Danskere i Paris

Ret ofte fanger jeg i forbifarten en bogtitel, som jeg med sikkerhed ved, at jeg skal have kigget nærmere på. Det fører ind imellem til nogle lidt for store bunker bøger, og det fører også nogle gange til, at jeg får nogle bøger hjem fra Statsbiblioteket som helt klart er blevet hentet i det fjerneste hjørne af bibliotekets mange, lange underjordiske gange. 3-bindsværket Danske i Paris gennem Tiderne, redigeret af Franz von Jessen og udgivet i 1936, er en af dem. Titlen dukkede op da jeg læste denne her.

3-bindsværket dækker ikke mindre end elleve århundreder, fra vikingerne frem til 1930erne, og er det, vi i dag ville kalde en antologi. En samling af selvstændige artikler af forskellige fagfolk inden for deres respektive vidensområder. Det er i sig selv en fornøjelse at læse et ældre dansk, og blot ud fra skrivestilen at kunne se, hvor meget det danske sprog har ændret sig siden 1930erne. Således kan man fornøje sig med dobbelt aa, substantiver med stort begyndelsesbogstav og en formidlende skrivestil, hvor de enkelte forfattere ikke holder sig tilbage for at komme med subjektive vurderinger af de ting, der skrives om.

I indledningen skriver redaktør Jessen i januar 1936 blandt andet:

“Værkets Formaal er at skildre den danske Pariser-Kolonis Historie gennem Tiderne. Ved ‘Koloni’ forstaas ikke de Grupper af Danske, som til enhver Tid – af mere eller mindre tilfældige Aarsager – kan have været samlet i Frankrigs Hovedstad, men saadanne danske Personligheder, der under Ophold i Paris har hentet Impulser af Betydning for deres Livsgærning [sic] eller har udøvet en Virksomhed, bestemt af Stedets særlige Vilkaar og med Virkning for deres Indsats i dansk Aandsliv under alle Former […] Værket er skrevet af Fagmænd. Det har imidlertid været tilstræbt at gøre det tilgængeligt for saa vid en Læsekreds som muligt og derved fremme et af Foretagendets Formaal: at sprede Kendskab til den Betydning, fransk aandsliv og fransk Kultur, med danske Pariserfarere som Mellemled, gennem Tiderne har haft for Danmark”

Så det er altså ikke de almindelige mennesker, vi skal høre om, men dem, der har gjort en forskel. For at nævne nogle få af de mange ‘Personligheder’ Jessen henviser til, kan vi ud over de danske gesandter (ambassadører) i byen gennem århundrederne, blandt andet læse omfattende beskrivelser af Holbergs ophold i Paris, om Jens Baggesen, Malthe Conrad-Bruun, Eckersberg og mange andre kendte danskere inden for kunsten og litteraturen gennem tiden, der har hentet inspiration i byen, eller ligefrem har slået sig ned der.

Eksempelvis H.C. Andersen, der i følge beskrivelsen i værkets bind 2 var i Paris hele otte gange fra 1833 og frem, og blandt sine bekendtskaber i byen talte Victor Hugo, digteren Lamartine, Honoré de Balzac, Alexandre Dumas d.æ. (ham med De tre Musketerer), og digteren Heinrich Heine, der havde oversat Den standhaftige tinsoldat ‘til sin hustrus store fornøjelse’. Andersen var iøvrigt lidt af en berømthed i Frankrig allerede mens han levede.

Værket igennem ses det, at de kulturelle påvirkninger mellem Frankrig og Danmark har været livlige op gennem århundrederne, måske endda mere fra Frankrig mod Danmark end omvendt, og måske mere, end man lige går og forestiller sig. Der er mange spændende historier at hente i værket, og jeg vil bestemt ikke udelukke at der dukker flere guldkorn op her på bloggen i den kommende tid.

Måske vil du også synes om:

Kulturelle overførsler

Transferts1

Jeg har tidligere skrevet om oversættelsesarbejde her på bloggen, og om, hvilken indsigt i både afsenderkulturen og modtagerkulturen oversætteren skal være i besiddelse af. Når du for eksempel sidder og læser en god bog i sofaen, der er oversat fra et andet sprog til dansk, så sidder du ikke blot med resultatet af en (forhåbentlig) vellykket oversættelse i hænderne. Du sidder også med en kulturel overførsel.

