Metroens lydbillede

Har du nogensinde tænkt over lydbilledet i Paris’ metro, eller synes du (det gør jeg!) at det bare er en massiv lydmur? Særligt de store metrostationer (Châtelet-les-Halles, for eksempel), hvor flere linjer krydser hinanden, kan godt opleves som een stor omgang infernalsk larm.

RATP*, selskabet der driver den offentlige transport i Paris/Île de France, gør langt mere end ‘bare’ at sørge for at den offentlige transport glider hver dag. Forleden på deres Facebookside dukkede et link til en rigtig interessant artikel op, der beskriver det store arbejde der ligger bag de forskellige lyde og højttalermeddelelser, der informerer og hjælper de millioner af passagerer, der bruger metro- og busnettet hver eneste dag (linket til hele artiklen finder du nedenfor).

Selskabet er i øjeblikket i gang med at revidere og opdatere højttalermeddelelserne i hele metronettet, så meddelelserne går klart og tydeligt igennem de 60-90 decibel, der typisk er på perronen på en metrostation.

Lydbilledet i metroen, som vi som passagerer ofte oplever som een stor kakofoni, består af mange forskellige lydområder, så at sige: Der er lydbilledet i selve toget, der er anderledes end det lydbillede man oplever, når man stiger ud på perronen. Lydbilledet ændrer sig igen når man bevæger sig væk fra perronen og ind i området hvor billetsalget ligger, og igen når man går ud af metrostationen. Lydene fra toget, dets bremser, højttalermeddelelserne, lydene fra billetautomaterne bliver nogle gange også forstærket af akustikken i metroen, og en medvirkende faktor er de byggematerialer, tunnelerne er lavet af. Nogle reflekterer lydene og laver ekko, andre ‘sluger’ lydene. Det har en betydning for, hvordan højttalermeddelelserne skal ‘formes’ så det endelige resultat – den klare og tydelige, hørbare besked – bliver optimal for passagererne. Et andet problem, der skal tages højde for, er de beboere, der bor langs de metrostræk der går over jorden. Her handler det om at finde et kompromis, så metropassagererne kan høre beskederne, men beboerne ikke generes for meget af meddelelserne fra metroområdet.

På den ene side kan man altså tale om metroens ‘egne’, nonverbale lyde: Togets motor og dets bremser, dørene der går op og i, og de advarselslyde, der bruges i den forbindelse. På den anden side er der højttalermeddelelserne, den verbale kommunikation, der ofte består af en jingle og selve ordlyden, men hvor det i høj grad også er klangen og tonen i den stemme, der siger ordene, der er vigtig. Og det er udformningen af disse meddelelser, der arbejdes med for tiden. Tænk for eksempel på sætningen Attention à la marche en descendant du train. Det er faktisk 12 stavelser, altså en alexandrin. Og så er det jo lige før at det bliver poetisk.

RATP har forsøgt sig med syntetiske stemmer i busserne, men er ved at vende tilbage til de ægte stemmer, altså rigtige mennesker, der har indtalt meddelelsernes ordlyd, simpelthen fordi der er langt mere varme, klang og imødekommenhed i en menneskestemme, og det virker psykologisk meget bedre på passagererne.

Castingen til disse nye indtalinger af højttalermeddelelserne foregår internt i RATP. Tanken er, at med 45.000 medarbejdere må der være noget stemmetalent, man kan bruge i arbejdet med forbedringen af kommunikationen til passagererne. Efter en finalerunde med 80 finalister er man endt med 10 kvinder og 10 mænd, der inkarnerer målsætningen om varme og venlighed i stemmeklangen, så passagererne føler sig velkomne.

Meddelelserne bliver også indtalt på de seks andre sprog, der anvendes i metronettet: Engelsk, tysk, spansk, italiensk, japansk og mandarinkinesisk.

Så næste gang du er i metroen i Paris, så prøv at se om du kan dechifrere lydbilledet. Det er egentlig ret imponerende, så stort et arbejde der bliver lagt i det.

Her kan du læse hele artiklen.

*  RATP (som aldrig hedder andet i daglig tale) står for Régie Autonome des Transports Parisiens

Foto: Pixabay.com