Abdellah Taïa: Et sted at dø

abdellah-taïa-et-sted-at-døANMELDELSE

Abdellah Taïas seneste roman Un pays pour mourir, der udkom i januar 2015, er blevet oversat til dansk med titlen Et sted at dø. Oversættelsen udkom i torsdags i forbindelse med den internationale litteraturfestival på Louisiana, hvor publikum kunne møde forfatteren i samtale med sin oversætter, Simon Hartling.

De to tidligere bøger af den 43-årige Abdellah Taïa, der er oversat til dansk (Englene fra Frelsens Hær og Arabisk vemod), har stærke selvbiografiske islæt, og kredser om forfatterens eget liv og opvækst. I Et sted at dø har Taïa sat fokus på en række skæbner på bunden af samfundet, der alle søger efter et bedre liv et andet sted end hvor de kommer fra. Men som måske blot bliver et andet sted at dø.

I bogen møder vi en række figurer, hvor den marokkanske kvinde Zahira er den gennemgående og den, der er omdrejningspunktet for fortællingerne. Vi møder Aziz, algiereren der føler sig som kvinde indespærret i en mandekrop og får foretaget en kønsskifteoperation. Vi møder den homoseksuelle iraner Mojtaba der er på flugt fra regimet i Iran, Allal, den forsmåede bejler og Zineb, Zahiras faster, hvis ekko man hører det meste af bogen igennem. Alle søger de et liv, der er bedre end hvor de kommer fra, på et sted hvor de for det meste er fremmedgjorte, men alligevel klarer sig igennem, oftest ved at prostituere sig.

Der er ikke nogen egentlig handling, og alligevel er der en fremdrift i romanen, når figurerne på skift får jeg-fortællerstemmen. Ofte i lange monologer, tit i dialog med en anden. Alle figurerne i romanen har et menneske i deres liv der kompletterer dem, gør dem hele, eller som de stræber efter at blive som. Enkelte af figurerne er stadig på vej i deres søgen efter et bedre liv.

Når man sætter temaer som prostitution, homoseksualitet og transkønnethed ind i en arabisk kulturramme, som det sker i denne roman, kan det godt gå hen og blive sprængfarligt. Men Taïa dømmer ikke – det gør han ikke i nogen af sine bøger. Men mon ikke han udnytter sin succes som forfatter – særligt i sit hjemland Marokko, hvor homoseksualitet er forbudt og officielt ikke-eksisterende – til netop at sætte fokus på de marginaliserede liv, på tabuiserede emner og på menneskers trang til at søge mod noget, der er bedre.

Abdellah Taïa skriver i et sprog der på en gang både er brutalt og poetisk. I et ganske almindeligt hverdagssprog får vi de ualmindelige, dramatiske livshistorier. Skæbnerne der i oprulles i romanen tegnes ligefremt og uden omsvøb, så man nogle gange lige er nødt til at læse linien eller afsnittet igen: “Skrev han virkelig det”? Med ord tegner han portrætter af mennesker, der ikke er som folk er flest, og så alligevel. For når alle kulturelle, religiøse og seksuelt orienterende lag er skrællet væk er vi alle sammen mennesker. Og det forhold er noget af det, jeg holder mest af i Taïas persontegninger: Vi er allesammen mennesker, før vi er noget andet.

Et sted at dø er endnu en vellykket oversættelse af Simon Hartling og udgivet af Forlaget Arvids. Romanen er væsensforskellig fra de to første, danske oversættelser af Taïas romaner, men giver mindst lige så meget stof til eftertanke og debat som de to første.

Abdellah Taïa Et sted at dø. Oversat fra fransk Un Pays de mourir af Simon Hartling. Forlaget Arvids (2016). Kr. 198,00

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *