utvivlsomt også finde en grund til skiftet i den folkelige opinion. Skiftende regeringer, der svingede fra ultraroyalisterne til de liberale og tilbage, har sandsynligvis haft indflydelse på Napoleonsmyten i den forstand, at man begyndte at mindes Kejserdømmet med vemod, for da var der en stærk mand til at styre landet.

Det er dog i tiåret fra 1821 og frem til juli-opstanden i 1830, at man finder det største skred i mytedannelsen omkring Napoleon – fra hadet despot til prototypen på den romantiske helt.

1830 – Juli-monarkiet

Efter en opstand i juli 1830 kaldet les Trois Glorieuses, skete der et skift i hele monarkiets fundament. Bourbonslægten, der havde regeret Frankrig i århundreder, blev afløst af Louis-Philippe d’Orléans. Han blev indsat som konge, og det er ikke uden grund at han blev kaldt ”Borgerkongen”. Han blev den sidste af Frankrigs konger og den første, der ikke blev salvet. Det er en ret væsentlig detalje at holde fast i. Inden Revolutionen lå kongens legitimitet og ret til tronen i den arveret der overgik til ham, når hans forgænger døde. Han var så fuldt og helt konge. Salvelsen i katedralen i Reims betød, at kongen også fik kirkens velsignelse og den religiøse legitimitet til at sidde på den franske trone, eller sagt på en anden måde: Efter salvelsen var han konge i både Guds og det franske folks øjne. Louis-Philippe havde ingen af delene. Han var ganske vist konge, men ikke med den legitime fødselsret til tronen, som Bourbonslægten havde haft i århundreder. Politisk set var han de liberales mand, og hans livsopfattelse lå tættere på borgerskabet end på højadelen.

Da Louis-Philippe kom til magten, tog det officielle Frankrig la légende rose til sig. Der ligger sandsynligvis en del politisk spekulation – en slags ”opium for folket” – i at tage Kejserdømmet og Napoleon op i en tid, hvor der var uroligheder og opstande i befolkningen. Louis-Philippe har måske selv været ægte begejstret over det helteepos som de romantiske forfattere dyrkede, men han har nok også kunnet se det fornuftige i at følge de litterære og folkelige strømninger omkring Napoleonsdyrkelsen, i stedet for at modarbejde dem i en ellers urolig tid.

I 1833 kom det første synlige tegn på det officielle Frankrigs begejstring for Napoleon og Kejsertiden, da statuen af Napoleon med Louis-Philippes accept blev sat tilbage på plads på søjlen på Vendôme-pladsen. I 1836 blev Triumfbuen på Place d’Etoile færdiggjort og officielt indviet, og står den dag i dag som et monument og mindesmærke over Revolutionen og Kejserdømmet.

Med Louis-Philippes begejstring for Napoleonstiden fik la légende rose under Juli-monarkiets første tiår den officielle anerkendelse der skulle til, for at man kunne få Napoleons jordiske rester tilbage til Frankrig.

La Chambre des députés vedtog d. 12. maj 1840 at bede englænderne om at få udleveret Napoleons kiste fra Sankt Helena, men da Kammeret senere skulle debattere de beløb, der var blevet sat af til ceremonierne for hjemkomsten af Napoleons kiste, viste det sig, at der langt fra var fuld enighed om, at Napoleon skulle have sit sidste hvilested i Paris.

Man enedes dog til sidst om Hôtel des Invalides – det gamle militærhospital – for at understrege Napoleons rolle som hærfører og militærmand og nedtone hans rolle som enevældig kejser og despot.

Katafalken med Napoleons kiste i optog på vej mod Hôtel des Invalides, 15. december 1840.

Den 15. december 1840 kom Napoleons jordiske rester tilbage til Paris under stort ceremoniel, men det var ikke et samlet og enigt Frankrig, der stod bag.

I 1861 blev krypten med den store sarkofag i porfyr indviet. Magten i Frankrig var skiftet endnu engang, og det var Napoleons nevø – Louis-Napoleon – der indviede mausolæet som Napoleon III under det 2. Kejserdømme.

I dag, 200 år efter Napoleon døde på Sankt Helena, er meningerne om Napoleon stadig delte. Præsident Macron højtideligholder dagen med en, ifølge tidsskriftet Le Points kilder, afbalanceret tale, der tager højde for, at Napoleon er en kontroversiel personlighed i fransk historie.

Billeder fra Wikimedia Commons

Blogindlægget her er en læsevenlig og stærkt afkortet udgave af en kandidatopgave, jeg skrev på universitetet i sin tid.