‘Kulturel overførsel’ er et teoretisk begreb, en metode til beskrivelse af overførslen af et kulturelt fænomen (forstået i bredeste forstand) fra en oprindelseskultur til en modtagerkultur. Og det er vel at mærke ordet ‘overførsel’ der er i fokus her, hvilket i de fleste tilfælde vil sige ‘overførsel’ fra et land til et andet. Begrebet dækker langt mere end ‘bare’ fænomenets vej fra een kultur til en anden. Når man undersøger en kulturel overførsel handler det om at se på, hvordan fænomenet (f.eks. en bog) rejser fra oprindelseskulturen til modtagerkulturen, hvem der initierer (formidler) overførslen, hvordan bogen bliver modtaget, og hvordan den, helt konkret og i mere abstrakt forstand, bliver modtaget, forstået og indoptaget af modtagerkulturen og dens publikum.

Forskningen i kulturelle overførsler blev formaliseret og teoretisk beskrevet af professor Michel Espagne fra École Normale Supérieure i Rue d’Ulm i Paris og hans tyske kollega Michel Werner op gennem 1980erne, hvor de manglede et metodeværktøj til mere præcist at beskrive og indfange alle facetter af de fransk-tyske interkulturelle relationer, de arbejdede med. I 1999 udgav Michel Espagne Les transferts culturels franco-allemandes (Presses Universitaires de France – PUF), som teoretisk beskriver metoden og anvender den på en lang række eksempler i spændingsfeltet Frankrig-Tyskland.

Et eksempel
Jeg skrev i 2004 speciale om modtagelsen i Danmark af Montesquieus værker, særligt Lettres Persanes (1721) og De l’Esprit des Lois (Om Lovenes ånd) (1748). Det udsprang af en undren over, hvorfor et værk med så omfattende indvirkning på den vestlige verdens demokratiske grundlove og statsindretninger var så fraværende i nutidig dansk forskning. I værket formulerer Montesquieu, inspireret af John Locke, tredelingen af statsmagten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Om Lovenes Ånd fandt ret hurtigt efter udgivelsen i 1748 vej til Danmark, idet den allestedsnærværende og vidt berejste Ludvig Holberg, som kunne fransk, havde et eksemplar af værket i en 1749-udgave. Holberg og andre fra datiden universitære elite – blandt andre statsråden Kofod Ancher og professor ved Sorø akademi Jens Sneedorff – debatterede flittigt Montesquieus ideer, og Holberg kritiserede dem i mange af sine epistler med udgangspunkt i sin dansk/norske forståelse, og med nogle misforståelser af Montesquieu til følge. Og netop her er det at man kan begynde at se på, hvordan et værk forstås i modtagerkulturen.

I 1770 udkom en komplet oversættelse til dansk af De l’Esprit des Lois, hvilket betød endnu en kulturel overførsel af samme værk. Værket var allerede tilstede i Danmark og blev debatteret, men med oversættelsen fik den brede danske befolkning, der ikke kunne fransk, adgang til værket og dermed Montesquieus ideer. Værket er først blevet genoversat igen i 1998.

I eksemplet med Montesquieu, som jeg har forenklet en hel del, har vi altså både en oprindelseskultur, en modtagerkultur, en initiator/formidler og en (ny) forståelse af værket ud fra modtagerkulturens referenceramme. At den kulturelle overførsel af Om Lovenes Ånd foregik relativt hurtigt i 1700-tallet kan tilskrives Holbergs internationale orientering. I 2006 udkom en antologi redigeret af Michel Espagne – Le prisme du Nord – hvor mange forskellige bidragydere tegner et billede af de kulturelle overførsler, der har fundet sted til og fra det nordligste Europa i perioden 1750-1920. Jeg var så heldig at få antaget et kapitel om netop den kulturelle overførsel af Om Lovenes Ånd.

I vores digitale 21. århundrede går tingene selvsagt meget hurtigere, og man skal nogle gange holde tungen lige i munden, hvis man skal forsøge at følge et kulturelt fænomens vej fra en udgangskultur til en modtagerkultur. Nye sange, nye bøger, rejsebeskrivelser fra fjerne lande – det hele lander i vores indboks eller vores Facebook feed i løbet af få sekunder….

Måske vil du også synes om: