Les Cévennes 2 – En underjordisk oplevelse

Hvis børnene ikke syntes det var så fedt at besøge en gammel middelalderby, så syntes de til gengæld at det var vildt spændende at besøge grotten Aven Armand. Grotten ligger i nationalparken Les Cévennes, ca. 45 minutters kørsel øst for Les Gorges du Tarn.

Når man ankommer til stedet, der ligger på et plateau, er der ikke andet at se end receptions-
bygningen og en stor parkeringsplads. Lige nordvest for parkeringspladsen er der et stort, indhegnet krater i jorden. Det var via dette krater, der har et hul i bunden, at Louis Armand opdagede grotten i 1897.

I dag er der adgang til grotten via receptionsbygningen. Med en kabelbane bliver man transporteret de ca 100 meter ned, og den kæmpestore grotte åbenbarer sig. Den måler 100 x 65 meter, med ca 45 meter til grottens loft.

DCP01804

Det er et magisk syn, der møder en. Flere hundrede stalagmitter rejser sig i forskellige højder fra undergrunden. Den højeste er næsten 30 meter høj. En sti fører den besøgende rundt i grotten der er nænsomt belyst, men alligevel nok til at man kan se det hele.

Grotten er kølig, og man går rundt mellem stalagmitterne med en følelse af at være på en anden planet, iblandet lidt uhygge og en enorm fascination af at noget så smukt kan ligge lige under jordoverfladen. Féerique, som franskmændene ville sige.

DCP01792

Hvis en ferie til Languedoc-Rousillon eller en badeferie ved den vestlige ende af Middelhavskysten er i støbeskeen, så er Aven Armand grotten helt sikkert en dagsudflugt værd.

Her kan du læse mere om Aven Armand grotten.

Feltet kører i dag fra Rodez til Mende.