Julekrybben – La crèche de Noël

Julekrybbe4

La crèche de Noël – julekrybben – er en katolsk tradition, som man især ser i eller ved katolske kirker op til jul. Jeg har dog bemærket at nogle danske kirker, som jo er protestantiske, også er begyndt at sætte en julekrybbe op. Og ligesom mange i Danmark pynter op med et nisselandskab i hjemmet i julemåneden, sætter katolske familier et krybbetableau op.

La crèche de Noël er i al sin enkelhed et tableau – en udstilling – af scenen fra Juleevangeliet, der viser Jesusbarnet liggende i krybben i stalden, omgivet af Jomfru Maria, Josef, staldens forskellige dyr, måske en engel eller flere, måske nogle af hyrderne, ret ofte de tre vise mænd, og tit med ledestjernen over staldens tag. Opsætningen af la crèche de Noël går helt tilbage til 1500-tallet, hvor jesuittermunkene var foregangsmænd i forhold til udbredelsen af traditionen med at opsætte tableauet ved juletid, for at fejre Jesu fødsel.

Julekrybbe2

Med den tiltagende verdsliggørelse af julefejringen i Frankrig ser man også tit krybbeudstillingen i shoppingcentre,  supermarkeder, shoppingcentre og offentlige bygninger. Og særligt det sidste har på det seneste givet anledning til diskussioner i Frankrig. Fordi Frankrig er en sekulær stat, hvor religion er en privatsag, kan man per definition heller ikke have religiøse symboler i statslige bygninger der repræsenterer Republikken, f.eks. rådhuse. I november udsendte sammenslutningen af borgmestre i Frankrig en række anbefalinger til, hvordan borgmestre og medarbejdere skulle gebærde sig i forhold til håndtering af religiøse sammenhænge, herunder eksempelvis juleudstillingen. Netop fordi religion er en privatsag og staten er religionsneutral, mener borgmestersammenslutningen at julekrybben ikke hører hjemme i en offentlig bygning. Andre mener, at julekrybben er en gammel juletradition som skal have lov at være der. Det gav anledning til en ophedet debat, hvorunder nogle borgmestre fra det yderste højre forlod borgmesterforeningen smækkende med døren. Det kan du læse mere om her.

Fotos: Pixabay.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *