Bjørn Bredal: FRANKRIG for alle

Bjørn Bredal FRANKRIG for alle

ANMELDELSE

Bjørn Bredal er vel nok en af de fremmeste formidlere af fransk kultur på dansk, og der er kommet flere gode bøger fra hans hånd, blandt andet om renæsancefilosoffen Michel de Montaigne, om Marcel Proust og om den danske geograf Malthe Conrad Bruun der blev landsforvist og rejste til Paris, hvor han gik i Napoléons tjeneste.

Senest har Bjørn Bredal udgivet Undskyld mit franske – Frihed, lighed og utroskab? (Gyldendal 2011) og Turen gennem Triumfbuen – fransk Tour, kultur og litteratur (Gyldendal 2013).

Begge bøger er øjebliksbilleder fra Frankrig, hvor en central begivenhed bruges som prisme til at belyse kulturforskelle, og be- eller afkræfte fordomme i krydsfeltet mellem dansk og fransk kultur. I Undskyld mit franske fra 2011 er det Dominique Strauss-Kahns sexskandale i New York, der danner prismet. I Turen gennem Triumfbuen fra 2013 er det Tour de France, som Bredal følger rundt i l’Héxagone for at vise læseren, at der er et andet, dybere Frankrig end de glittede panoramabilleder, vi ser på tv i juli måned. Begge bøger er essays og bearbejdede artikler fra Politiken, som Bredal jævnligt skriver for, og de er fornøjelig læsning om et land, mange af os holder rigtig meget af, men ikke altid forstår på et lidt dybere plan.

Nu har Bjørn Bredal begået en ny bog i forlængelse af de to foregående og skåret over samme læst. FRANKRIG for alle tager udgangspunkt i massakren på Charlie Hebdo og den store manifestation 11. januar i år. Denne gang forsøger han at indkredse Frankrig som idé, og kommer rundt om mange af de grundsten, der udgør Frankrig som nation og stat.

Bogen forsøger at indkredse den idé om stat og nation, som hele dette mangfoldige land hviler på og udspringer af, og vi kommer vidt omkring. Fra katedralernes tid og katedralen som det katolske Frankrigs ‘sted’, til Bastillen som det revolutionære Frankrigs lieu de mémoire. Napoléon kommer vi ikke udenom, han er incontournable for en forståelse af Frankrig som idé, og vi hører om Code Napoléon, en omfattende lovsamling som Napoléon indførte i 1804, som gjorde op med den feudale retspraksis og i stedet stillede alle lige for loven. Vi får også et kapitel om Republikken som idé, og dens idealer om frihed, lighed, broderskab og verdslighed (liberté, égalité, fraternité et laïcité), og hvordan de idealer kom i spil efter Charlie Hebdo massakren og den store march 11. januar.

Herefter følger et stort afsnit om ‘Guder og Identiteter’, hvor vi på stribe får en række af de største franske symboler og deres betydning for ‘idéen om det franske’: Panthéon, Marianne, Jeanne (d’Arc), Hanen. Der er en række spændende overvejelser i det afsnit, især om ‘Frankrigs identitet’ og ‘Republikkens identitet’, som, ifølge Bredal, er to forskellige størrelser. Er Frankrig FOR ALLE, eller er der nogen, der ikke vil være med?

Videre får vi små, informative kapitler om blandt andet Marseillaisen, Troubadouren, Baguetten, Vinen, Touren (den er altid med hos Bredal), og Frankofonien. Altsammen symboler på ‘det franske’, men de små kapitler virker nærmest parentetiske i forhold til bogens overordnede idé. Afsnittet med litterære perspektiver sætter ‘idéen om Frankrig’, med omtaler af blandt andet Houellebecqs Soumission og Patrick Modianos forfatterskab, yderligere i relief.

Det er en velfortalt bog med mange spændende analyser, men Bredal tager sig også indimellem nogle litterære friheder. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det skærer mig alligevel lidt i øjnene at han for eksempel skriver (s. 160) “[…] Jean-Jacques Rousseau, uden hvilken der ikke havde været nogen fransk revolution”. Det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at FRANKRIG for alle gør læseren klogere på, hvilke idéer, der bærer landet, belyst i det prisme som massakren på Charlie Hebdo udgør. Og i lyset af Parisattentaterne 13. november (som skete efter bogens udgivelse) er bogen er i allerhøjeste grad også aktuel for en forståelse af, hvad der bevæger den franske folkesjæl.

Bjørn Bredal FRANKRIG for alle (Lindhardt og Ringhof, 2015), Vejl. pris kr. 299,95. Bogen kan også lånes på biblioteket.