Billedkilde: Af I, JF Lepage, CC BY-SA 3.0
Frankrigs 150-årige koloniherredømme og dominans på det nordamerikanske kontinent endte på få år, da englænderne i 1758 sendte massive tropper over Atlanten. Her får du sidste indlæg om den franske kolonisering af Nordamerika.
Omkring 1750, godt to århundreder efter at Jacques Cartier første gang sejlede ned ad Saint-Lawrencefloden og opslog sit hovedkvarter der, hvor Samuel de Champlain senere grundlagde Quebec, var Frankrig det europæiske land, der kontrollerede det største område i Nordamerika. Spanierne huserede i Syd- og Mellemamerika og sad på de sydvestlige områder af Nordamerika (Mexico, Texas og New Mexico), samt Florida. Englænderne havde koloniseret det meste af østkysten fra Maine i nord til Georgia i syd, med undtagelse af en lille, hollandsk enklave i det område, der nu er New York City.
Op gennem 1600-tallet havde der været gnidninger mellem kolonisterne og deres indfødte allierede, blandt andet på grund af pelshandlen, og krige i Europa blev reflekteret i kolonierne. I 1713 blev den Spanske Arvefølgekrig afsluttet. Da den spanske konge døde i 1701 uden at efterlade sig en tronarving, gik blandt andre Holland, Østrig og England i krig mod Frankrig, da de frygtede, at den franske Louis XIVs barnebarn, som den spanske konge havde testamenteret den spanske trone, skulle blive både konge af Spanien og Frankrig og forene de to lande og dermed forrykke hele den europæiske magtbalance.
I 1713 sluttede franskmændene fred med Holland og England. I Utrecht underskrev kongen en traktat, hvor Frankrig måtte afstå Hudson Bay området, Newfoundland og en del af Acadien (det nuværende Nova Scotia og Maine) til englænderne.
I midten af 1700-tallet var Oplysningstiden på sit højeste i Frankrig. Voltaire, Rousseau, Montesquieu og Diderot var blandt de fremmeste kritikere af den eksisterende samfundsorden, der langsomt men sikkert var ved at knække midt over.
I 1754 brød krigen om de nordamerikanske besiddelser ud. Krigen, der på fransk kaldes Guerre de la Conquête og i USA benævnes French and Indian War, blev udløst af begge siders ønske om at kontrollere Ohio-dalen. I løbet af krigens første år havde franskmændene overtaget, men Frankrig havde i hele kolonitiden haft problemer med at befolke de nordamerikanske besiddelser og dermed at have folk nok til at opretholde et forsvar af territoriet.
I 1756 brød 7-årskrigen ud på det europæiske fastland efter en omrokering af de europæiske alliancer. 7-årskrigen i Europa fik direkte indflydelse på bataljerne i Nordamerika. I 1758 sendte englænderne massive tropper over Atlanten med det mål at få smidt franskmændene ud af kontinentet. Et sammenfald af dårlig høst og handel på fransk side og den engelske flådes blokade af de fransk-kontrollerede havne endte med at give englænderne overtaget og svækkede franskmændene så meget, at englænderne kunne invadere det franske territorium i 1759. I 1759 var Québec under belejring, og året efter faldt Montréal i et knusende nederlag.
I 1763 blev 7-årskrigen på det europæiske kontinent afsluttet ved en traktatunderskrivelse i Paris. Ved traktatunderskrivelsen blev de franske besiddelser i Nordamerika overdraget til englænderne. Spanien fik også en del af kagen. Louisiana blev delt mellem spanierne og englænderne. Spanien fik landområderne vest for Mississippifloden, og englænderne fik landområderne øst for floden.
Ved traktaten i Paris fik Frankrig dog lov til at beholde de små øer Saint Pierre og Miquelon syd for Newfoundland. De franske Antiller, som Frankrig mistede i 1713 ved Utrecht traktaten, kom tilbage under den franske trone.
Tabet af de umådelige, nordamerikanske besiddelser udløste angiveligt kun skuldertræk ved det franske hof. Til gengæld var man glad for at have fået Antillerne tilbage, da man mente at de var mere værd på grund af kaffe- og sukkerudbyttet.
La nouvelle France gennemlevede således ikke det samfundsomvæltende revolutions-tiår, der brød ud i Paris i 1789. Og det kan man se og opleve den dag i dag, hvis man besøger Québec City.
Seneste kommentarer