Der er liv og glade dage i Alliance française de Fionie.
Så meget, faktisk, at de i erkendelse af at være den eneste AF-afdeling på Fyn for et par år siden skiftede navn fra Alliance française Odense til Alliance française de Fionie. “Vi har derfor lagt arrangementer på biblioteket i Svendborg og arbejder også på muligheden for at lægge arrangementer i f.eks. Faaborg. Vi har samtidig også arbejdet på at gøre os mere synlige i Odense. Vi skal nu for 4. år deltage i Havnekulturfestivalen på Odense Havn. I år sponsorerer vi en buffet, der samtidig fortæller de gode historier om fransk madkultur. Vi kalder arrangementet ’Fra ord til bord’. Vi arbejder også på at få et samarbejde i gang med gymnasierne” fortæller kasserer Helle Andersen mig i en mail dagen efter mit besøg torsdag aften.
Og der var da også fuldt hus i torsdags i Studenterhuset på Brandts Klædefabrik i hjertet af Odense. Unge og gamle og os nogenlunde midt imellem var kommet for at høre lektor Henrik Prebensen fra Københavns Universitet holde foredrag om det franske præsidentvalg, få dage før 1. valgrunde.
En af franskfagets nestorer i Danmark, professor Morten Nøjgaard, er formand for Alliancen på Fyn, og han bød velkommen, inden Henrik Prebensen gik i gang. I løbet af godt halvanden time fik vi en grundig og uhyre struktureret gennemgang af, hvordan et fransk præsidentvalg afvikles og hvad det franske præsidentembede historisk set indebærer, Her var særligt De Gaulle og den 5. republik i fokus. Vi fik et blik på det franske samfunds tilstand her i foråret lige før valget, med de kriser der martrer landet. Den økonomiske krise, der trækker tråde helt tilbage til 2. Verdenskrigs afslutning og den sociale samfundsmodel, der blev forhandlet på plads dengang. Den nuværende, sociale krise med stigende arbejdsløshed. Den politiske krise. Og en identitetskrise som Prebensen kaldte en kultur- og civilisationskrise.
Herefter gik han videre til en gennemgang af de fem kandidater, der ligger højest i meningsmålingerne, mens de resterende seks kandidater dog også fik et par ord med på vejen. Og måske vigtigst af alt: Prebensen stillede spørgsmålet om, hvordan det kommer til at gå efter valget?
Jeg skal normalt høre en hel del om Frankrig, før jeg lærer noget nyt. Jeg havde flere aha-oplevelser undervejs i Prebensens kyndige gennemgang. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Arrangementerne i Alliance française-afdelingerne er værd at køre efter! Og torsdag aften var foredraget hele køreturen fra Aarhus til Odense og retur værd.
I lørdags havde de ovenikøbet endnu et højprofileret arrangement i Odense-afdelingen. Der var forfatterbesøg, hvor Jacques Jouet var på besøg for at fortælle om sin digtsamling om Aarhus På…/…En, ledsaget af lektor Steen Bille Jørgensen, der har oversat digtsamlingen. Det besøg var arrangeret i samarbejde med Fransk Salon på Dalum Bibliotek og Selskab for Ny Fransksproget Litteratur.
Fransk Salon er en række læsekredse på Dalum Bibliotek, ledet af salonnière og bibliotekar Dorrit Munk Jørgensen. Udover læsekredsene laver Fransk Salon også kulturelle arrangementer, hvor deltagerne mødes på tværs af læsekredsene, og Dorrit Munk Jørgensen arbejder tæt sammen med Alliance française de Fionie. Se Fransk Salons Facebookside her.
Der er mange franske aktiviteter i det fynske, og det er ikke sidste gang, jeg tager på besøg.
Seneste kommentarer