Hold øje med ham her

Han er 25. Han ligner absolut ikke en superstjerne med sin tøjstil, sit grydeklippede hår og de ranglede lemmer. Men han stormer frem på den franske musikscene.

For et års tid siden var han nærmest ukendt i Frankrig. I dag er der en enorm hype omkring ham, han bliver kaldt et fænomen, og han bliver sammenlignet med Stromae. Han har blæst de fleste bagover, og en gennemgående reaktion, hvad enten man læser Youtube-kommentarer eller hører interviewdeltageres bemærkninger, er: J’ai reçu une claque (jeg fik en lussing), og hvor de, efter at have hørt og set ham synge, har tænkt: HVAD var det???

Hans navn er Eddy de Pretto.

Han er født og opvokset i Créteil, en sydøstlig forstad til Paris, og selvom han relativt tidligt fik interesse for teatret og kultur generelt, er der en gennemgående hårdhed i hans tekster, som han i flere interviews giver udtryk for, delvist stammer fra hans forældre, der opdrog ham til ikke at vise svaghed, og hans venner i forstaden, som han hang ud med, hvor man heller ikke måtte vise svaghed.

Han bliver kaldt en genrebryder, fordi hans tekster og musik lægger sig et sted mellem rap og la chanson française. Der er en nerve og en intensitet i hans tekster, hans sang og hans musik, hvor han bruger sit eget liv som udgangspunkt. Han siger selv, at hans inspiration kommer fra ‘de 3 B’: Brassens, Brél og Barbara. Det er en ret klassisk inspiration, som han så blander med rap. Resultatet er overvældende og ørehængende. Artiste og poète bliver han også omtalt som.

I flere interviews med ham bliver det fremhævet, at teksterne til hans sange ikke er trykt i det lille hæfte, som følger med, når man køber en cd. Til det svarer han, at han vil have at folk skal lytte og selv fortolke det, man hører (men du kan finde hans tekster online, hvis du vil være helt sikker på, om du har hørt rigtigt).

I januar i år udsendte han sin første single KID, og midt i januar udkom den næste, Random. Hans første album, CURE, udkom i marts i år. Siden er det kun gået een vej for ham: Fremad! Lyt til førnævnte numre og numrene Fête de trop og Normal, og døm selv.

Du kan finde flere af hans numre og interviews med ham på Youtube, og mere information på hans officielle hjemmeside.

Måske vil du også synes om:

Les Restos du Coeur

Et par måneder efter at jeg ankom til Frankrig i januar 1986, omkring det tidspunkt hvor jeg begyndte at kunne forstå så meget fransk at jeg kunne følge med i radioen og på fjernsynet, var der en sang som blæste igennem det hele og blev spillet igen og igen. Den hed ‘Les Restos du Coeur‘ (direkte oversat: ‘Hjertets restauranter’)  og på det tidspunkt vidste jeg ikke lige, hvad det drejede sig om. Sangen var skrevet og fremført af sangeren Jean-Jacques Goldman, som var (og er) en af de største og mest populære musikere i Frankrig, i samme liga som Johnny Halliday. En aften i juni, hvor jeg sad og så fjernsyn med min au-pairfamilie, blev de pludselig meget stille da nyheds-oplæseren fortalte, at en der hed Coluche var blevet dræbt i en trafikulykke.

Coluche var en elsket komiker, der ikke holdt sig tilbage for at gøre grin med tabuer, moralen og politikerne. I en radioudsendelse i september 1985 luftede han en ide om at lave et suppekøkken, en restaurant, der skulle uddele gratis måltider til de fattige og de hjemløse. Det var i perioden, hvor den vestlige verdens musikere indspillede støttesange til fordel for Afrika – vi kender alle Do they know it’s Christmas og We are the World. Men Coluche ville hjælpe de ubemidlede i Frankrig, og for at rejse penge til sagen bad han Jean-Jacques Goldman om at skrive en sang, og fik flere andre kendte til at medvirke til indspilningen: Ud over Coluche og Jean-Jacques Goldman selv medvirker Yves Montand, Michel Drucker og Michel Platini i videoen. Sangen er ikke bare typisk 80’er stil, den er også meget typisk for Jean-Jacques Goldmans 80’er sound. Den blev selvsagt en dundrende succes, og tjente mange penge ind til den spirende organisation Les Restos du Coeur. Allerede den første vinter blev over 8 millioner gratis måltider serveret for de fattige.

