Monets have – revisited

En af de allerførste artikler, jeg skrev til bloggen tilbage i juni 2015, var om Monets have i Giverny. Der er sket en del siden, jeg var der sidst i år 2000, og siden bloggen startede. Der er også sket en del med kvaliteten af de digitale billeder. Her får du et indlæg om vores besøg i haven den 14. juli i år.

“Hvad  laver alle de mennesker der?” udbrød vi nærmest i kor.

Vi holdt på en sidevej på parkeringspladsen i Giverny og ville dreje til venstre for at køre op langs rækkerne af parkerede biler for at finde en plads, men der blev ved med at komme gående imod os. Der var også guider med små skilte, de holdt højt, så alle turdeltagerne kunne se, hvor de skulle gå hen. Ret hurtigt gættede vi på, at det måtte være amerikanere, let genkendelige på baseball-kasketter, solhatte, sneakers, hvide sokker og bæltetasker.

Der blev ved med at komme guider med skilte og turdeltagere, der fulgte efter som ællinger i hælene på andemor. Vi havde ikke helt fået orienteret os i omgivelserne endnu. “Bare de ikke er på vej ind i haven”, røg det ud af mig, da godt et hundrede amerikanske turister endelig havde passeret os, og vi kunne komme videre og finde en parkeringsplads. “Se,” sagde Kæreste, “der holder busser holder på busparkeringen derovre, måske har de allerede været ind og se det hele”. Jeg gættede på, at de var på en dagsudflugt fra Paris. Der er adskillige firmaer, der har specialiseret sig i dagsudflugter fra Paris og ud i omegnen. Og der er mindre end 100 kilometer fra hjertet af Paris til Giverny.

Monet boede i huset i Giverny i 43 år, fra 1883 og frem til sin død i 1926. I den periode skabte han sine mest kendte malerier. Ikke blot åkandemalerierne, men også de mange billeder fra landskabet i Normandiet, katedralen i Rouen og klipperne ved Etretat, som vi alle kender så godt.

Giverny er en hyggelig og idyllisk lille landsby, der bærer stærkt præg af Monets tilstedeværelse. Det, der engang var hovedgaden i landsbyen, er mere eller mindre omdannet til en gågade, der forbinder Monets hus med diverse restauranter, turistbureauet, Musée des Impressionismes og mere eller mindre velkamouflerede souvenirbutikker.

Monets have er en af de største, franske turistattraktioner udenfor Paris, og det må man bare tage med.

Da vi kom til billetkøen ærgrede jeg mig over, at vi ikke på forhånd havde booket billetter online. Så vi stod i kø en halv times tid langs gadesiden af det smukke rosa hus, inden det blev vores tur. Der er kun een billetluge, så det tager den tid, det nu tager.

Det er ventetiden værd. Når man træder ind i haven, træder man ind i en farveeksplosion. Der er blomster alle steder, og der er så mange forskellige, at selv en blomsterelsker som mig, der har haft have i mange år, ikke kender navnene på dem allesammen.

Så efter at vi havde været en tur rundt selve huset, hvor det især er køkkenet med de blå kakler, den gule spisestue og de mange japanske billeder, jeg er helt pjattet med, fortsatte vi rundt i haven.

Efterhånden som man bevæger sig rundt blandt de tusindvis af blomster går det op for en, at bedene er farveopdelte. Da vi havde passeret bedene foran huset med de røde og lyserøde pelargonier og gik ned ad en af de smalle stier, skiftede farverne til alle nuancer lilla, lyserød og cyklamen. I bunden af haven langs muren ud mod vejen eksploderede bedene i toner af gult, orange og brunligt rødt, og i den modsatte side af haven fik vi en lektion i, hvor mange nuancer af hvid, grå og sølv, der findes. Langs den brede sti, der går fra husets hoveddør ned gennem haven til porten i havemuren, blandede lave, gule og orange tallerkensmækkere sig med knejsende gladiolus og runde dahliaer i lilla, hvide og cyklamen toner.

Grønne blade er ikke bare grønne, eller har samme form for den sags skyld. Der var hele spektret af grøn i alle variationer fra sølvfarvede lammeører til gulligt-grønne dækplanter, klart grønne bambusblade og åkandebladenes eller dahliaernes dybe grønne farve.

I bunden af haven går en tunnel under landevejen og over på den anden side, hvor den berømte dam med åkanderne og den grønne bro med blåregnen er. Dammen er godt gemt, og ad små stier bliver vi ledt forbi en bevoksning med bambus, der strækker sig adskillige meter til vejrs, inden vi pludselig står ved dammen. Grenene på de store piletræer hænger ud over vandet, og de lange grene danner kontrast til de runde åkandeblade i dammen. På den grønne bro har kinesiske turister travlt med at fotografere hinanden og sig selv, og ovre på den modsatte side af broen taler en guide dæmpet i en mikrofon, så den omkringstående gruppe af amerikanske turdeltagere kan høre hende i deres hovedtelefoner, uden at hun behøver at hæve stemmen.

Monets have er ikke bare en blomsterhave. Det er en malers have. En maler, der ikke blot gik op i farvenuancer, men også i væksternes former: Runde, lave, lange, små, store, buskede, knejsende, kravlende og alt derimellem.

I 1966 overdrog Claude Monets søn, Michel, ejendommen i Giverny til L’Académie des Beaux-Arts, det franske kunstakademi. Efter en gennemgribende renovering af huset og Monets atelier og genplantning af haven, blev ejendommen til Fondation Claude Monet, der har været åben for offentligheden siden 1980.

Da vi kom ud igen, var billetkøen betragteligt længere end da vi kom. Det betalte sig at komme lige før middag.

Vi havde købt en kombibillet til både haven og Musée des Impressionismes, så vi gik op til museet, der ligger nogle få hundrede meter længere oppe ad Givernys hovedgade. Denne gang kunne vi springe køen over, fordi vi allerede havde en billet. Museet er ikke et Monet-museum, men et museum der viser impressionismens historie og de inspirationskilder, impressionisterne havde, samt de efterfølgende kunstmalerretninger, der var inspireret af impressionismen. Som den netop åbnede udstilling med Henri Manguin (1874 – 1949), der regnes for en af fauvismens store malere.

Det praktiske

Haven er åben alle dage i perioden 1. april til 1. november fra 9.30 til 18.00. En voksenbillet koster 9,50€, men jeg kan stærkt anbefale at man køber en billet online inden man tager hjemmefra, for at springe køen over. Der er mulighed for at købe kombibilletter til ikke bare Musée des impressionismes i Giverny, men også til Orangeriet og Musée Marmottan i Paris.

Parkeringen er gratis.

Giverny ligger mindre end en times kørsel med tog fra Paris Gare Saint-Lazare. Man står af ved stationen i Vernon, hvorfra der kører shuttlebusser de knap 6 kilometer til Giverny. Det kræver en smule planlægning, men hvis man er i Paris nogle dage kan det sagtens lade sig gøre at besøge Monets have som en dagsudflugt.

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *