Når man siger Saint-Malo er det som oftest fæstningsbyen med de høje mure som værn mod havet, der menes, selvom Saint-Malo intra-muros i dag kun udgør en lille del af hele byen, der breder sig langt udenfor murene. Men det er inde omkring fæstningsbyen og havnen, at historien udspiller sig.
“Vi er nødt til at køre nu, hvis vi skal nå til Plouezoc’h inden det bliver for sent,” sagde Ægtefælle.
Vi var undervejs fra Normandiet til ferieboligen i Bretagne og havde taget en afstikker til Saint-Malo, fordi jeg så gerne ville se byen. Men 2 timer var bare slet ikke nok. Det var flere år siden, vi sidst havde været i Normandiet, og siden var det gået op for mig, at vi havde passeret Saint-Malo dengang, men vi havde kun set tidevands-elværket på broen mellem Dinard og Saint-Malo. Vi nåede aldrig intra-muros, som selve fæstningsbyen kaldes. For et par år siden læste jeg romanen ‘Alt det lys, vi ikke ser’ af Anthony Doerr, som foregår i Paris og, for en stor dels vedkommende, i Saint-Malo under 2. Verdenskrig. Siden har jeg også set Netflix-serien baseret på romanen.
“Måske kan vi køre tilbage senere på ugen?”, foreslog jeg, da vi var undervejs igen.
Saint-Malo er, mere end noget andet, en by med meget stærke søfartstraditioner og har været det gennem århundreder. Byen kaldes også ‘la cité corsaire’. I modsætning til pirater, der plyndrede andre skibe for egen vindings skyld, var en korsar en person, der havde kongelig tilladelse til i krigstid at plyndre skibe under fremmed flag til gavn for statskassen. De franske konger lå i flere århundreder i evig strid med deres søfartsnaboer, og korsarplyndringerne gik især ud over englændernes handelsskibe, men heller ikke de spanske og hollandske skibe gik fri.
Fæstningsmurene, der omkranser byen, menes at være påbegyndt i 1100-tallet, og var primært et værn mod tidevandet, der kan nå 10-12 meter op. Ringmurene og tårnene er blevet udbygget ad flere omgange, senest i 1700-tallet, for at beskytte byen mod fjender. Når tidevandet er på sit højeste er der ingen jord, klipper eller strand fritlagt nedenfor murene, så ingen fjender kunne angribe til fods, og bugten er så lavvandet, at skibe heller ikke kunne angribe.
Under 2. Verdenskrigs luftbombardementer blev 80 procent af byen ødelagt, og det tog adskillige år at genopbygge købmændenes, skibsredernes og korsarernes karakteristiske huse, som kendetegner Saint-Malo. Saint-Vincent katedralen var først genopbygget i 1970.
Cathédrale Saint-Vincent
Bilen stoppede brat på toppen af rampen. Føreren havde set, at jeg var halvvejs oppe ad rampen i kørestolen med Ægtefælle lige bag mig, og der var ikke plads til både os og bilen. Rampen fører op til ringmuren, hvor man kan gå det meste af vejen rundt om byen. Bilisten satte i bakgear og kørte 5-6 meter tilbage, så der var plads til os øverst på rampen, og han kunne komme ned. Vi vinkede til ham som tak.
Vejrudsigten havde dagsregn på programmet i det vestlige Bretagne, hvor vi boede, så vi havde pakket vores frokost og var kørt til Saint-Malo igen, hvor vejrudsigten så en del mere fornuftig ud. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og tidevandet var på vej ud.
For enden af rampen ligger Bastion de la Reine, som i dag er en lille plads, med vid udsigt til Fort National og Île de Grand-Bé, hvor François-René de Chateaubriand ligger begravet.
Fort National, Saint-Malo
Udsigt over Plage de Bon-Secours mod molen og Saint-Malos færgehavn
Vi nåede cirka halvvejs rundt om byen på ringmuren, hele vejen til Bastion de la Hollande, før vi stødte på trapper. Pladsen ligger stik vest, og i den ene ende står en flere meter høj statue af Jacques Cartier. Fra Bastion de la Hollande kan man se den lange mole, der skærmer Saint-Malos færgehavn.
“Der er en rampe her bag buskene. Den fører ned til gadeniveau” sagde Ægtefælle. Vi fortsatte vores udforskning af byen indenfor murene på kryds og tværs og endte på Place de la Croix du Fief, hvor vi fik noget at drikke.
Quebecs flag vajer flere steder over fæstningsbyen, og indenfor murene ligger Maison du Quebec, et kulturhus med fokus på den fransk-canadiske kultur og historie.
Det er der én eneste grund til: Saint-Malos mest berømte bysbarn, Jacques Cartier, der opdagede Canada.
Cartier fik i opdrag af François 1er at sejle ud for at finde nordvest-passagen til Asien. I 1534 satte han kursen mod vest med to skibe og godt 60 mand under sin kommando. De nåede Newfoundlands kyst omkring tre uger senere og udforskede kysten. Det var dog først på den anden rejse, året efter, at Cartier og hans folk fandt Saint-Lawrencefloden og trængte ind i landet. De oprettede deres hovedkvarter der, hvor floden naturligt indsnævres. Stedet blev senere koloniseret og er det, vi i dag kender som byen Quebec.
Hertuginde Anne de Bretagnes hus i Saint-Malo
Jeg har skrevet et selvstændigt blogindlæg om Jacques Cartier, som du finder her.
“Inden vi finder et sted at spise aftensmad, vil jeg gerne ud for enden af den lange mole,” sagde jeg. “Og jeg vil gerne rundt ad havnesiden, så vi får set den anden halvdel af fæstningsmuren.” Så det gjorde vi.
Bagefter fandt vi en bistro, hvor vi kunne få en hurtig gang aftensmad, inden vi kørte de to timer tilbage til feriehuset. Vi havde brugt det meste af dagen intra-muros, og jeg synes, vi havde fået set rigtig meget af fæstningsbyen. Men Saint-Malo har meget mere at byde på, så jeg drømmer om, at vi kan besøge byen igen engang…
Seneste kommentarer