Igår udkom Nicolas Sarkozys seneste bog La France pour la vie på forlaget Plon. I bogen reflekterer han over især sin forgangne præsidentperiode og de personer, der krydsede hans vej. Og selv om han selv anfører, at bogen ikke er en programerklæring til det kommende præsidentvalg i 2017, hvor han forventes at stille op igen, så kan man alligevel godt se bogen som et forsøg på at rette op på svipsere i hans 5 år som Frankrigs præsident.
Set fra et almindeligt dansk synspunkt er bogudgivelsen måske ikke specielt interessant. Man skal være frankofil med interesse for det franske politiske system og persongalleri for at have interesse i bogen. Og dem, der er det, ved også godt hvor de skal finde bogen. Hvis du har lyst til at læse et eksklusivt uddrag af bogen, fik avisen Le Figaro æren af at bringe dette i fredags. Den artikel kan du læse her.
Det, der er mere interessant i forbindelse med gårsdagens bogudgivelse er, at endnu en fransk politiker har udgivet en bog. Og det forhold er interessant, for her har vi en typisk dansk-fransk kulturforskel.
Mig bekendt er der vist ikke mange andre danske politikere end Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, der har udgivet bøger – og korrigér mig gerne, hvis jeg tager fejl. Men i modsætning til danske politikere, så er der en tradition for at franske (top)politikere skriver bøger: Og de bevæger sig indenfor ganske forskellige genrer som memoirer, bøger om litterære eller historiske personligheder (filosoffer, forfattere, konger osv) og tanker og refleksioner over [indsæt-selv], poesiantologier mv. F.eks. tidligere præsidenters compte-rendu over deres præsidentperiode: Charles de Gaulles Mémoires er ret omfattende og hans bibliografi er alenlang, Georges Pompidou skrev ikke blot sine erindringer men udgav også en poesiantologi, Jacques Chirac har skrevet om sin præsidentperiode og det har François Mitterrand også. Alain Juppé (borgmester i Bordeaux og tidligere premierminister) er en habil Montesquieu-kender, François Bayrou (formand for centrumpartiet UDF) har skrevet en udmærket bog om Henri IV (kongen der angiveligt sagde ‘Paris er vel en messe værd‘). Og Sarkozys bogudgivelse igår er ikke hans første. I 2006 udgav han bogen Témoignage i forbindeles med at han stillede op til præsidentvalget, som han som bekendt vandt.
De ovennævnte er bare nogle ganske, ganske få af den lange liste af franske politikere der dyrker deres intellektuelle side og udgiver bøger om dette og hint. Nogle af dem er glimrende forfattere, andre får drøje hug for deres (skrive)stil. Man ser ofte i Frankrig at kritik af formen (skrivestil/fejl i grammatikken/stavningen osv) går frem for kritik af indholdet – budskabet – så at sige.
Det bliver interessant at se anmeldelserne af Sarkozys nye bog. Han er en af dem der tidligere har fået tæsk for sin skrivestil…
Seneste kommentarer