“Det, vi har i dag, er ikke noget, vi har for evigt”

(L’article en français en-dessous de l’article en danois :) )

Hvorfor lander en franskmand fra Paris i København og ikke alle mulige andre, eksotiske steder, hvad fik ham til at begynde at skrive, og hvordan fik han ideen til at iscenesætte et fremtidsDanmark som et diktatur, regeret af kristne ekstremister?

Samtale med Baptiste Boryczka, forfatteren til Korzen og Café Krilo.

Det er en af de første forårsdage. En stille og lun dag med solskin. Bladene på træerne endnu ikke helt udsprungne. Adressen, som Baptiste har givet mig, er på det indre Frederiksberg, kun et stenkast fra søerne, og langt fra det billigste kvarter i København. “Vi købte lejligheden som et håndværkertilbud, og jeg har selv sat det meste i stand, med hjælp fra min far”, fortæller Baptiste, da jeg senere får en rundvisning på de særdeles velindrettede kvadratmeter.

I stuen står døren ud til balkonen åben, Read More

Baptiste Boryczka: Café Krilo

ANMELDELSE

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman, og den indfrier til fulde forventningerne. Det er en velskrevet og uhyggeligt aktuel fabel om, hvor vi kan ende, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fredelig sameksistens og tolerance.

Det er vist efterhånden de færreste der ikke har opdaget, at de vestlige demokratier står midt i et paradigmeskifte. At verden, som vi har kendt den de sidste mange årtier, er ved at ændre sig. De højrepopulistiske kræfter råber uhyggeligt højt i det verdenspolitiske billede, og hvis ikke de allerede er kommet ind i varmen, som i USA, så står de og banker på hoveddøren til Europa. Det kommende franske præsidentvalg er den næste gyser, vi bliver vidne til.

På den baggrund er Café Krilo en uhyggeligt aktuel roman om, hvordan det danske samfund kunne komme til at se ud i en ikke nærmere tidsbestemt fremtid. Et muligt, fremtidigt scenarie, som de færreste har fantasi til at forestille sig. Men som kunne blive virkelighed, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fred og tolerance.

Nogle årtier ude i fremtiden, på Vesterbro i et København, der er forladt af de fleste indbyggere, bor de tre venner Mark, John og Lotte i en ramponeret ejendom. I ejendommens stueetage ligger caféen Krilo, der var den danske modstandsbevægelses sidste bastion, inden de sidste store oprør blev nedkæmpet 10-15 år tidligere. Danmark er regeret af kristne ekstremister, og den lokale præst på Vesterbro har personligt sørget for, at katolikker, jøder og muslimer er blevet udrenset fra kvarteret. Landet regeres af en synode, en kirkelig landssamling, hvis håndlangere – politiet og mange militser – er brutale og anvender tortur og rå magt. Mange danskere er flygtet ud af landet, og tomme huse og bygninger ses overalt. De skandinaviske lande er blevet diktaturer, og resten af Europas lande har lidt nogenlunde samme skæbne. Tidligere grundlovssikrede rettigheder som religionsfrihed, ytringsfrihed, homoseksuelles rettigheder og andre rettigheder. som vi i dag tager for givet, er sat ud af kraft. Mænd skal bære lange bukser og lange ærmer, kvinder skal bære lange nederdele og må ikke arbejde.

Da Lotte en dag får nok og begår en handling, der ville sende hende i fængsel uden domfældelse og uden meget håb om at slippe ud i live, flygter hun ud af København ad den sydlige flugtrute mod Lolland, som mange andre danskere før hende. En vej, hvor det er lykkedes dem at slippe ud af Danmark til Tyskland via Fehmern-forbindelsen (der er bygget færdig mange år tidligere) og videre ned til det sydligste Europa eller helt til Asien, hvor der er fred. Hun må flygte til fods, dels fordi infrastrukturen er brudt sammen, dels for at undgå at blive fanget af regeringens militser. Hendes eneste chance er at følge motorvejen mod Lolland på afstand. Regeringen kontrollerer selve motorvejsstrækningen, mens modstandsgrupper kontrollerer landområderne på begge sider ned til Lolland.

Samtidig, i København, har John og Mark travlt med at istandsætte Café Krilo, og den eksilerede danske ledelse af modstandsbevægelsen gør klar til et afgørende slag mod det autoritære regime.

Lyder det fuldstændig vildt, absurd og surrealistisk?

Det er det på sin vis også. Men det er også et wake-up call og en påmindelse om, at vi ikke må tage vore samfund, vores rettigheder og vores goder for givet. Café Krilo italesætter en fremtid der kunne blive virkelighed, hvis vi ikke passer på vores demokratier og på hinanden.

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman (i 2015 udkom debutromanen Korzen), og der er altid store forventninger til opfølgeren til en debutroman. Baptiste Boryczka indfrier til fulde de forventninger. Café Krilo er en velskrevet og uhyggeligt aktuel roman med et dystert fremtidsbillede, men rummer også håb om, at menneskelighed og modstand mod undertrykkelse altid, før eller siden, vil vinde.

Baptiste Boryczka Café Krilo. Lemieux Éditeur (Paris). Udgivet 13. februar 2017. Kan bestilles online, og helt sikkert også i de franske boghandler i København og Aarhus.

 

baptiste-boryczka

Paris’ forstæder – les banlieues

(Merci de trouver le texte original en français en bas)

Dagens gæsteblogger er Baptiste Boryczka, forfatter til Korzen, der udkom i september 2015 på forlaget Lemieux Éditeur, og med endnu en roman på vej. Baptiste Boryczka flyttede til København fra Paris i 2003, og er opvokset i en forstad til Paris.

Selvfølgelig er der postkort-Paris. Som alle andre turister er det det, I kommer for. Caféerne med et forlorent provinsielt udseende, hvor stamgæsterne er dus med den vrisne krofatter. Metroen der lugter men som er så malerisk, at den mindste lyd af en harmonika, spillet af den lokale vagabond, får et romantisk skær. De folkelige kvarterer der forsvinder lidt efter lidt… Kvarterer, hvor immigranterne har indført deres lyde og nostalgiske lugte fra deres hjemland. Og så, selvfølgelig, Eiffeltårnet, Champs Elysées, Montmartre, Canal Saint-Martin og så videre. I kommer for at se alle disse ting, det er der intet i vejen med, og I skal nok opleve dem, bare rolig. Paris holder sine løfter.

Men mellem Charles de Gaulle lufthavnen og jeres hotel i det 9e arrondissement ligger der en verden, som I hurtigt kører igennem.  Denne verden, hvor tæt ved 10 millioner forstadsbeboere lever, vil man gerne skjule for turisterne. Man vil gerne glemme den. Den leverer selvfølgelig den helt nødvendige arbejdskraft til Paris for at byen kan bevare sit klassiske Amélie Poulain look, men uden at gøre væsen af sig forsyner den også hovedstaden med kunstnere og revolutionære strømninger. Stemplet som “soveby” og som “truende” er den ulykkeligvis også en scene for vold, had, tungsindighed og illegal handel. Så hvordan kan man indkredse disse forstæder, som selv pariserne fornøjer sig med at ignorere?

Jeg vil ikke tilskynde jer til at afkorte jeres besøg på Louvre for at fortabe jer mellem de grimme tårne med almennyttige boliger der skjuler himlen omkring Paris, men jeg vil stærkt opfordre jer til at interessere jer for denne kultur, for bedre at forstå det postkort-Paris I får præsenteret. Hvad med at se en af de klassiske film, der ufiltreret skildrer dagligdagen for forstadsbeboerne ? “La haine” (1995) af Mathieu Kassovitz, “Ma 6-T va crack-er” (1996) af Jean-François Richet eller “Raï” (1995) af Thomas Gilou vil uden tabuisering kaste jer ind i denne mystiske verden. Efter at have læst portrættet af forstaden Aubervilliers af Jacques Prévert i bogen Paroles, kan I medbringe en rå roman som “Kiffe kiffe demain” (2004) af Faïza Guère eller “Sarcelles-Dakar” (2006) af Insa Sané som rejsekammerat.

Forstædernes musik er ofte voldsom og svær at forstå, da det franske sprog i høj grad er blevet transformeret og beriget i teksterne. Renaud og Léo Ferré synger selvfølgelig om forstæderne, men at lytte til gruppen NTMs triste forudsigelser i sangen “Paris sous les bombes” (1995) eller Lofofora i “Peuh !” (1996) viser os i hvilken grad kunstnerne fra de belastede kvarterer kan være visionære. I en mere tilgængelig kategori tager Les Ogres de Barback-gruppens bagkatalog jer på en tur uden tilbageholdenhed ind i krinkelkrogene af forstadsbeboernes besværligheder.