I juni 1986 blev Coluche dræbt i en motorcykelulykke, og mange troede at organisationen ville dø uden ham som drivkraft. Men de mange tusind frivillige løftede opgaven. Organisationen voksede og fik flere og flere filialer rundt om i Frankrig, og kan i disse dage fejre 30 års jubilæum. Ifølge deres egne tal er over 128 milioner gratis måltider blevet serveret i de 2111 Restos du Coeur rundt om i Frankrig alene i år. Ud over de årlige Les Enfoirés koncerter, der indsamler penge til organisationen, støtter mange virksomheder og private mennesker organisationen, og ligeledes EU og den franske stat.

Kritikerne mener, at det er en falliterklæring for staten at der er så mange ubemidlede franske borgere, der er afhængige af hjælp fra en humanitær organisation…

Du kan læse mere om Les Restos du Coeur her, og her kan du læse en artikel om en af de frivillige, der har været med siden starten.

Måske vil du også synes om:
jazzklub-caveau-huchette

En jazzklub i Paris

Jeg vender lige tilbage til bogomtalen fra i mandags for en kort bemærkning. I kapitlet om jazzsteder i Paris fortæller Niels Lan Doky om mange forskellige klubber og steder, og han deler generøst ud af adresser, uden tvivl nogle af de bedste i byen.

Jeg har også været på jazzklub i Paris. Jazz er ikke min favoritmusik, indrømmet, men turen var en gave til mine svigerforældre i guldbryllupsgave, så det var dem der bestemte turens indhold. Og de er mildt sagt tossede med klassisk jazz. Så vi skulle på jazzklub. Og det stod ikke til forhandling. Og det skulle selvfølgelig være en af dem der har klassisk jazz på repertoiret.

Efter en del søgen hjemmefra fandt vi Caveau de la Huchette. Af alle steder i hele Paris ligger den i Rue de la Huchette, en af de mest turistede, souvenirbutiksoverlæssede gader på venstre bred. Du ved, den der går fra Boulevard Saint-Michel ved Gibert Jeunes gule facade og hen til Rue du petit Pont (der bliver til Rue Saint-Jacques lidt længere oppe). Den gade, hvor Théâtre de la Huchette, der har spillet La Cantatrice Chauve i cirka en million år, også ligger.

Facaden er ret smal, faktisk kan man sagtens komme til at gå forbi, hvis man ikke lige er opmærksom. Når man er kommet forbi dørmanden og har købt en billet (13€), kommer man ind i baren, som ligger i stueplanet. Spillestedet ligger nedenunder i en gammel kælderhvælving. Det er småt, meget gammelt, lidt skummelt belyst og megacharmerende! Musikerne står mast sammen på en lillebitte scene, men det er bestemt ingen hindring for hverken spilleglæde eller festhumør.

Musikken startede klokken 22, og da var vi (altså ‘børnene’) allerede pænt trætte efter en lang køretur, indcheckning på hotel og middag i byen. Men det var jo svigerforældrenes tur, så vi holdt ud. Heldigvis. På trods af beliggenheden midt i det vel nok mest souvenirbutiksbefængte kvarter i Paris er det i høj grad de lokale, der frekventerer klubben, heriblandt amatørdansere der er så dygtige at de til nogle af numrene gav solooptræden. Til alles store begejstring!

Caveau de la Huchette

Privatfoto

Og svigerforældrene (vi taler altså 70+ her…)? De sad og hoppede på bænkene og klappede og stampede i takt til musikken og var helt overordnet ellevilde med stedet og musikken. Vi var først tilbage på hotellet ved 01.30 tiden, godt møre men en stor oplevelse rigere!

