Korsika

Korsika ligger som en perle i det azurblå Middelhav, nord for øen Sardinien og lige vest for Italien, og er på grund sin geografiske beliggenhed naturligt afgrænset som administrativ region under den franske stat. Øen har særstatus som region, idet den har mere selvstyre og udøvende magt end det er tilfældet med de øvrige 21 regioner. På grund af Korsikas særstatus vil den heller ikke blive sammenlagt med andre regioner, når den franske regionsreform træder i kraft 1. januar 2016. Øens administrative hovedby er Ajaccio.

Korsikas knap 9000 kvadratkilometer er delt op i to departementer: Corse-du-Sud (2A) og Haute-Corse (2B)

Nogle forbinder ordet Korsika med partisaner og den uigennemtrængelige maki i de korsikanske bjerge. Der har da også i mange århundreder været en modstandsbevægelse mod det franske overherredømme. Korsika var den del af bystaten Genova i flere århundreder, indtil øen erklærede sig som uafhængig stat i 1735, og nedskrev verdens første statsforfatning. Den franske konge Louis XV ville ikke anerkende øen som uafhængig republik, og sendte sin hær for at underlægge sig den i 1769.

Samme år blev en vis Napoléon Bonaparte født i Ajaccio.

De rebelske korsikanere ville dog ikke umiddelbart acceptere at blive underlagt den franske stat, og i 1794 – mens franskmændene var travlt optagede af Revolutionen – forhandlede lederen af det uafhængige Korsika, Pascal Paoli, om en afståelse til englænderne. Englænderne jog franskmændene væk fra øen, og i ca. to år, fra 1794 til 1796, var Korsika uafhængigt af Frankrig, men med en engelsk vicekonge. Øen blev overtaget af franskmændene igen i 1796. I 1799 blev Napoléon Bonaparte Frankrigs førstekonsul ved et statskup der afsluttede revolutions-tiåret. I 1804 kronede han sig selv til kejser i Notre-Dame kirken i Paris.

Napoléons kroningsceremoni i Notre-Dame kirken i Paris 1804 (Jacques-Louis David)

Napoléons kroningsceremoni i Notre-Dame kirken i Paris 1804 (Jacques-Louis David)

Korsika er for mange lig med herlige badeferier og betagende smuk natur, og det var da også det indtryk vi fik, da Tour de France i 2013 for første gang nogensinde tog til Korsika, og løbets første tre etaper blev kørt på den smukke ø. I tre dage kunne vi se åndeløst smukke panoramabilleder live fra hele øen, og jeg er ret sikker på at det har givet øen et boom i turistindtægterne.

Øen selv sælger sig på sine enestående naturoplevelser med muligheder for vandreture i bjergene og makien, sejlture omkring øen, uendelige hvide sandstrande med det azurblå vand. Men også øens gastronomi og kunsthåndværkerne, og den varierede kultur, der har været under indflydelse fra både Italien, England og Frankrig er værd at gå på opdagelse i. Du kan drømme dig væk i mange smukke billeder fra øen samt forslag til oplevelser på Korsikas officielle turistside her.

Kysten ved Bonifacio

Kysten ved Bonifacio

Korsikas bjerge

Korsikas bjerge

De fleste danskere ville nok foretrække at flyve til Korsika, og det vil være en god ide at holde øje med charterselskabernes tilbud, da muligheden for selv at sammensætte sin flybillet er relativt dyr. En hurtig søgning på Momondo giver nogle ret pebrede returpriser.

Det kan også lade sig gøre at sejle til Korsika, hvis man vil have bilen med og kombinere en ferie i Sydfrankrig med nogle dage på Korsika. Der er flere færgeruter at vælge imellem, og de sejler både fra Marseille, Toulon og Nice.

Har du været på Korsika? Hvad synes du? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet :)