Colombey-les-Deux-Églises er en lillebitte landsby langt ude på landet i departementet Haute Marne, omtrent halvvejs mellem Paris og Strasbourg. Det er også landsbyen, hvor Charles og Yvonne de Gaulle købte et hus i 1934 og etablerede sig i 1946 efter 2. Verdenskrig, og hvor de Gaulle i sine to præsidentperioder med jævne mellemrum modtog andre landes statshoveder i huset i den lille landsby. Landsbyen huser i dag Mémorial Charles de Gaulle med tilhørende museum, og hans gravsted ved kirken. Huset, familien boede i, kan man også besøge.
På en bakketop et par kilometer udenfor Bar-sur-Aube dukkede det frem i horisontens varmedis. Det 45 meter høje Lorraine-kors, symbolet på den franske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig og uløseligt knyttet til Charles de Gaulle. Siden indvielsen i 1972 har korset været vartegn for Charles de Gaulle monumentet og ikke mindst landsbyen Colombey-les-Deux-Églises, hvor de Gaulle boede med sin familie fra 1934 og frem til sin død i 1970.
Ifølge navigationsdamen var vi stadig 13km fra dagens udflugtsmål.
“Lad os få noget frokost, inden vi er fremme”, sagde Ægtefælle. Vi havde været undervejs næsten tre timer. Der var et pænt stykke vej fra vores feriehus tæt ved Dormans til Colombey-les-Deux-Églises, og kun motorvej et stykke ad vejen. Vi var meget langt ude på landet. Vi fandt en rasteplads med skygge og spiste vores medbragte mad og de croissants og pains au chocolat, vi havde købt hos den eneste bager, vi havde fundet, der ikke havde ferielukket i august.
Allerede i 1954 under en gåtur med sin svoger, Jacques Vendroux, havde de Gaulle henkastet sagt, at skulle nogen få den ide at opføre et mindesmærke, var bakken uden for landsbyen det rette sted at gøre det. “Noget enkelt, som et Lorraine-kors, vil være passende, for alt i verden ikke en statue”, har svogeren gengivet de Gaulles ord.
Da Charles de Gaulle døde i november 1970 gik der ikke mange måneder, før der var nedsat en national komité, der skulle håndtere opførelsen af et Lorraine-kors. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, hvor kravene til mindesmærket blandt andet var, at det skulle være mellem 25 og 45 meter højt, at det skulle placeres på en nord-syd akse, så det kunne ses frontalt fra vejen fra Bar-sur-Aube, og det skulle udføres i granit.
Vinderprojektet blev præsenteret i januar 1972, og så gik udhugningen af den rosa granit, der skulle bruges til korset, i gang i Perros-Guirec i Bretagne. Den 18. juni 1972 blev monumentet indviet under tilstedeværelse af præsident Pompidou, Madame de Gaulle og flere andre familiemedlemmer samt en række notabiliteter. Et lille, tilstødende museum bygget i 1972 blev i 2008 erstattet af det nuværende museumskompleks, der blev indviet i oktober 2008 med præsident Nicolas Sarkozy og den tyske kansler Angela Merkel som hovedpersoner.
Solen skinnede fra en stort set skyfri himmel og termometret havde passeret de 30 grader, da vi gik fra parkeringspladsen ad stien, der førte ned til museets indgang.
Indgangen til museet ligger med en vid udsigt over dalen, og inde under en fremskudt første sal, der gav en tiltrængt pause i skyggen, betragtede vi dalens grønne marker og enge og den vidstrakte horisont.
I forhallen på den anden side af billetlugen er de Gaulles præsidentbiler udstillet. Først skulle vi dog op til Lorrainekorset og se det helt tæt på. Elevatoren førte os op til museets øverste niveau, hvor en gangbro forbandt museet med den sti, der ledte os videre op til korset. Da vi stod for foden af korset blev det meget tydeligt, hvor højt og monumentalt, det er, og hvorfor det var muligt for os at se det så langt væk som Bar-sur-Aube.
Museet er et moderne, interaktivt museum, der fortæller de Gaulles livshistorie fra vugge til grav, parallelt med Frankrigs historie. Fuldstændig som en slags biografi, man kan gå rundt i og røre ved, og man får et tydeligt indtryk af, hvor meget han har betydet for Frankrig, og hvor stor en statsmand, han var.
Efter at have besøgt museet parkerede vi i landsbyen for at finde kirkegården og La Boisserie, de Gaulle familiens hjem.
Den 9 november 1970 om aftenen døde Charles de Gaulle i sit hus i Colombey-les-Deux-Églises. Han havde ønsket at blive begravet ved siden af Anne, hans yngste datter, der døde i 1948. I sit testamente havde han tilkendegivet, at han ønskede en enkel begravelse i Colombey-les-Deux-Églises, kun med deltagelse af familien og de veteraner, der var med ham ved befrielsen af Frankrig i efteråret 1944. Ingen statsbegravelse med statsoverhoveder. Hans ønske blev efterkommet, og den 12. november blev han begravet ved landsbyens kirke. Hvad ingen havde forudset var de tusindvis af almindelige franskmænd, der mødte op til begravelsen og stod langs ruten fra La Boisserie og ned til landsbykirken. Samtidig, samme dag, blev der afholdt en mindegudstjeneste i Notre-Dame katedralen i Paris med alt, hvad der kunne krybe og gå af statsnotabiliteter.
Colombey-les-Deux-Églises er vitterligt en lille landsby. Det er egentlig bare en samling huse på begge sider af en hovedgade, der naturligvis hedder Rue du Général de Gaulle. Landsbykirken er lillebitte, og kirkegården ligeså. Turisterne bevægede sig respektfuldt rundt, og det eneste usædvanlige ved kirkegården var en politipost med en vagt, der, fra skyggen af nogle store træer, holdt diskret øje med gravstedet.
De Gaulles hus ligger i udkanten af byen. Der er skilte, der viser vej, men egentlig er det blot at følge menneskemængden. Huset ligger en lille kilometer fra kirken, og man kan ikke se det fra vejen. Man kan købe en kombi-billet til museet og huset, men da vi forhørte os om kørestolstilgængeligheden i La Boisserie fik vi at vide, at det desværre ikke var muligt. Der ligger et tykt lag småsten i indkørslen ned til huset, der ligger 60-70 meter fra vejen.
Dette var det tætteste, vi kom på La Boisserie…
“Det er også okay”, sagde jeg til Ægtefælle. “Nogle gange lykkes det ikke, men jeg vil hellere have været i Colombey-les-Deux-Églises og ikke besøge de Gaulles hus, end at sidde derhjemme og slet ikke komme nogle steder”.
Og så fortsatte vi til Troyes, som også var på programmet den dag.
Seneste kommentarer