Kender du nogle gode spillesteder i Paris? Fortæl os om det i kommentarfeltet!

Måske vil du også synes om:

Lidt om keltisk kultur

celtic-23392_640Når Tourfeltet i dag kører ind i Bretagneregionen, kører det også ind i et område med en helt særlig historie. Den keltiske kultur præger området, og hvert år afholdes stor interkeltisk festival, der samler deltagere fra de keltiske områder i Europa.

Indtil den romerske invasion af Frankrig og det meste af England, der varede i cirka fire århundreder fra 44 e.v.t., var en stor del af Vesteuropa keltisk, men den keltiske kultur blev trængt tilbage eller assimilieret af den romerske kultur. I vore dage er der seks keltiske ‘lande’ – eller områder – der er anerkendte som bærere af den keltiske kultur og det keltiske sprog: Irland, Skotland, Wales, Cornwall (en region i det sydvestlige England), Isle of Man (der ligger i det Irske Hav mellem Irland og det nordlige England), og Bretagne.

Men det er vigtigt at holde tingene adskilt. Først og fremmest er der fakta om kelterne som et historisk folk, dernæst den keltiske kultur og sproget, som eksisterer i dag, og så er der den ideologi, der udspringer af en søgen efter en keltisk identitet, og som kan ses som en moderne konstruktion, hvor de meste militante tilhængere taler om national selvstændighed for de keltiske områder.

Den politiske diskussion vil jeg gerne holde mig ude af.

Interessen for keltisk kultur har været fremherskende længe – tænk bare på, hvor stor en succes Michael Flatleys Riverdance shows var i 90’erne, og hvordan keltiske tegn har været brugt som tatoveringer i mange år. Også keltisk sang, musik og kunst dyrkes.  Hvert år afholdes en stor interkeltisk festival i Lorient på Bretagnes sydkyst – festivalen omtaler sig selv som det årlige samlingspunkt for keltiske kunstnere – hvor op mod 4.500 udøvende kunstnere samles, og med tæt ved en halv million tilskuere i de ti dage, den varer. I år afholdes festivalen fra 7. – 16. august, så hvis du er interesseret i keltisk kultur, kan det stadig nås.

Her kan du læse mere om Festival Interceltique Lorient.

I dag køres 8. etape fra Rennes til Mûr de Bretagne

Måske vil du også synes om:

En tilståelse

Jeg har en tilståelse. Og en undskyldning. Den slags skal man ikke være for fin til.

Jeg må tilstå, at da Stromae hittede så vildt med Alors on dance for 5 år siden at det gav genlyd selv i lille Danmark, tænkte jeg: tyndbenet (i dobbelt forstand, altså… Manden har jo ikke eet gram fedt på kroppen) popmusik! Overfladiske rytmer og et letkøbt hit hos de unge. Og selvom mine kursister indimellem spurgte, om vi ikke skulle prøve at have det ind i undervisningen, var jeg ikke meget for det. Så hellere noget med gods i fra den franske visetradition. At Stromae er belgier gav ham heller ikke nogen pluspoints i min optik.

Indtil en af mine bekendte, som er et belæst og kulturelt dannet menneske der blandt andet går i kirke til jul for at høre Händels Messias, lovpriste ham i store vendinger.

På Facebook.

Hovsa.

Så må vi måske hellere undersøge sagen lidt nærmere. Så jeg begyndte at google Stromae. Det viser sig at han er ret aktiv på de sociale medier, og hans egen officielle hjemmeside er faktisk der, man kan se mest. Og de fleste af hans videoer er tekstet på engelsk.

Videoen til hittet Formidable blev optaget med skjult kamera, og folk der så ham gå beruset rundt i Bruxelles filmede ham med deres mobiltelefoner, og begyndte at undre sig på de sociale medier over, hvad der kunne være galt med ham. Et par dage senere blev videoen udgivet. Prøv at se den. Det er intelligent markedsføring.

Hans hit Carmen er faktisk en løftet pegefinger mod de sociale medier, han selv aktivt bruger. Se bare her:

Så undskyld Stromae! Det er både elegant og intelligent, det du laver, og det kan sagtens bruges i undervisningen.

Tour-feltet kører i Belgien i dag. Her kan du se hvor.

Måske vil du også synes om:

Fête de la Musique – Faites de la musique

FDM 2015

Hvert år den 21. juni afholdes Fête de la Musique over hele Frankrig. La Fête de la Musique er en fejring af musikken som kunstart, en folkelig begivenhed med gratis friluftskoncerter over hele Frankrig. Musikere fra alle kroge og niveauer indenfor musikken deltager, og det giver en enorm variation i de stilarter, man kan vælge imellem denne dag, fra metal, rock, pop, blues, jazz til kormusik, klassiske koncerter og kirkemusik.

Musikdagen blev søsat i 1982 af daværende kulturminister Jack Lang, der ønskede at få musikken bragt ud på gader og stræder til alles glæde og fornøjelse – både musikerne og publikum. Denne ene dag opfordres musikerne, både amatørerne og de professionelle, til at optræde gratis for at bringe deres kunstart ud til alle. Det er – i øvrigt – en meget fransk ting at gøre, det der med at gøre kulturen tilgængelig for alle. Det er af samme grund at der er gratis adgang til mange museer i Frankrig (dog varierer dagene og tidspunkterne, så tjek lige museets praktiske information inden du springer afsted).

Musikdagens slogan er Faites de la musique, som betyder ‘Lad os lave musik’. Udtalemæssigt lyder det fuldstændig som Festivalens navn Fête de la Musique, og er en elegant måde at kombinere navn og slogan på i marketingsøjemed. Det er også lidt nørdet, på den gode måde.

La Fête de la Musique er siden 1982 blevet en verdensbegivenhed, men ingen andre lande er (endnu) på højde med det omfang, dagen har i Frankrig. Prøv bare at se kortet her. Der er flere tusind arrangementer at vælge imellem i Frankrig, særligt i de store byer.

Jeg ved godt, at vi lige har passeret 21. juni og at der er et helt år til næste Fête de la Musique. Men her og her kan du se, hvor meget fest i gaden der var i søndags over hele Frankrig.

Har du oplevet La Fête de la Musique? Fortæl os om det ved at lægge en kommentar i kommentarfeltet – Du finder linket til kommentarerne øverst i indlægget, lige under overskriften.

Plakat: Fête de la Musique‘s presseside

Måske vil du også synes om:

Lidt musik til at starte dagen på…

Kender du det at have en cd i bilen som man nærmest har hørt til døde gennem lang tid, og pludselig begynder man at lytte – altså virkelig LYTTE – til en af sangene. Og så bliver man helt rørt af ordene og spekulerer på, hvorfor filan man aldrig har bemærket den tekst før?

Det skete for mig her i weekenden. Jeg har Garou‘s cd Au milieu de ma vie kørende i endeløs loop på cd-afspilleren (jajaja, jeg ved godt jeg burde variere mit musikudvalg i bilen noget mere…), men da jeg kun har 15-20 minutters kørsel mellem arbejde og hjem når jeg aldrig længere end til track 4 eller 5, når jeg hører den på vej hjem. Fordi jeg altid hører P4 om morgenen. Af en eller anden grund endte den på det sidste track på cd’en i lørdags, og så var det, jeg begyndte at lytte…

Garou har skrevet sangen Tu Sais til sin datter, og den handler grundlæggende om, at han jævnligt er nødt til at rejse fra hende for at arbejde, at hun skal holde hovedet højt når han er væk, og at han altid vil komme tilbage til hende. Og en dag vil det være hende, der rejser fra ham…

Du kan se videoen her.

Enkelt og meget smukt, ikke?