Hold. Nu. Op.
Sikke en modtagelse, interviewsamtalen med Baptiste Boryczka har fået. Det har vist mig, at jeg er på rette spor med blogarbejdet, og at arbejdet med at lytte og transkribere samtalen, beskære stoffet (det var svært! der kom så mange guldkorn på bordet i løbet af de 47 minutter og 22 sekunder, samtalen varede, at vendingen ‘Kill your darlings’ fik en helt ny betydning), skrive artiklen og oversætte den til dansk var det hele værd!
Connaissances.dk er i sit udgangspunkt dansk. Og det vil den blive ved med at være. Men artiklens succes har også fået mig til at overveje, om der skal lidt flere – bare lidt flere – artikler med på både dansk og fransk. Når det er relevant, forstås. Indtil videre er der ikke så mange. Bare 4 ud af 391 (inklusive dette indlæg). Til en start har jeg nu givet de dansk/franske artikler en selvstændig kategori, som du finder i menuen øverst på siden.
Og så er det på søndag, det sker. 1. runde af det franske præsidentvalg. Det bliver en gyser. Det bliver sindssygt spændende, fordi der nu er fire kandidater, der ligger næsten på linje til at gå videre til 2. runde. Se den interaktive grafik her, der er et gennemsnit af 128 opinionsundersøgelser fra 10 institutter fra december 2016 og frem til i mandags (grafikken ses bedst på en computer).
Måske har du allerede set dette klip med John Oliver, hvor han tager det franske valg under morsom, men kærlig behandling? Hvis ikke, så und dig selv at bruge de 18 minutter, det varer, til at få dig et godt grin. Og se endelig klippet HELT til ende. Det bliver kun sjovere og sjovere. Og til sidst helt ustyrligt morsomt.
God torsdag derude :)!
Seneste kommentarer