Mauriac – med troen som bærende tema

Jeg har netop købt min billet til rundvisningen på François Mauriacs ejendom Malagar.

“Det varer lige en halv time, så er guiden klar til næste rundtur”, sagde damen i billetsalget. “De er velkommen til at gå en tur i parken mens De venter”. Så det har jeg gjort, og står nu for enden af alléen der fører op til huset. På terrassen med udsigt ned mod Saint-Maixant og Langon, og videre ud i horisonten mod den intense mørke linje af fyrretræer der fortæller, at her starter Les Landes, departementet med de uendelige vidder af fyrretræer. Terrassen, hvor Mauriac holdt så meget af at sidde og nyde udsigten.

Ved siden af bænken er en bronzeplade med et citat af Mauriac nedfældet i gruset:

“Le soir dans Malagar retrouvé, j’observe de ma terrasse la fôret que j’ai quittée
et dont l’immense armée noire ferme l’horizon”

(“Om aftenen på mit genfundne Malagar betragter jeg fra terrassen skoven som jeg forlod, og hvis massive, sorte hærskare afgrænser horisonten”)

Da Mauriac døde som 85-årig i 1970 var det som Nobelprismodtager, storkorsridder af Æreslegionen, og med et omfattende forfatterskab bag sig. Efter litteraturstudier i Bordeaux rejste han til Paris, hvor hans første digtsamling udkom i 1910. Han var af den generation, der måtte gennemleve to verdenskrige. Under 1. Verdenskrig blev han sendt til Grækenland som soldat, og da han kom hjem igen tog hans forfatterskab for alvor fart. De fleste af hans romaner er blevet til op gennem 1920erne og første halvdel af 1930erne, og blandt de kendteste er nok Le Baiser au Lépreux  (1922) (da: Kysset til den spedalske), Thérèse Déqueyroux (1927) (samme titel på dansk) og Le Noeud de Vipères (1932) (da: Øglereden).

Mauriac var troende katolik, og der løber en understrøm af katolske temaer gennem en stor del af forfatterskabet. Hans romaner er relativt dystre, og skildrer ofte det skinhelligt fromme borgerskab med en skjult dagsorden. Guds nåde er et tema han ofte vender tilbage til, og som afsøges og behandles, ofte i tilknytning til romanpersonernes indre kamp. De virkeligt nørdede fransklitteraturinteresserede kan i Mauriacs romaner finde paralleller tilbage til 1600-tallets jansenisme, hvor blandt andre Blaise Pascal var indblandet i jansenisternes diskussion med jesuitterordenen.

Rundvisningen starter i køkkenet, som er spartansk indrettet. “Vi starter her, fordi François Mauriac gennem hele sit liv altid brugte køkkenindgangen”, fortæller guiden. Spisestuen, der ligger ved siden af, fremstår ligeledes som på Mauriacs tid. Midt gennem stuetagen, på tværs af huset, ligger den store hall, som har udsyn til både nord og syd.

Da vi når ind i opholdstuen fortæller guiden, at det var her, Mauriac yndede at sidde og skrive, og gerne tæt ved pejsen. Hele stueetagen emmer af en tidslomme, der blev lukket for længe siden. Alt står, ifølge guiden, som da Mauriac levede her, og der er kun blevet yderst nænsomt restaureret.

Det er ikke svært at forstå, at den store hall midt i huset var familien Mauriacs yndlingsrum. Den nordvendte hovedindgangsdør har glasvinduer, og den sydvendte udgangsdør til den indre gård mellem de to chais har også glasdøre, hvor solen falder ind og lyser rummet op. Ejendommen ligger på en høj i et kuperet terræn, og fra hallen er der udsigt både mod nord og mod syd. Fra udgangsdøren mod syd kan man gå ad en allé ned til den berømte terrasse for enden af parken, hvor udsigten breder sig over vinmarkerne og ud mod skoven i horisonten.

I 1933 blev Mauriac medlem af Académie française, og de følgende år blev hans skrifter mere og mere politiske. Han var imod fascismen og dens stigende udbredelse i Europa og tilhænger af De Gaulle. Under 2. Verdenskrig boede han delvist på Malagar syd for Bordeaux og delvist i Paris, der begge lå i den besatte zone. Han skrev under pseudonym i krigsårene, men ophørte ikke med at skrive politisk. Efter 2. verdenskrig blev han skribent hos avisen Le Figaro, og i 1952 modtog han Nobelprisen i litteratur. Seks år senere udnævnte De Gaulle ham til storkorsridder af Æreslegionen. På det tidspunkt kunne han skrive poet, forfatter, dramaturg, journalist og Nobelprismodtager på visitkortet.

Rundvisningen slutter i opholdsstuen efter cirka 45 minutter, og vi bliver igen inviteret til at gå en tur i parken. Oktobersolen skinner fra en næsten skyfri himmel, og cypresserne, som Mauriac plantede, fordi de mindede ham om Italien, strækker sig mod den blå himmel.

Mange af hans romaner er oversat til dansk, men oversættelserne er efterhånden ved at have nogle år på bagen. Han er gået noget i glemmebogen herhjemme, og mit gæt er, at det muligvis er på grund af det noget dystre romanunivers.

Ejendommen Malagar er i dag overdraget til Aquitaines regionsråd, der har skabt et kulturelt samlingssted med konferencer og arrangementer omkring Mauriacs forfatterskab, og et sted som skolebørn og litterært interesserede kan besøge for at blive klogere på Mauriac.

Malagar, Centre François Mauriac, 33490 Saint-Maixant. Billetpris (voksen): 7,50€. Bemærk der er middagslukket, og at åbningstiderne kan variere, alt efter årstiden. Se mere på Malagars hjemmeside her.

Det var den sidste artikel i min lille serie om Bordeaux’ 3 store M. Her kan du læse om de to andre: Montaigne og Montesquieu.