Hvis I ikke desto mindre får lyst til at afkorte jeres besøg på Louvre efter at have set disse film, læst disse romaner og lyttet til musikken, så byder forstæderne på adskillige museer og kulturcentre der er værd at se nærmere på. Kunstmuseet MAC/VAL i Vitry og kunstcentret La Gallerie de Noisy-le-Sec koncentrerer sig især om samtidskunst og tilbyder enestående, skiftende udstillinger. MAC (Maison des Arts de Créteil) huser to sale til forestillinger på forkant med de banebrydende, kunstneriske strømninger. Forstæderne gemmer ligeledes på hundredvis af arkitektoniske vidundere, som I skulle prøve at opspore mellem to RER-stationer. De vegetationsbeklædte betonbakker i la Maladrerie i Aubervilliers (af Renée Gailhoustet) eller EDF boligerne i Ivry-sur-Seine (af Atelier de Montrouge) er glimrende eksempler på dette.

Oversættelse: Jette Odgaard Villemoes

Baptiste 2 forstæder banlieuesLe blogeur du jour est Baptiste Boryczka, auteur de Korzen, roman paru en septembre 2015 (Lemieux Éditeur), avec un deuxième roman à paraître. Baptiste Boryczka vit depuis 2003 à Copenhague. Il a grandi en banlieue parisienne.

Bien sûr il y a ce Paris de carte postale. Comme tous les touristes, vous venez pour cela. Ces cafés aux faux airs provinciaux où les habitués tutoient le patron bougon. Ce métro puant mais si pittoresque que le moindre air d’accordéon joué par le clodo du coin prend des allures romantiques. Ces quartiers populaires qui disparaissent peu à peu… des quartiers où les immigrés ont implanté leurs bruits et les odeurs nostalgiques de leur pays d’origine. Puis bien sûr, cette Tour Eiffel, ces Champs Elysées, Montmartre, le Canal Saint-Martin et tutti quanti. Vous venez pour tout cela, vous avez bien raison et vous l’aurez, pas d’inquiétude. Paris tient ses promesses.

Mais il y a un monde que vous traverserez rapidement entre Roissy Charles De Gaulle et votre hôtel du 9ème. Ce monde, où vivent près de 10 millions de franciliens, on aime le cacher aux touristes. On aime l’oublier. Il fournit évidemment la main-d’œuvre indispensable à Paris pour qu’il garde son look indémodable à la Amélie Poulain mais, mine de rien, il fournit aussi la capitale en artistes et courants révolutionnaires. Qualifié de « dortoir » et « craignos », il est malheureusement le théâtre de violence, de haine, de tristesse et de trafics. Alors comment saisir cette banlieue que les Parisiens eux-mêmes se complaisent à ignorer ?

Je ne voudrais pas vous inciter à écourter votre visite du Louvre pour vous perdre entre des tours HLM hideuses qui cachent le ciel autour de Paris, mais je vous encourage vivement à vous intéresser à cette culture afin de mieux comprendre le Paris de carte postale qui vous sera exposé. Pourquoi ne pas regarder un des films classiques qui dépeignent sans filtre le quotidien des banlieusards ? « La haine » (1995) de Mathieu Kassovitz, « Ma 6-T va crack-er » (1996) de Jean-François Richet ou « Raï » (1995) de Thomas Gilou vous plongeront sans tabou dans ce monde mystérieux. Après avoir lu le portrait d’Aubervilliers par Jacques Prévert dans Paroles, vous pourrez prendre comme compagnon de voyage un roman cru comme « Kiffe kiffe demain » (2004) de Faïza Guère ou « Sarcelles-Dakar » (2006) d’Insa Sané.

La musique des banlieues est souvent violente, difficile à comprendre tant le français y a été transformé et enrichi. Renaud et Léo Ferré chantent la banlieue évidemment, mais écouter les chansons tristement anticipatives de NTM dans « Paris sous les bombes » (1995) ou de Lofofora dans « Peuh ! » (1996) nous démontre à quel point les artistes des quartiers sensibles peuvent être visionnaires. Dans un registre plus abordable, l’œuvre des Ogres de Barback vous baladera sans retenue dans les méandres des difficultés banlieusardes.

Enfin, si voir ces films, lire ces romans en écoutant cette musique vous donne l’envie d’écourter votre visite du Louvre, la banlieue offre de nombreux musées et centres culturels dignes d’intérêt. Le MAC/VAL de Vitry et La Gallerie de Noisy-le-Sec s’intéressent principalement à l’art contemporain et offrent de superbes expositions temporaires. MAC (Maison des Arts de Créteil) abrite deux salles de spectacle à la pointe des courants artistiques novateurs. La banlieue recèle également de centaines de merveilles architecturales que vous devrez dénicher entre deux stations RER. Les collines de béton végétalisées de la Maladrerie à Aubervilliers (par Renée Gailhoustet) ou les logements EDF d’Ivry-sur-Seine (par Atelier de Montrouge) en sont de parfaits exemples.

