cevennes-aven-armand

Les Cévennes 2 – En underjordisk oplevelse

Hvis børnene ikke syntes det var så fedt at besøge en gammel middelalderby, så syntes de til gengæld at det var vildt spændende at besøge grotten Aven Armand. Grotten ligger i nationalparken Les Cévennes, ca. 45 minutters kørsel øst for Les Gorges du Tarn.

Når man ankommer til stedet, der ligger på et plateau, er der ikke andet at se end receptions-
bygningen og en stor parkeringsplads. Lige nordvest for parkeringspladsen er der et stort, indhegnet krater i jorden. Det var via dette krater, der har et hul i bunden, at Louis Armand opdagede grotten i 1897.

I dag er der adgang til grotten via receptionsbygningen. Med en kabelbane bliver man transporteret de ca 100 meter ned, og den kæmpestore grotte åbenbarer sig. Den måler 100 x 65 meter, med ca 45 meter til grottens loft.

DCP01804

Det er et magisk syn, der møder en. Flere hundrede stalagmitter rejser sig i forskellige højder fra undergrunden. Den højeste er næsten 30 meter høj. En sti fører den besøgende rundt i grotten der er nænsomt belyst, men alligevel nok til at man kan se det hele.

Grotten er kølig, og man går rundt mellem stalagmitterne med en følelse af at være på en anden planet, iblandet lidt uhygge og en enorm fascination af at noget så smukt kan ligge lige under jordoverfladen. Féerique, som franskmændene ville sige.

DCP01792

Hvis en ferie til Languedoc-Rousillon eller en badeferie ved den vestlige ende af Middelhavskysten er i støbeskeen, så er Aven Armand grotten helt sikkert en dagsudflugt værd.

Her kan du læse mere om Aven Armand grotten.

Feltet kører i dag fra Rodez til Mende.

Les Cévennes 1 – i højden

Øst for dagens etape ligger nationalparken Parc National des Cévennes, der tilbyder nogle enestående muligheder for store naturoplevelser. Selvom man som udgangspunkt måske er på badeferie ved kysten, som vi var, så ligger parken så tilpas tæt på kysten at man godt kan nå dertil på en dagsudflugt, og alligevel nå tilbage og få en aftendukkert i havet.

Les Gorges du Tarn er en bjergkløft, en canyon, hvor floden Tarn løber i bunden. Tarn-floden udspringer lidt højere oppe i Central Massif på bjerget Mont Lozère, og er en biflod til Garonne, som den løber sammen med øst for byen Montauban i departementet Tarn-et-Garonne. Garonne er den flod, der ved Bordeaux løber sammen med Dordognefloden og bliver til Gironde, flodmundingen der løber ud i Atlanterhavet med Médoc-området på den sydvestlige bred.

Bjergfloder er altid fascinerende, synes jeg. Der er som regel fart på, og på de mere rolige steder er de gode at bade i på en varm dag. Ikke blot Les Gorges du Tarn men hele området inviterer til vandringer, sejlads og river rafting på floden, eller bare nogle enestående panoramaer i bjergene, hvis man ikke er så meget til sportslige udfoldelser.

Her kan du se billeder fra Les Gorges du Tarn.

Ca. 45 km syd for Les Gorges du Tarn går broen Viaduc de Millau over Tarn dalen og floden Tarn. Viadukten er en motorvejsbro som blev åbnet i 2004 efter 13 års planlægning og kun 3 års byggeri. Det er også en rekordernes bro: Den er næsten 2,5 kilometer lang, og brodækket er 270 meter over jordoverfladen. På det højeste sted måler den 343 meter fra foden af bropillen til toppen af pylonen. Det er højere end Eiffeltårnet.

viaduc de Millau

Feltet passerer under viadukten på etapen i morgen.

Vil du vide mere om broen? Så se her.

Har du været i området – og har du nogle gode tips til steder, man kan besøge? Så del dem gerne med os i kommentarfeltet.

I morgen skal vi en tur under jorden, så hæng på og læs med!

Feltet kører i dag fra Muret til Rodez

Foto: Pixabay.com