Junifilm i biografen

Det vælter med franske film i biografen i juni måned! Sidse Babett Knudsen er på plakaten, og flere af de film, der har været på Franske Film Mandages program i foråret får ordinær premiere i juni. Og har du lyst til at nørde igennem med den franske instruktør Robert Bressons sort-hvide mesterværker, så er det hos Cinemateket, det foregår.

Franske Film Mandage

Som bekendt er det 2. Pinsedag i dag, og der er derfor ikke film på Franske Film Mandages program. Det er der derimod de næste to mandage.

Mandag den 12. juni vises filmen La Danseuse (Danserinden), som er instruktøren Stéphanie Di Giustos spillefilmsdebut. I filmen medvirker blandt andre Soko, Gaspard Ulliel, Mélanie Thierry og Lily-Rose Depp. Den vises i både Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København. Filmen får ordinær premiere 10. august i begge biografer.

Mandag den 19. juni er det La fille de Brest (Kvinden fra Brest), som er forårets sidste film på Franske Film Mandages program. La fille de Brest er baseret på en virkelig historie, og havde fransk premiere i slutningen af november sidste år, hvor jeg skrev et indlæg om den. Filmen er instrueret af Emmanuelle Bercot, og danske Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen som lægen Irène Frachon. Se den i Øst for Paradis eller Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere 3. august i Øst for Paradis.

Andre franske film i biografen

L’Odyssée (Jacques – En mand af havet), som var på Franske Film Mandages program i maj, havde ordinær premiere 1. juni i både Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen er en dramatisering af den legendariske opdagelsesrejsende Jacques Cousteaus liv og har Lambert Wilson og Audrey Tautou i hovedrollerne.

La fille inconnue (Kvinde, ukendt), som også var på Franske Film Mandages program i maj, får ordinær premiere i Øst for Paradis og i Grand Teatret 8. juni.

Réparer les Vivants (Hjertets vej) er endnu en af filmene fra FFM programmet, der får ordinær premiere 22. juni i både Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen er instrueret af Katell Quillévéré, og har blandt andre Tahar Rahim, Emmanuelle Seigner og Anne Dorval på rollelisten.

28. juni viser Øst for Paradis Gabriel Axels legendariske filmatisering af Karen Blixens novelle Babettes gæstebud, der vandt en Oscar i 1987. Filmen får repremiere 28. august. Med blandt andre Bodil Kjer og franske Stéphane Audran på rollelisten.

Torsdag den 29. juni viser Øst for Paradis Krzysztof Kieslowskis film La double vie de Véronique (Veronikas to liv) fra 1991.

Cézanne og Zola, filmen om de to kunstnere og deres livslange venskab, spiller stadig i både Grand Teatret og Øst for Paradis.

Frantz, der var på FFM programmet helt tilbage i marts, spiller også stadig i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Cinemateket

I juni kører Cinemateket en serie om den franske instruktør Robert Bresson (1909-1999), hvor de viser fire af hans film: 8. juni er det filmen Quatre nuits d’un rêveur fra 1971, der er på programmet, og 10. og 29. juni er det Au hasard Balthazar fra 1966. 15. og 24. juni vises Les Anges du Péché fra 1943, og den 22. juni er det Le procès de Jeanne d’Arc fra 1962.

8. juni og 13. juni vises Le passage du Rhin fra 1960, med blandt andre Charles Aznavour, Nicole Courcel, Georges Rivière og Cordula Trantow.

God fornøjelse i biografen :)!