Baptiste Boryczka: Korzen

Korzen

ANMELDELSE

Korzen er en af de mange romaner, der er udkommet i Frankrig i dette efterårs rentrée littéraire. Romanen er udgivet på forlaget Lemieux éditeur i Paris, og skrevet af Baptiste Boryczka, der debuterer som forfatter.

Og hvorfor er det så lige, af alle franske debutromaner dette efterår, at den er interessant?

Set ud fra et dansk perspektiv er den interessant, fordi den foregår i byen Korzen, der på polsk betyder ‘rod’ (som i et træs eller en plantes rod), en imaginær, nordeuropæisk by, der meget vel kunne være København (eller måske et miks af de skandinaviske hovedstæder). Romanens franske hovedperson, Paul, er træt af Paris og forstaden Belleville, hvor han er opvokset. Efter et par års litteraturstudier efterfulgt af diverse småjobs anbefaler en ven, som bor i Korzen, ham at flytte dertil for at få en ny start. Livet er godt og trygt i Korzen, indbyggerne er tolerante, og man kan gå på gaderne en sen aften uden at frygte overfald. Pauls franske ven Ernt, der også bor i byen, hjælper ham med en bolig og et job, og vi følger Paul gennem det første år i byen, udfordringerne ved at falde til og lære sproget, og de mennesker, han møder og lærer at kende. Alle er de af anden etnisk oprindelse end de indfødte indbyggere i Korzen, og alle har de udfordringer med integrationen.

Blandt de skæbner, der krydser Pauls vej direkte eller indirekte er der Piotr, den 10-årige dreng af polske indvandrere, der om sommeren er på ferie hos sine bedsteforældre i Polen. Her mødes han med sine fætre og kusiner, der bor rundt om i Europa, og taler om, hvordan tingene er i de forskellige lande. Der er Yoon-Ji, der er kommet til Korzen ni måneder gammel som adoptivbarn fra Korea, og føler sig 100 procent som korzaner, men hendes udseende får hende til at stikke ud i gadebilledet, og hun drømmer om at komme på ferie i Seoul. Vi møder sigøjnerne (en per definition marginaliseret gruppe) på den anden side af den store kornmark, og den bulgarske lastbilchauffør Dimitar med de racistiske udtalelser om stort set alle, der er anderledes end ham selv. Og Paul selv, der føler sig fremmed i byen, men som af to (franske) turister, han overhører i bussen, stempler han som korzaner, alene på grund af hans påklædning. Mødet mellem Yoon-Ji og Paul giver genklang af ordsproget ‘en fremmed er blot en, du ikke har lært at kende endnu’, og bliver starten på et fortroligt venskab.

Men der er noget andet, der lurer under overfladen. Er livet nu så godt og trygt i Korzen? Hvad er det for en underlig lugt der hænger i Pauls lille lejlighed, og hvorfor driver der rød væske ned bag væggen over hans seng? Hvad er der med hans nabo, der altid omhyggeligt undgår hans blik når de mødes på trappen? Hvorfor besvimer Paul på trappeafsatsen uden for sin hoveddør en sen nat under et voldsomt uvejr?

Korzen er først og fremmest en roman om identitet og om nogle gange at have følelsen af at være tilskuer til et samfund, man ikke er født ind i. Om kulturmøder, og møder mellem mennesker af forskellig herkomst. Om ikke at dømme folk på udseendet, men i stedet at lære dem at kende. Om rodløshed og om at have faste holdepunkter. Men det er også en roman gennemvævet af suspense, for alt er tydeligvis ikke, som det skulle være i det tilsyneladende trygge samfund. Og le dénouement – svaret – får vi først på de allersidste sider.

Korzen Institut Francais2 Ved et interviewarrangement på Institut Français i fredags (25. september) kom det frem, at romanen indeholder en del selvbiografiske (og autofiktive?) elementer. Baptiste Boryczka er 3. generations franskmand efter sine polske bedsteforældre, der flygtede fra Polen til Frankrig under krigen. Han flyttede til København for 10 år siden efter en karriere på de parisiske radiokanaler, og har selv oplevet integrationsudfordringerne og rodløsheden ved at flytte til et nyt land, og ligeledes paradokset ved at være ‘polakken’ i Frankrig, og ‘franskmanden’ i Danmark.

De mange lag i fortællingen gør Korzen til en spændende og anbefalelsesværdig roman, og så må den enkelte læser selv vurdere, om der ligger eventuelle politiske budskaber indlejret.

Man kunne godt håbe på, at der er et forlag der vil udgive en dansk oversættelse.

Korzen af Baptiste Boryczka (Lemieux Éditeur, 2015), kan købes i Danmark hos Den Franske Bogcafé i København og hos GMIBS i Århus.