Monets have

Jeg kommer ikke på sommerferie i år… I hvertfald ikke længere end til Costa del Balkon… Men det er der gode grunde til. Kæreste har kun to ugers ferie, og dem er der planer for lidt senere. I stedet har jeg været i mine billedarkiver og fundet sommerferiebilleder frem.

Claude Monets have ligger i Giverny, ca en times kørsel i bil mod nordvest fra det centrale Paris. Hvis du er i Paris, er det en rigtig god ide til en dagsudflugt. Ja, altså ikke at man nogensinde kan komme til at kede sig i Paris efter min mening, men er man i byen en hel uge er det en god ide, hvis man trænger til lidt afveksling fra storbyen. Turen tager ca 45 minutter i tog fra Gare St. Lazare i Paris til den lille by Vernon. Fra stationen i Vernon kører der busser til Giverny, der ligger lidt uden for byen.

Maison1

De fleste af os kender Monets impressionistiske malerier. I 90’erne hang plakater med reproduktioner af hans malerier i mange hjem, og særligt åkanderne blev noget skamridte. Jeg var selv en af dem, der havde plakater hængende….

Nenuphars

Claude Monet blev født i 1840, og er en af de allerkendteste malere indenfor impressionismen. I 1883 flyttede han til Giverny, hvor han levede til sin død i 1926. Han skabte haven omkring huset, og malede mange, mange motiver derfra. Men også selve huset er et besøg værd. Her er et kig ind i køkkenet med dets smukke blå fliser.

DCP00997

Og en af havens grønne broer, som vi kender fra hans malerier.

DCP00968

…Den grønne båd, som også er gengivet på mange af Monets malerier.

DCP00980

I 1992 lavede de svenske instruktører Lena Anderson og Christina Björk børnekortfilmen om Linnea i malerens have. Det er en fin lille tegnefilm om Linnea og Blomkvist, der sammen tager til Paris og går på museer for at se Monets billeder. Den største oplevelse for Linnea er dog besøget i haven i Giverny. Hvis du har lyst, kan du se filmen her. Den varer ca en halv time.

Hvis du vil vide mere, så klik dig videre til Fondation Claude Monets smukt udførte hjemmeside. Allerede på forsiden bliver man helt henført af blomsterhavet.

I morgen rejser vi videre til Normandiet, vil du med?